”Man kan ikke ændre fortiden,” næsten råber Simba fortvivlet til sig selv hen mod slutningen af Disney-filmen "Løvernes konge". Han har lige mødt sin barndomsveninde Nala, som vil have ham til at vende hjem og se fortiden i øjnene, men som Simba selv bemærker, så har han været på flugt fra den så længe.
Men dér tager etikersønnen Simba jo helt fejl. Det kan man sagtens. Det gør vi hele tiden – for tiden. Vi ændrer historien, hvis den ikke passer til vores tid. I sidste uge var det Pyrus-julekalenderen ”Alletiders julemand”, der helt blev slettet fra historien, fordi der var noget i den, vi ikke længere brød os om.
Jeg er klar over, at mange påpeger dette som et helt nyt fænomen, cancel culture, som vi skal være særligt opmærksomme på som samfundsproblem, men eksistentielt er det uhyre almindeligt og på ingen måde nyt. Vi har altid forsøgt at lave om på vores egen historie. Hvem har ikke lyst til at frasortere de grimme sider af sig selv? Ens bedrageriske sider, de svigt, man har begået, de mørke sider af ens personlighed. Og det er netop den slags etisk-eksistentielle overvejelser, Simba gør sig i det shakespearske drama, som fortællingen om løvernes konge udgør.
Her kan det være nyttigt at skelne mellem det at fortryde og det at angre, som Søren Kierkegaard gør i "Begrebet Angest". At fortryde er egentlig et ønske – eller mere præcist ønsketænkning: Man ville ønske, at noget bestemt aldrig var sket. For eksempel at man ikke havde været sin kæreste utro til sidste julefrokost, eller at nogle skuespillere havde undladt at male sig sorte i hovederne i en julekalender i 1997. Når man fortryder, forsøger man at ophæve bestemte handlinger med tilbagevirkende kraft: De burde aldrig være sket, så nu fjerner vi dem fra vores bevidsthed.
Når man angrer, derimod, skriver Kierkegaard, så forsøger man ikke at ændre fortiden, men at stå ved den. Det er det helt afgørende element i angeren, at man siger: Det her skete faktisk, og det var et reelt svigt. I angeren forsøger man at tage denne erkendende (og vedkendelse) med sig ind i det liv, man lever, med det formål ikke at gøre det igen. Med andre ord tager angeren fortiden med ind i nutiden for i stedet at ændre fremtiden. Og det er for Kierkegaard den sande etiske bevægelse.
I "Løvernes konge" er det imidlertid den omvandrende selvhjælpsbog og surikat Timon, der står for den livsfilosofi, at man ikke kan lave om på fortiden, og derfor kan man lige så godt lægge den bag sig ved at fortryde den. Men Timon har en ven, det enfoldige vortesvin Pumba, som ikke er så klog som Timon, og som derfor kludrer i det og i stedet får sagt: ”Det gælder om at lægge bagsiden foran sig.”
Og det er på vidunderligste vis præcis det, tænkere som Luther, Kierkegaard og Freud altid har sagt. Det gælder hverken om at skjule eller fortryde fortiden, men om at lægge den foran sig, se ærligt på den og så forsøge at finde modet til at stå ved den. Vi har alle noget smerteligt i vores fortid. Det gælder både som individ og som folk.
”Men som jeg ser det, kan man enten flygte fra den eller lære af den. Så hvad vil du gøre nu?”. Sådan spørger den sokratiske vismand Rafiki til sidst Simba. Og sådan bør vi også spørge os selv, når vi i dag vil ændre fortiden. For man kan faktisk godt ændre fortiden. Det gør vi igen og igen. Men i præcis denne bevægelse går vi glip af muligheden for at tage ved lære af den. Vi kan ikke både bortredigere de fejl, vi selv har begået i fortiden, og samtidig forvente, at vores børn kan lære af dem. Vores fejl er i den forstand vores største gave til vores børns udvikling. Så hvad vil vi gøre nu?
Etikpanelet skrives på skift af Gorm Greisen, overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd, Bettina Post, debattør og socialrådgiver, Christian Hjortkjær, forfatter og højskolelærer, og Lotte Mørk, hospitalspræst.