Prøv avisen
Debatinterview

Hvor går grænsen, når terror og mord bliver til underholdning?

En planlagt fransk film med ”Ce soir-là” (Den nat) om terrorangrebet på spillestedet Bataclan i 2015 er blevet udskudt efter protester fra det franske folk, startet af pårørende til ofre for angrebet. Foto: Francois Mori/AP/ritzau

En planlagt film om terrorangrebet på det franske spillested Bataclán og en bog om mordet på den svenske journalist Kim Wall har den seneste uge været med til at rejse spørgsmålet om, hvor den etiske grænse går, når forlag, medier og filmproducenter lader virkelige kriminalsager blive til kommerciel underholdning. Det handler om tid, form og respekt for ofre, mener medieforsker Maria Bendix Wittchen

KORT FØR JUL blev et tv-hold færdig med optagelserne til den franske film ”Ce soir-là” (Den nat). Men nu er klipningen af filmen stoppet, og premieren udskudt af tv-kanalen France 2, efter at 39.000 underskrifter imod filmen er blevet indsamlet.

Den planlagte film er nemlig ikke en hvilken som helst film – den tager afsæt i det terrrorangreb, der i november 2015 fandt sted i Paris under en rockkoncert på spillestedet Bataclan, og filmens plot er, at der under angrebet opstår en romance mellem to af de sårede, der gemmer sig for terroristerne. Produktionen af filmen har derfor vakt harme – også hos pårørende til ofre for angrebet, som har startet underskriftsindsamlingen.

Herhjemme har forargelse fra borgere også været med til at ændre på en udgivelsesplan. Første kapitel af bogen ”Ubådsmysteriet” om mordet på Kim Wall, der fandt sted i august 2017, blev af forlaget Saxo udgivet online den 27. december, men allerede trukket tilbage to døgn senere. Årsagen var de mange forargede reaktioner på internettet og kritikken af, at bogen skulle udkomme, kort tid efter drabet fandt sted, og inden der er blevet afsagt dom i sagen.

DE TO SAGER HAR GENSTARTET en debat om, hvor de etiske grænser går, når forlag eller filmbranche forsøger at tjene penge på hændelser, som for nogle rummer stor sorg.

Ifølge studielektor i journalistik ved Roskilde Universitet Maria Bendix Wittchen, som i sit ph.d.-projekt arbejder med presseetik, kan etikken skride, når den type sager bliver gjort til underholdning.

”Disse historier handler om virkelige mennesker og folk, der har mistet, og derfor kan det virke meget ufølsomt og hensynsløst over for ofre og pårørende. Det handler om frygtelige hændelser, der pludselig er opstået i nogens liv. Det kan være frygten for terror, som er en frygt, mange sikkert kan genkende. Når nogen så laver en underholdningsfilm ud af det, som dybest set handler om at sælge en spændende film og tjene penge på den, så virker det, som om virksomheden kun har penge for øje og slet ikke har overvejet hensynet til de involverede og deres traumatiske oplevelser. I sagen fra Frankrig udstiller det virksomheden som usympatisk, uetisk og uden situationsfornemmelse. Og det har tusinder af franskmænd jo også reageret på,” siger Maria Bendix Wittchen.

Hvad er forskellen i forhold til, når mere traditionelle medier tager den her type kriminalsager op?

”De traditionelle mediers opgave er blandt andet at bringe korrekt og hurtig information. De bør for eksempel fortælle om de væsentlige kriminalhistorier fra hverdagen og retssystemet, så borgerne har indblik i, hvad der foregår. Det er derfor væsentligt at skrive om terrorangreb, ulykker og drabsefterforskning. Men der er også en løbende presseetisk debat i dagspressen i forhold til, hvordan man dækker disse ekstreme kriminalsager.”

Samtidig er der stor forskel på de traditionelle mediers fortælleform og fortælleformen i bøger eller film, fremhæver Maria Bendix Wittchen.

”På den ene side er der korte nyheder i en dag til dag-dækning, hvor man mere eller mindre nøgternt beretter, hvad der er seneste nyt. På den anden side er der en omfattende fiktionsfilm eller krimipodcast i mange afsnit, hvor formen har fokus på ’den gode historie’ og ikke på ’seneste nyt’, og hvor man dyrker detaljer, følelser og mystik. I de aktuelle sager er udfordringen for en filmproducent eller et forlag, at de jo kan vælge at lave et produkt, der læner sig mere eller mindre op ad en virkelig hændelse. Det kan medierne ikke. De skal holde sig til det, der kan dokumenteres,” siger Maria Bendix Wittchen.

Netop derfor kan forlagene og filmproducenterne også blive stillet til ansvar for deres valg, hvis valgene forarger.

”Når en pårørende, der har mistet sin mand og faderen til sine to børn under angrebet i Frankrig, siger, at de pårørendes sår stadig er åbent, og spørger, om filmproducenterne ikke selv kan finde på en fiktiv historie i stedet for at koge suppe på den her tragedie, siger hun faktisk meget godt, hvad det handler om,” siger studielektoren.

Hvad er afgørende for, om det er etisk forsvarligt at lave underholdning, der bygger på virkelige kriminalsager?

”De aktuelle sager viser jo helt tydeligt, at tidspunkt og fortælleform er med til at afgøre, om det bliver problematisk eller ej. En del danskere mente, at det var alt, alt for tidligt, da saxo.com valgte at lancere en serial om u-bådssagen formidlet som en form for dokumentarisk kriminalroman i kapitler. Sagen starter jo først i retten til marts. Forlaget fik derfor massiv modvind, fordi det så ud, som om man bare ville tjene penge på en voldsom historie og ikke viste respekt for Kim Wall og de mange, der er påvirket af sagen,” siger Maria Bendix Wittchen.

I forhold til form ser man i øjeblikket mange udgivelser i den såkaldte true crime-genre, blandt andet podcasts, hvor det er virkelige kriminalsager, der udfoldes, men hvor det fremstår fortællende og næsten som en blanding mellem journalistik og fiktion. Er det problematisk?

”Det er problematisk, hvis lytteren eller læseren har svært ved at gennemskue, om der er tale om virkelige hændelser, en opdigtet historie eller en blanding. Den forvirring kan opstå, hvis man opbygger en fortælling som et krimiunivers, hvor man arbejder med karakterer, tilbageholder vigtig information, fokuserer på følelser og drama og mistænkeliggør folk, der senere viser sig at være uskyldige.”

Er det noget, der har ændret sig, så grænsen er blevet rykket?

”Vi har set, at de sociale medier spiller en rolle i disse sager, hvilket man ikke så i det omfang for et årti siden. Ved den meget populære ’Serial’ (amerikansk podcast-serie, red.), som millioner verden over, også i Danmark, lyttede til, genåbnede journalisterne en 15 år gammel drabssag, hvor der var mistanke om justitsmord. De publicerede så deres research – eller efterforskning kan man kalde det – uge for uge, som om det var et kapitel i en endnu ikke færdigskrevet krimiroman. Netop den formidlingsform gjorde, at mange gættede med og startede deres egen efterforskning, og her blev sociale medier og netfora brugt som platform for spekulationer og mistænkeliggørelse af navngivne personer, som med sikkerhed ingen interesse havde i at blive mistænkeliggjort i en gammel mordsag.

I sagen om saxo.com spillede sociale medier en anden rolle. På Facebook skrev forbrugere en lang række vrede kommentarer om manglende etik hos forlaget, og det fik konsekvenser for ’Ubådsmysteriet’,” siger Maria Bendix Wittchen.