Sund pausekultur: Vi burde tage en lur på sofaen noget oftere

Jeg er helt overbevist om, at små pauser i løbet af arbejdsdagen er en vigtig brik i forebyggelsen af netop stress, skriver Søren Fibiger Olesen fra Krifa

Det er håbløst umoderne at hive stikket ud midt på dagen og snuppe sig en lur på sofaen. For tidligere generationer, der typisk arbejdede i landbruget, var det en helt naturlig del af hverdagen, at man snuppede en lur på sofaen over middag, skriver debattør. Modelfoto
Det er håbløst umoderne at hive stikket ud midt på dagen og snuppe sig en lur på sofaen. For tidligere generationer, der typisk arbejdede i landbruget, var det en helt naturlig del af hverdagen, at man snuppede en lur på sofaen over middag, skriver debattør. Modelfoto. Foto: Focus Pocus LTD - Fotolia.

Jeg tror, de fleste af os kender til det, at døgnet ikke har timer nok til alt det, vi gerne vil nå i hverdagen. Mange af os håber på uventede huller i en i forvejen overfyldt kalender.

Samtidig er det håbløst umoderne at hive stikket ud midt på dagen og snuppe sig en lur på sofaen. For tidligere generationer, der typisk arbejdede i landbruget, var det en helt naturlig del af hverdagen, at man snuppede en lur på sofaen over middag.

I dag er det for de fleste af os ikke en reel mulighed. Jeg tror, det er vigtigt, at vi genfinder det pulsslag, den rytme, som tidligere generationer forstod vigtigheden af, at vi sørger for at få hvilet, ikke bare i dagens løb, men også i ugens løb. Om det er søndagen eller en anden dag, er op til den enkelte.

Det vigtigste er, at man får koblet fra og hvilet, og at man sørger for, at hver dag ikke bliver hverdag.

Når sommerferien står for døren, kan man typisk læse mange velmenende ferieråd om, at det er vigtigt at geare ned, og at man helst skal holde tre ugers ferie i træk. Det er et godt råd, men vi bør også huske de små hvil i hverdagen og det ugentlige hvil fra hverdagens travlhed.

Mon ikke de fleste kender situationen fra familielivet, at der er noget, man bare ikke kan komme i tanke om, noget man vil fortælle, et navn, der pludselig er væk eller lignende?

Man ved det godt, men det dukker ikke op i hukommelsen, før man giver slip og måske lægger sig på sofaen og bare slapper af og lader tankerne flyve. Og lige dér, midt i hvilen, dér kommer det glemte til én.

Det fik mig til at reflektere lidt over, om ikke det samme også gør sig gældende i vores arbejdsliv. Det tror jeg, det gør.

Hvis vi vil sikre god arbejdslyst i hverdagen, må vi ikke glemme de små hvil i løbet af arbejdsdagen. Jeg er overbevist om, at netop de små hvil i løbet af arbejdsdagen er en forudsætning for gode idéer, kreativitet og innovation.

Jamen, jeg har travlt på mit arbejde og har ikke tid til at holde hvilepauser i løbet af dagen, tænker du måske. Her er det vigtigt at være opmærksom på, at det ikke er længden på pausen, der er det afgørende, men mere pausen i sig selv.

Turen hen til kaffemaskinen, printeren, toilettet eller et kort ”falde hen-blik” ud ad vinduet kan jo være lige dét, der gør, at man får tankerne hen på noget andet eller får kroppen i bevægelse og derved enten mentalt eller fysisk kommer lidt væk fra arbejdet.

I en tid hvor næsten 300.000 danskere ifølge Stressforeningen lider af alvorlig stress, og hvor næsten hver fjerde sygemelding i Danmark skyldes stress, er det selvsagt livsvigtigt, at vi får indrettet vores hverdag sådan, at færre af os bliver ramt af stress.

Jeg er helt overbevist om, at små pauser i løbet af arbejdsdagen er en vigtig brik i forebyggelsen af netop stress.

I Krifa har vi i den seneste tid sat fokus på den gode balance mellem familie- og arbejdsliv. Helt konkret har vi blandt andet foreslået, at alle sikres en lovbestemt ret til betalt frihed i forbindelse med barns sygdom.

Derudover har vi også foreslået, at a-kassereglerne ændres, sådan at der bliver flere muligheder for at arbejde på deltid, samtidig med at man bevarer sin a-kassetilknytning og økonomiske tryghed.

Men for os handler en sund balance ikke alene om forholdet mellem arbejdsliv og privatliv. Det handler også om at være i balance, mens man er på arbejdet. Og det er her, hverdagens små hvilepauser kommer ind i billedet.

Derfor foreslår vi, at man sørger for at få en sund pausekultur på arbejdspladsen. Pausekulturen skal være med til at legitimere, at det faktisk er ok at holde korte pauser i løbet af dagen.

Det er selvfølgelig vigtigt, at der er en klar forventningsafstemning mellem ledelse og medarbejdere om, hvordan en sådan pausekultur skal se ud på den enkelte arbejdsplads.

En sund pausekultur er med til at sikre en god balance for den enkelte og dermed også med til at give god arbejdslyst på arbejdspladsen.

Vi skal alle gerne holde et helt arbejdsliv, og derfor er det vigtigt, at vi passer på os selv og hinanden. At huske hverdagens hvile er et godt sted at begynde.

Søren Fibiger Olesen, formand for Krifa, Klokhøjen 4, Aarhus N