Prøv avisen

Hvor fri er frihandel?

KOMMENTAR: De 200 rigeste personer ejer tilsammen mere end de mindst udviklede lande og deres 600 millioner borgere

Udviklingskommissær Poul Nielson udtaler til Kristeligt Dagblad den 5. november, at u-landenes angst for liberalisering er ubegrundet, og at frihandel på længere sigt vil give dem en velfærdsgevinst. At dette udsagn er blevet gentaget mange gange, gør det desværre ikke mere rigtigt. Lad os se på, hvordan det forholder sig i virkeligheden. Det er et faktum, at gennemsnitsindkomsten i 1990'erne har været faldende i 80 ud af 190 lande. De 48 fattigste lande står for 0,4 procent af verdens samlede handel, og deres andel er faldende. Kløften mellem de fattigste og de rigeste vokser. De 200 rigeste personer ejer tilsammen mere end de mindst udviklede lande og deres 600 millioner indbyggere. Det burde være klart for enhver, at de fattigste lande hidtil ikke har vundet i WTO. Den seneste FN-rapport fra UNCTAD om handel og udvikling konkluderer da også, at udviklingslande, som har liberaliseret deres markeder, generelt ikke har haft gavn af liberaliseringen. Dette skyldes, at turbo-liberaliseringen har skabt en stigende import, mens eksportstigningerne er udeblevet. Frihandel drejer sig først og fremmest om, at udnytte et lands komparative fordele. Dette er ikke muligt for udviklingslandene, så længe de nægtes adgang til de rige landes markeder. Gennemsnitligt voksede OECD-landenes toldbeskyttelse af landbruget fra 32 procent i 1997 til 37 procent i 1998. Nogle eksempler på høje toldsatser er sukker, 244 procent (USA), kød, 213 procent (EU), hvede, 388 procent (Japan) og smør, 366 procent (Canada). Dette er alle produkter, som en række udviklingslande har mulighed for at eksportere, hvis det ikke lige var for de urimeligt høje toldsatser. Der er også fortsat betydelige told- og handelsbarrierer for u-landenes eksport af tekstiler til de rige lande. UNCTAD vurderer, at toldsatserne koster udviklingslandene et beløb svarende til 700 mia. dollar årligt i tabte eksportindtægter. Til sammenligning er OECD-landenes toldbeskyttelse i den lettere forarbejdningsindustri på omkring to procent. Toldsatserne rammer altså særligt de fattigste lande, som har en komparativ fordel på landbrugsområdet. Så Nielson har ret i, at udviklingslandene kunne vinde meget, hvis de ellers fik lov. Men selvom det skulle lykkes at skabe reel frihandel mellem fattige og rige lande, vil det ikke uden videre være til gavn for begge parter. Nielson fremhæver selv handelsaftalen mellem EU og Sydafrika og påpeger, at EU-Kommissionens egne analyser viser, at Botswana, Lesotho, Namibia og Swaziland (BLNS-landene) vinder på aftalen. Men andre analyser viser, at landene taber. En analyse foretaget med UNCTAD's SMART-analyser viser, at BLNS-landene står til at tabe mellem 31 og 51 procent af deres toldindtægter (svarende til mellem 1,6 - 5,7 mia. rand årligt), som de modtager igennem toldfællesskabet SACU. Landene er dybt afhængige af importtolden, som udgør omkring en tredjedel af de statslige indtægter. Og da næsten halvdelen af SACU-landenes import kommer fra EU, vil de kunne forvente et stort fald i toldindtægterne. Selvom Sydafrika først skal åbne sit marked i den sidste periode af aftalen, tvivler jeg stærkt på, at mere frihandel er til gavn for BLNS-landene. Om 12 år skal nogle af verdens mest marginaliserede og hjemmemarkedsorienterede økonomier kunne klare sig på lige vilkår med 15 af verdens måske mest avancerede og eksportorienterede økonomier. Dvs. EU's toldtariffer og landbrugsstøtte på landbrugsområdet er næppe afskaffet til den tid, så det er så som så med de lige vilkår. Det er naturligvis glædeligt, at EU vil kompensere BLNS-landene, såfremt de skulle lide tab som følge af aftalen. Men EU er ikke parat til at yde kompensation, når udviklingslande påføres lignende tab i WTO. Dette ses tydeligt i EU's fælles udspil til WTO-forhandlingerne, hvori Marrakesh-løftet (et løfte om kompensation til de fødevareimporterende lande for stigende fødevarepriser) slet ikke nævnes. Med al respekt for Nielsons gode hensigter er det desværre yderst tvivlsomt, om EU tager særlige hensyn til udviklingslandene og lever op til sine forpligtelser i WTO. Det er desværre kun lykkedes at sætte få danske aftryk i det fælles EU-udspil til de kommende WTO-forhandlinger. Udspillet indeholder godt nok en gentagelse af et gammelt løfte fra 1997 om fri markedsadgang til de mindst udviklede lande for næsten alle produkter, men ingen løfter om fjernelse af skadelige subsidier eller eksportstøtte. Så når Nielson mener, at det blot handler om tillid, er det svært at tage særligt alvorligt. De rige lande løber gentagne gange fra deres løfter og forsøger at slippe billigst muligt i WTO. Selv Verdensbankens cheføkonom, Joseph Stiglitz, understreger vigtigheden af at kompensere taberne i WTO. I stedet for at rose frihandelen bør Nielson arbejde for, at en mere differentieret handel til fordel for de fattigste, bliver diskuteret i Seattle. Vi har brug for, at de særlige og differentierede hensyn til udviklingslandene bliver en del af de kontraktlige forpligtelser i WTO, samt flere konkrete initiativer, som støtter u-landenes markedsadgang, hvis marginaliseringen af de fattigste skal vendes. Morten Emil Hansen, Informationsmedarbejder i u-landsorganisationen Ibis