Hvis alt andet glipper, prøv med politik

Læst og påskrevet er et nyt kort og skarpt format, hvor avisens skribenter kommenterer et aktuelt citat. Her er det aktuelle citat fra Dagbladet Information

Dagbladet Information mener tilsyneladende ikke, at der er noget at komme efter, når kirke- og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen klæder sig ud som vølve og lader sig fotografere af Jim Lyngvild.
Dagbladet Information mener tilsyneladende ikke, at der er noget at komme efter, når kirke- og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen klæder sig ud som vølve og lader sig fotografere af Jim Lyngvild. . Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix.

Dagbladet Information kommer i en leder kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) til undsætning og henviser til den kritik, der er rettet mod den nye minister efter hendes optræden udklædt som vølve på et foto af designeren Jim Lyngvild:

”Den foregående minister på området, Joy Mogensen, blev af andre kirkelige og kulturelle figurer kritiseret for usynlighed. Synlighed bliver vanskeligt at leve op til, når så mange har en holdning til, hvilken slags synlighed der er klædelig.”

Her opstiller Information et interessant valg for enhver ny minister: Enten er hun komplet fraværende og intetsigende, eller også bringer hun sig i fokus ved at stille sin person til rådighed som farvelade og festfyld for kulturens event-magere.

Nogle vil kalde det sidstnævnte tivolisering af politik. Andre vil kalde det kulturelt armod, at kunsten – eller ”kunsten” – ikke har andet at gøre sig relevant med end en sugen på offentlige personers kendis-effekt.

Må man foreslå en tredje mulighed? Politik. En synlig og facetteret kulturpolitik, en gennemtænkt holdning til trossamfundenes forhold, en vilje og evne til at argumentere for sine værdier på kirkens og kulturens arenaer.

Man kunne forestille sig, at en engageret forvalter af de to områder endda satte det politiske arbejde før den for vælgerne ret beset irrelevante selvrealisering i det dragende skær fra sidste sæson af ”Vikings”.

Med andre ord: Politikere bør forsøge sig med politik, hvis alt andet glipper. jd