Prøv avisen
Debat

Hverken den fysiske eller den poetiske opstandelse holder

Mennesker har gjort erfaringer med en virkelighed, der sprænger alle rammer for, hvad almindelig menneskelig fornuft er i stand til at fatte, og jeg ser ingen grund til ikke at tage sådanne vidnesbyrd for gode varer, skriver debattør.

Menneskelige erfaringer er nøglen til at bringe sig i et sandt forhold til budskabet om de dødes opstandelse, mener valgmenighedspræst Morten Kvist

Debatten om de dødes opstandelse fortsætter, senest med indlæg i Kristeligt Dagblad af Henrik Højlund og Lars Sandbeck. Anstødsstenen er, om opstandelsen skal forstås som en fysisk begivenhed; at Jesus opstod fra de døde i det kød, skind og ben, han var som levende menneske. Det er Højlunds synspunkt.

Det er ifølge Det Nye Testamente svært at argumentere for, hævder Sandbeck, og det er svært ikke at give ham ret. Højlunds synspunkt modsiges af al erfaring.

På den anden side er det modsatte synspunkt af Højlunds (som Sandbeck ikke gør til sit), at opstandelsen alene er et billede, et stykke poesi, heller ikke fyldestgørende. Det er en reduktion af det bibelske vidnesbyrd og dermed af kristendommen. Og strider mod erfaringen.

Hverken det ”fysiske” eller det ”poetiske” synspunkt er i mine øjne muligt at opretholde. Både Det Nye Testamente og kirkens lange historie bevidner også noget andet, nemlig at en række mennesker har set og hørt den opstandne som ånd - senest Charlotte Rørth.

Disse mennesker har gjort erfaringer med en virkelighed, der sprænger alle rammer for, hvad almindelig menneskelig fornuft er i stand til at fatte, og jeg ser ingen grund til ikke at tage sådanne vidnesbyrd for gode varer.

Der findes en anden verden i verden (og andre steder), som nogle mennesker gives en ekstraordinær adgang til, og for dem, der får adgang, er denne anden verden så virkelig som kød og blod.

Men den er ikke kød og blod bortset fra, at deres eget kød og blod påvirkes stærkt og på mange måder (jævnfør Første Brev til Korintherne, kapitel 12, vers 4 og følgende vers). Måske er det, hvad Paulus mener med ”himmelske legemer” (Første Brev til Korintherne, kapitel 15, vers 40)?

Det er altså menneskelig erfaring - og ikke nødvendigvis ens egen - der er nøglen til at bringe sig i et sandt forhold til budskabet om de dødes opstandelse. Vi må derfor generobre det gamle og desværre noget misbrugte ord ”vidnesbyrd” og samtidig lære at bedømme, hvilke der står til troende, og hvilke der ikke gør.

Vidnesbyrd er - sammen med eksempelvis kald, udvælgelse og religiøsitet - ord, som har hjemsted i kristendommen, selvom vi i hele det 20. århundrede forsøgte at skille os af med dem.

Religiøs var noget, ingen ville være; det var et skældsord. At bære vidnesbyrd var noget, de mærkelige og de sekteriske gjorde. At tale om udvælgelse var selvretfærdighed. At være kaldet var umoderne.

Der var gode grunde til, at vi forsøgte at skille os af med den slags religiøst ladede ord. Disse grunde er sandsynligvis ikke holdbare længere.

Fra menneskers erfaring, på grund af systemverdenens totale blindhed og døvhed over for andet end systemer, på grund af konkurrencestatens åndshæmmende funktionalisme, er der et langsomt voksende pres for at komme i kontakt med de udskældte ord igen.

Det lader til, at vi har brug for dem - igen, men det er ikke helt ligetil at tage dem i brug. Opgøret med dem ligger os stadig i blodet, men vi har brug for at erfare - og man fristes til at sige helt forfra - hvad kristendommen betyder for os. Det viser debatten om de dødes opstandelse.

Morten Kvist er valgmenighedspræst i Herning