Har folketingspolitikere overhovedet forståelse for folkekirken? Den bekymring lægger jeg ofte ører til, og nogle gange hører jeg mig selv sige det. Om den er berettiget, ved jeg selvfølgelig ikke, jeg har kun mine ubrugelige fordomme at støtte mig til.
Med det netop overståede folketingsvalg siger vi i hvert fald farvel til en række politikere, der kendte folkekirken godt: Bertel Haarder (V), Marianne Jelved (R), Daniel Toft Jakobsen (S). Og ved
forrige valg også Karen Klint (S) og Mette Bock (LA).
Hvorfor er det et tab? Hvorfor er det så vigtigt, at folketingspolitikere forstår folkekirken? Som medlem af Danmarks største medlemsorganisation kunne man måske tro,
at jeg ville synes, det var vigtigt, fordi politikerne gerne skulle varetage min organisations interesser. Men det er ikke for folkekirkens skyld, jeg her tager emnet op.
For nylig drøftede jeg oversættelsen af en række "sære danske ord" med en japaner. Et af ordene var folkekirke. Folkekirke kan ikke oversættes med statskirke, for det er det ikke. Folkekirken handler ikke om, at staten "oppefra" er knyttet sammen med en kirke.
Folkekirken er folkets kirke "nedefra", der som sådan understøttes af staten. Folkekirken har nogle privilegier og også nogle pligter, som ikke gælder for andre trossamfund, men det gør den ikke til en statskirke.
Man kan godt forestille sig, at forholdet mellem folkekirke og stat i fremtiden vil ændre sig, hvis medlemstallet ændrede sig markant, men det ville ikke betyde, at folkekirken holder op med at være statskirke, for det er den heller ikke nu.
Hvis folkekirken var en statskirke, ville en væsentlig del af dansk åndsliv være taget som gidsel af den centraliserende magt staten. Det er den ikke. Folkekirken, dens medlemmer og dens præster taler med en uafhængig stemme, og dermed er folkekirken et konkret og vigtigt udtryk for, at ånd og stat ikke går op. Dette misforhold mellem ånd og stat er helt afgørende for et frit samfund. Skulle man ønske at se et skrækeksempel på en statskirke, hvor kirken er statens forlængede arm, kan man jo eksempelvis se på Rusland.
Også for nylig talte jeg med en dansk muslim, der hævdede, at folkekirkens rolle i Danmark medvirkede til at understøtte en åben offentlighed. Jeg er enig. I Frankrig er stat og kirke, eller stat og religion, skarpt adskilt, og den fælles offentlighed er defineret som specifikt sekulær. I Danmark er der netop ikke noget krav om, at den fælles offentlighed skal være religionsfri. Det er understøttet af folkekirken som en markant og synlig del af offentligheden. Tværtimod er der frihed til det hele – også til religion.
Det betyder, at man eksempelvis ikke kan eller bør kunne kræve, at skolepiger skal tage hovedtørklædet af i folkeskolen, eller at jødiske skoledrenge skal lægge kalotten. Offentligheden er nemlig ikke pr. definition religionsneutral eller i det hele taget ’neutral’. Den er fælles og åben.
Selvom både Danmark og Frankrig er sekulære samfund, er de det på to forskellige måder. I Frankrig er offentligheden afgrænset fra religion, i Danmark er offentligheden åben for så vel religion som religionskritik. Hverken repræsentanter fra folkekirken eller fra andre trossamfund kan eller bør kunne blive henvist til at gemme sig bag nedrullede gardiner. Folkekirkelige aktører har i flere sammenhænge netop virket som en støtte for minoriteters ret til at bevare deres særpræg.
Forholdet mellem kirke og stat vil måske ændre sig i fremtiden. Selv er jeg ikke tilhænger af en større adskillelse af kirke og stat, end tilfældet er det nu, men hvis man er, vil jeg opfordre til, at man for det første fortsat er opmærksom på "det vigtige misforhold" mellem ånd og stat og for det andet på en åben ikke-neutraliseret offentlighed.
Jeg er klar over, at alt dette sikkert vil være velkendt for Kristeligt Dagblads læsere. Men i denne tid, hvor et nyt Folketing er i gang med at finde sine pladser, virker det så vigtigt, at jeg alligevel vælger at bruge tryksværte og papir på det. Hjælp gerne med at fremme forståelsen: Forklar folkekirken for din folkevalgte.
Kirkeligt set skrives på skift af generalsekretær for Caritas Danmark Maria Krabbe Hammershøy, leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør af Grundtvigsk Tidende Ingrid Ank, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter og lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck og sognepræst Marie Høgh.