Jeg blev rigtig glad, da en pressemeddelelse tikkede ind i min indbakke fra Metodistkirken i Danmark. Her skriver kirkens biskop over Norden og Baltikum, Christian Alsted, på vegne af kirkens årskonference og landsledelse, et åbent brev til den danske regering med det klare budskab: ”Stop planerne med at hjemsende syriske flygtninge!”.
Jeg blev også glad, da jeg så, at biskop Marianne Christiansen for nylig talte ved en demonstration i Haderslev mod hjemsendelse af syriske flygtninge.
Jeg blev glad, men undrede mig også over, at kirken i Danmark ikke var kommet på banen før. Og at ikke hele kirken bakker op og protesterer mod det uhyrlige i at sende over 500 syriske flygtninge tilbage til et land, vi ikke engang tør sende vores diplomater ned til. Og et regime, vi ikke har en udleveringsaftale med og ifølge Udenrigsministeriet overhovedet ikke vil samarbejde med.
Skal en enkelt biskop og et lille kirkesamfund på knap 2000 medlemmer virkelig tage føringen her? Den protest bør hele den kristne kirke stå bag. Men folkekirken har travlt med at glæde sig over åbningen, der nu gør det muligt igen at samles og sågar synge til gudstjeneste. Den katolske kirke har nok at se til med at dæmme op for skandaler om overgreb. Frikirker er tavse som graven, selvom de allerede nu forbereder sig på efterårets kommunalvalg. De syriske flygtninge er totalt fraværende i de forskellige kirkenetværks webnyheder.
Hvor er kirken i forsvaret for de syriske flygtninge, der risikerer at blive sendt tilbage i armene på den diktator, de flygtede fra? Glem ikke, at Bashar al-Assad ikke viger tilbage for at bombe, gasse og torturere sin egen befolkning. Hans soldater skyder ind i folkemængder, hans militser forfølger dem, som vover at modsige præsidenten, og i hans fængsler rådner regimets modstandere op.
At sende syriske flygtninge tilbage til ham er som at sende jøder tilbage til Hitler under Anden Verdenskrig. Ja, nu trækker jeg nazikortet. Men dengang protesterede kirken, og biskop Hans Fuglsang-Damgaard forfattede i oktober 1943 biskoppernes hyrdebrev mod forfølgelsen af jøderne – et brev, der blev læst op i alle landets kirker.
Hvor er Danmarks biskopper i dag?
Kirken er verdens lys og jordens salt, siger Jesus. Vi har til nøds husket at være lys, men salt har vi glemt alt om. Salt modvirker forrådnelse, har en konserverende effekt og fremhæver madens smag. Alt det er vi ikke. Ingen modstand, ingen beskyttelse, ingen skarphed.
Vi lyser med forkyndelsen af Guds kærlighed, ja, men vi salter ikke med Guds retfærdighed. Jeg anerkender fuldt ud det store arbejde, mange kirker gør gennem organisationer og netværk og ude i sognene lokalt. Kirken er ofte flygtningenes sidste håb.
Men vi skal mere end vise omsorg og kærlighed. Vi skal også dæmme op for den politik, der er diametralt modsat de kristne værdier.
Med fredagens lederartikel i Kristeligt Dagblad er der så også hårdt brug for at nuancere mediebilledet. Vise, at der er forskel på flygtninge og migranter.
Vise, at vi lever i en global verden, hvor ingen nation kan unddrage sig det fælles ansvar. Og vise, at kristendom ikke handler om egenkærlighed, men næstekærlighed.
Vi kalder os et kristent land, men handler ukristeligt. Vi kalder os humanister, men krænker menneskerettighederne. Vores politikere lytter ikke til FN, EU og førende ngo’er, der klart advarer mod at sende flygtninge tilbage til Damaskus.
Måske vil de lytte til en samlet kirke?
Kirkens budskab styrker samfundets samvittighed. Kirken har derfor pligt til at løfte sin stemme. Der er brug for at gøre som de gamle profeter, som Johannes Døberen, som apostlen Paulus: sige styret imod, når det skader vores medmennesker.
Biskopper udtaler sig om så meget andet – hvorfor ikke advare mod en politik, der er direkte skadelig for vores medmennesker?
Metodisterne havde modet. Det samme har Haderslev-bispen. De viser vejen. Må hele kirken følge trop. Over 70 procent af danskerne er jo medlem af folkekirken. Over 40.000 er medlemmer af den katolske kirke. Omkring 50.000 kommer regelmæssigt i en frikirke. Mon ikke en samlet protest vil gøre indtryk på regeringen?
Svend Løbner er freelancejournalist.