Jaleh Tavakoli: Integrationsministeriet tør ikke nævne islam i kampagne mod social kontrol

Integrationsdebatten i Danmark fejler gang på gang, fordi vi skifter ord og begreber ud i stedet for faktisk at tale om problemerne, skriver debattør og forfatter Jaleh Tavakoli

Om det er modet, der mangler i den nye kampagne, eller om det bare er mere populært ikke at kritisere islam, er ikke til at sige. Kampagnen rykker bare ikke ved de tabuer, som kampagnen ellers har sat sig for at udfordre, skriver Jaleh Tavakoli.
Om det er modet, der mangler i den nye kampagne, eller om det bare er mere populært ikke at kritisere islam, er ikke til at sige. Kampagnen rykker bare ikke ved de tabuer, som kampagnen ellers har sat sig for at udfordre, skriver Jaleh Tavakoli. Foto: Rasmus Flindt Pedersen.

”MED AL ÆRE og respekt” er overskriften på en ny kampagne i Integrationsministeriet, sat i søen for at imødegå negativ social kontrol. Ikke den positive af slagsen, det er klart.

Frafaldne kristne er med i kampagnen for at sætte fokus på kristendommens dårligdomme, imens er kritikken af islam fraværende.

En lignende tendens sås i den seneste udgave af programmet ”Geetisk råd” på P1, som gik ud på at finde eksempler på social kontrol blandt kristne i Danmark.

I ministeriets kampagnevideo har de for eksempel en tørklædebærende kvinde med, der modsat alle andre i videoen, som faktisk fortæller om egne oplevelser med social kontrol, alene er med for at frikende islam som årsagen til den sociale kontrol.

I videoen skal man lægge mærke til, at de medvirkende fra Jehovas Vidner og katolikken gør op med undertrykkelsen i deres religioner, mens muslimerne ikke nævner islam med et eneste ord.

Videoen er en ren frikendelse af islam, selvom islam har langt de fleste ofre for social kontrol i Danmark.

Ofrenes islamofobiske beretninger om den sociale kontrol kommer dog heldigvis og som oftest ikke til at influere eksperternes konklusioner.

Det er klart, at al social kontrol og kvindeundertrykkelse i muslimske familier ikke alene skyldes islam som religion eller ideologi. Noget skyldes også en muslimsk og stærkt patriarkalsk kultur med islamiske æresbegreber.

FOR OVER 20 ÅR SIDEN skrev Naser Khader (K) en bog om muslimsk æreskultur og om islams rolle i den sammenhæng. Han har siden levet med beskyttelse, fordi muslimer har truet ham. Khader var og er modig.

Om det er modet, der mangler i den nye kampagne, eller om det bare er mere populært ikke at kritisere islam, er ikke til at sige. Kampagnen rykker bare ikke ved de tabuer, som kampagnen ellers har sat sig for at udfordre.

Vi har brug for at udfordre muslimers religion og kultur. Det har vi, fordi de først og fremmest skaber problemer for deres egne børn, de står i vejen for helt basale rettigheder og friheder, men denne kultur og religion udfordrer altså også os andre og resten af samfundet.

At unge muslimer for deres forældre ikke må gå til fester, have kærester og dyrke sex før ægteskabet er mainstream islam, og det er begrænsninger af muslimer, som langt de fleste muslimer i Danmark vælger ikke at gøre op med, og det er netop problemet.

Hvis man som muslim er utilfreds med kontrollen, vælger man i stedet og som oftest at lyve om eget liv og lever et dobbeltliv.

Mange muslimske piger kontrolleres af deres familier og omgangskreds i en grad, som almindelige danskere end ikke kan forestille sig, og med kontrollen følger også gerne slag og trusler på livet.

INTEGRATIONSDEBATTEN i Danmark fejler gang på gang, fordi vi skifter ord og begreber ud i stedet for faktisk at tale om problemerne. Muslimsk kvindeundertrykkelse og æreskultur er blevet erstattet med social kontrol, som visse debattører bruger til at beskrive i virkeligheden hvad som helst i det danske samfund.

Et meget neutralt begreb som i sig selv frikender muslimer som gruppe, men nu er problemet endda kun negativ social kontrol, og sådan kan vi blive ved med at rette på sproget i stedet for at adressere islam.

Berøringsangsten er intakt efter mere end 20 års debat, og det er dræbende for det opgør med islam, som også – og særligt – muslimer i Danmark har et stort behov for.

Resultatet af den fortsatte berøringsangst vil fortsat være, at vi ikke får ændret ved de grundlæggende religiøse holdninger, som muslimer hver evig eneste dag bliver kontrolleret med.

Jaleh Tavakoli er debattør og forfatter.