TERRORANGREBET i København har givet anledning til berettiget kritisk debat om indvandring, integration og radikalisering. Men mens alle har travlt med at forsvare dansk kultur, ytringsfrihed og forsamlingsfrihed, og vi alle stimler sammen i sorg, frygt og sympati med ofrene, er der et spørgsmål, som trænger sig på: Hvad er det egentlig for en dansk kultur, vi vil beskytte?
Når 30.000-40.000 mennesker samles ved Krudttønden med tændte fakler og sammen synger John Lennons ”Imagine”, hvor er den danske kultur så henne? Hvordan kan det være, at vi danskere står der og forsøger at forsvare alt det, vi har tilfælles, med en sang, der ikke er dansk?
Ser man på udviklingen i vores samfund de seneste 40-50 år, har tendensen været klar. Alt, også vores kultur, bliver stadig mere udvandet, alt bliver lige meget værd, og hvad er det så værd?
Med den kulturradikale bølge i efterkrigstiden blev der gjort op med dogmer og normer og skabt et normløst samfund. Kulturelle kendetegn for det danske samfund, som var udviklet over 1000 år, blev på få år gjort til skamme.
Traditioner som at være Des (bruge De, Dem og Deres) blev afviklet, nu var alle lige og alt lige meget værd. Der skulle ikke længere kæmpes for kulturarv og skatte, nu kunne en krusedulle fra en seksårig være lige så god kunst som værker fra de store kunstnere.
I folkeskolen blev autoriteterne for alvor afviklet i 1970'erne, og ny pædagogik samlede skolen om en fælles linje. n vej, hvor alle elever skulle gå i den samme skole uden niveaudeling.
TIDLIGERE TIDERS erkendelse af forskellige faglige kundskaber blev afløst af forskellige kompetencer og udvandet af åben plan-skoler og rundkredspædagogik. Fysiker, forfatter og musiker Peter Bastian har rammende beskrevet udviklingen i denne periode med, at det blev ”mere værd at føle end at tænke”.
Konsekvensen var, at fagligheden var i frit fald, og først i starten af 2000'erne blev selv de glade reformpædagoger fra 1970'erne klar over, at den var helt gal.
Den største konsekvens har været dannelsestabet, hvor en hel generation, som jeg selv er en del af, ikke er opdraget med de normer og den almene viden, som tidligere generationer havde.
Det var udmærket, at man gjorde op med kæft, trit og retning, men man havde ikke behøvet at nedbryde det hele og starte forfra. Dannelsen røg nemlig ud med badevandet, da man skyllede den sorte skole ud. Og det er en skam, fordi nøglerne til faglige forståelse og fordybelse ligger i den almene dannelse.
På læreruddannelsen er dannelsesfagene skridt for skridt blevet minimeret til i dag kun at være en skygge af fortidens store rolle i skabelsen af kommende lærere. Filosofi, historie, religion, kristendomskundskab og idéhistorie er fortrængt af mere pædagogik og psykologi.
Symptombehandling, som skal klæde lærerne på til at takle sociale og didaktiske udfordringer, der opstår som en konsekvens af ikke mindst det normløse samfund. Var det så ikke bedre at klæde lærerne på med normer og kultur, så de med sikkerhed kunne viderebringe disse som de faglige og menneskelige autoriteter, de bør være for børnene?
Så når 30.000-40.000 samles med fakler og synger ”Imagine” i stedet for danske fædrelandssange, er det altså del af en sørgelig udvikling, hvor vores normløse samfund taber styrke dag for dag. Hvad er der så at kæmpe for, og hvorfor har vi store problemer med andre kulturer, når vores egen er i forfald? Måske netop derfor. Når vi har mistet vores eget fundament, retter vi skytset mod andre, mens vi samles om banaliteterne.
På læreruddannelsen bør de almendannende fag, herunder kristendomskundskab, historie og filosofi, opprioriteres væsentligt, så lærerne er klædt på til at videregive dansk kultur og historie til eleverne.
Hvis de kommende generationer er stærke i ånden, kan de i højere grad præge deres omverden, som er i konstant forandring og udvikling. Sprog, mad, vaner og religioner påvirker også den danske kultur - den danske kultur er under forandring.
Men vi skal selv tage magten over denne forandring og ikke lade andre sætte dagsordenen. Ånden er det inderste og mest kraftfulde, eller som lektor i praktisk teologi Hans Raun Iversen præcist udtrykker det: ”Ånd er magt eller livskraft, den ytrer sig gennem ord, virker kun i frihed og forbinder sig altid med konkrete menneskelige livs- og samværsformer.” Det er det, der skal drive vores fællesskab og vores kultur frem. Uden ånden er vi fortabte, og alt er lige meget værd og dermed ligegyldigt - altså lige gyldigt.
Lad os rejse os og styrke det, vi har. Lad os diskutere arv, historie, kunst, kultur og religion og ikke glemme vores eget ståsted som et stolt folk, hvor mange, især ældre fra før skolen tabte pusten, heldigvis stadig kan føle, hvad vi er gjort af.
Det fåtal, der ved, hvad ordentlighed og hensyn er, ved også, at tolerancen vokser ud fra et solidt fundament. Skal vi møde verden og integrere kommende generationer af indvandrere, så skal vi stå fast på vores kultur. Det er den danske ånd - den skal vi genfinde.
Casper Strunge er folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti