Flemming Møldrup: Hvis jeg var præst for en dag, ville jeg...

Jeg ville i hvert fald starte med at åbne dørene til kirken og invitere inden for til samtale. For som et gammelt reklameslogan en gang sagde, så fremmer samtale forståelsen. Vi skal lære hinanden at kende, skriver Flemming Møldrup

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul.

Forleden dag kom jeg cyklende forbi Esajas Kirken på Østerbro. Kirkedøren stod åben, og jeg fik sådan en lyst til at stoppe min cykel, og gå ind i kirken, og sætte mig. Måske for at sunde mig, og lige lukke mig selv ind i den ro, jeg altid gribes af i kirkerum. I de dage var jeg midt i et ualmindeligt voldsomt angreb på mig som person, sådan oplevede jeg det i hvert fald, da en læser her i avisen kaldte mig egoistisk. Ikke med det ord. Men med en masse andre.

Jeg kom helskindet ud på den anden side af det omtalte indlæg. Med støtte af familie og venner, og ikke mindst rigtig mange af Kristeligt Dagblads læsere, så tak for det. Hvis jeg lærte noget af det der skete i de dage, så er det at ord kan læses efter for godt befindende.

Og så var det, jeg kom til at tænke på at læse Bibelen og Det Nye Testamente, og formidle. Sikke et ansvar. Det har jeg stor respekt for, og i virkeligheden gad jeg godt have det ansvar en enkelt dag eller to.

Det skal lige siges, at jeg har en fod i jødedommen, og en fod i den stærke kulturkristne tradition, hvor kirken er noget, man besøger til højtider, så forudsætningen for at forkynde evangelierne er ikke rigtig til stede. Det må gerne læses som en disclaimer, tak. Men måske jeg så kunne gøre noget andet?

Jeg ville i hvert fald starte med at åbne dørene til kirken og invitere inden for til samtale. For som et gammelt reklameslogan en gang sagde, så fremmer samtale forståelsen. Vi skal lære hinanden at kende. Vi skal samtale før alt andet. For i samtale lytter vi. Det gør vi generelt for lidt, synes jeg.

Så vil jeg lade kærligheden herske. Jeg vil vie alle. For mig er kærligheden større end alt andet. Det er i den, vi ser hinanden som mennesker. Og jeg føler, vi har en pligt til at nære den hos hinanden, og respektere den.

Derfor vil homoseksuelle og tværreligiøse par også altid være mere end velkomne, hvis de ønsker at forene sig i enten en vielse eller en velsignelse.

Mit kirkerum skal også samle generationer. Unge og gamle. Sammen vil vi sætte holdninger på agendaen. Vi skulle blandt andet samtale om klimaet og finde hinanden i et fælles ansvar. Vi vil gå på gaden sammen, og støtte hinanden i hinandens ønsker om forandring. Vi lever i det samme samfund. Et samfund, hvor sammenhængskraften har det svært. Min kirke skal være en aktivistisk kirke.

Min kirke ligger i byen, og byen bliver større, og naturen rykker længere væk. Jeg vil arrangere ture ud i naturen, ud til havet, Vesterhavet, så vi kan komme ud til kanten af vores land og mærke, hvad det vil sige at stå over for noget, som er så meget større end os selv. Det altopslugende hav minder os helt fysisk om, at vi er mennesker og fulde af fejl. Det kan jeg godt sige i kirken, men havet understreger det bedre, synes jeg.

Til sidst vil jeg på prædikestolen tale om, at vi skal passe på hinanden. Rigtig godt på hinanden. Og ikke mindst passe på os selv. Det er svært at være menneske i dag. Vi bliver nemt slået omkuld.

For mange er det virkelig svært at rejse sig igen. Tro mig, jeg ved alt om at være barn i sådan en familie. Dem skal vi hjælpe alt hvad vi kan.

Vi lever i et samfund, hvor ensomhed, stress og depressioner er på vej mod folkesygdoms-niveau. Derfor vil jeg opfordre min menighed til at gå ud i verden med kærlighed først, og dernæst interessen for sine medmennesker. Se andre i øjnene. Og tal for guds skyld med hinanden, også dem vi ikke kender.

Og hvis alt det faldt nogen for brystet, ville jeg holde et spejl op foran dem og spørge, hvad ville du så foreslå, vi gør i stedet for

Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, radiovært og skuespiller Hassan Preisler og forfatter Dy Plambeck.