Prøv avisen
Debat

Hvor er høfligheden blevet af?

Vi er verdens lykkeligste, og vi følger Janteloven, men hvor er overskuddet?

Da jeg her i julemåneden var i Tivoli, fik jeg mange albuer, en barnevogn op i hælene, og en ældre person på minicrosser kørte ind i mig flere gange med sit sidespejl. Hvor er overskuddet til at sige undskyld? spørger debattør

Mediefokusset på høflighed i Danmark er stigende. Vi er verdens lykkeligste, og vi følger Janteloven, men hvor er overskuddet? Overskuddet til at kigge op fra telefonen og sige ”hej” til naboen eller kassedamen? Hvorfor går cykelturen over hals og hoved til arbejdet?

I 2012 sendte DR 2 programserien ”Høflighed på 100 dage” med Thomas Skov, og det var efter min mening et program med god mening. Herefter var jeg også mere opmærksom på at hilse på dem, jeg mødte, når jeg gik tur med min hund eller mødte nogen fra gymnasiet på gå-gaden. Jeg kan huske, at vi talte om det i min familie, og jeg var meget optaget af det.

Men der går lynhurtigt hverdag i det hele, og man farer afsted i sin egen boble - en ting, der særlig er gået op for mig, da jeg i sommer flyttede fra Horsens til København. Her i København er der tilsyneladende indgået en stiltiende aftale om, at ringeklokken ikke bruges på cykelstierne. Det handler om at komme først, og al færdselslov ligger død, mens folk farer afsted som farveblinde tosser i lyskrydsene.

I mit sabbatår arbejdede jeg frivilligt i Nordirland, og at bo i Storbritannien kan være noget af en øjenåbner. Når man taler om høflighed, må den almindelige working class virkelig ligge øverst. Her er tale om kassedamer, der kalder dig ”darling”. I supermarkedet flyver ”sorry” ud af munden på folk, allerede inden en indkøbskurv strejfer en forbipasserende.

Der er tale om mennesker, der spørger hvordan man har det (”How are you?”), og som med stor gæstfrihed inviterer dig ind i deres hjem, selvom de passer hårde jobs og ikke tjener meget. Jeg anser det absolut ikke for overfladisk. Det smitter, og man bliver glad af den venlighed.

Når danskerne nu mener alle at benytte sig af Janteloven, hvorfor er det så, at vi har så travlt med at komme først? Mine første møder med cykelmiljøet i København er præget af ironi. Hvis folk vil forbi, kan man nogle gange høre ”Hallo, hallo! Så flyt dig dog for pokker!”.

Da jeg ikke normalt forbinder råb med cykelstien og heraf måske ikke reagerer, kan cyklens ringeklokke til sidst blive taget i brug, og det heftigt endda. Jeg synes, det er dybt komisk, når man så møder samme person i næste lyskryds - med rødglødende ansigt.

DA JEG HER I DECEMBER var i Tivoli, fik jeg ikke et eneste ”sorry” eller ”undskyld”. Men jeg fik mange albuer, en barnevogn op i hælene, og en ældre person på minicrosser kørte ind i mig flere gange med sit sidespejl. Heraf er det let at lade sig rive med i en ”lad mig komme først frem”-kultur, for det smitter jo.

Men jeg synes, det er dybt ubehageligt og utrolig dobbeltmoralsk af mennesker, der ellers mener at leve efter Janteloven, som man ellers kan mene om, hvad man vil. Men her er i hvert fald ikke tale om at sætte sig selv lavere end andre. Der er tale om verbal og fysisk nedtromlen af medmennesker.

Da jeg en morgen i forrige uge virkelig vågnede op på cykelstien, da en vred mand råbte ”Din torsk” efter mig, vidste jeg nærmest ikke, om jeg skulle grine eller græde. Og det er på dage som denne, at man gerne vil have en bid af Storbritanniens høflighed. Det handler egentlig bare om medmenneskelighed og almindelig takt og tone. Jeg vil da også hellere kaldes ”miss” end ”dig der”.

Eftersom jeg bor og studerer i Danmark, må jeg så prøve at få lidt af den høflighed, jeg holder så meget af, fragtet hertil. Det tænkte jeg, her i december, hvor juletravlheden blev for meget.

Nu har jeg taget noget i brug, som man gør i Storbritannien, og som jeg egentlig synes er meget fint. Det er simpelthen præventiv høflighed. Det handler om at sige undskyld, før du går ind i nogen, eller måske mere relevant her i Danmark: at sige undskyld, hvis andre går ind i dig.

Sidstnævnte gør også, at man ender med at være den, der er ovenpå i situationen, og man har en win-win-følelse. Det kan jo ikke gå galt, og så synes jeg, folk burde være lidt mere medmenneskelige og høflige generelt. På cykelstien, på gaden og i supermarkedet. Det kræver ikke særlig meget, det smitter, og man bliver simpelthen glad af det.

Benedicte Christensen er stud.scient.pol. ved Københavns Universitet og tidligere frivillig med European Voluntary Service i Nordirland.