Da krigen i Ukraine brød ud, blev alle mulige alarmberedskaber aktiveret. Også de eksistentielle. Tanken om krig rykkede pludselig så nær, at vi ikke længere bare kunne forholde os til den gennem indsamlinger og læserbreve; medieoverskrifter som ”Krig i Europa” udtrykte for så vidt det, vi alle tænkte: I bund og grund er der ikke langt fra den ukrainske grænse til en jysk baghave.
Medierne fyldte spalterne og sendefladerne fra alle vinkler. Reportere iført skudsikre veste, militærstrateger, som brugte slagsmålsretorik, politikere, som fordømte Vladimir Putin og sympatiserede med det ukrainske folk. Og midt i det hele dukkede en kvinde op på dansk tv med en pakket rygsæk ved siden af sig. I interviewet fortalte hun, at hun havde forberedt sig på at gå sin vej.
Den tyske filosof Friedrich Nietzsche gik. Helst så meget som muligt og helst i bjerge eller lidt uvejsom natur. Han kunne også godt gå i byerne, men det var bedst, når det var ensomt og koldt. Der var noget ved den varme søndenvind, som frastødte ham, man blev lad og doven af den; en ægte hyperboræer tænkte og trivedes bedst i nordenvinden, langt fra degenereret kultur og søvndyssende lummerhed. Det at gå blev en aktivitet, som hjalp ham til at frasortere det overflødige og skabe et rum for tænkning og refleksion.
Nietzsche var heller ikke bange for at gå til grunde. I en sen note anførte han, at ”man går til grunde, hvis man altid går til grunden”, og det at gå til grunde var uundgåeligt i forhold til selvoverskridelsen. Men nok så vigtigt var, at dette overhovedet kun var en reel mulighed, fordi der var en grund i det hele taget, en grund, som var urokkelig. Livet selv var for Nietzsche en kraft, som rakte ud over det enkelte liv og skabte et meningsgrundlag, som kunne fungere som fast fundament, livet selv blev det faste og ubetingede, som muliggjorde omvurderinger i det enkelte omskiftelige og kaotiske liv, og med fast grund under fødderne blev det lettere at bære omstyrtningerne. Men hvor skal man træde, hvis der ikke er nogen fast grund at gå på?
Den tyske teolog Paul Tillich var af den opfattelse, at kultur og religion var uløseligt forbundne som form og essens. Religion var kulturens grundlag, og kultur var religionens udtryk, om vi ville det eller ej. Han var for så vidt enig med Nietzsches forståelse af, at livet som kraft ikke kunne kategoriseres og bringes på formel, gøres til et objekt for vores fornuft. Livet selv måtte man tro på, men for Tillich var livet udtryk for en givethed, og årsagen til denne givethed var Gud. Han udviklede en korrelationsmetode, som tog udgangspunkt i teologiens mulighed for at give anvisninger til samtidens presserende eksistentielle spørgsmål, men teologien måtte tage samtiden lige så alvorligt som de spørgende. Når mennesket udviste ultimativ bekymring eller stillede spørgsmål af ultimativ alvor, måtte teologien kunne tage del i denne samtale fra de spørgendes udgangspunkt.
Hertil udviklede han en kulturteologi og diskuterede faren ved at sidestille begreberne Gud og det ubetingede. For nok var Gud ubetinget – det er det, som gør Gud til Gud – men det ubetingede var ikke det samme som begrebet Gud. Mennesket har brugt og ændret begrebet Gud op gennem historien som symbol på den ultimative bekymring, de til enhver tid måtte udvise. Men faren ved at sætte altings årsag på begreb er, at Gud dermed let bliver til et objekt, og hvis Gud er et objekt, så er Gud ikke længere ubetinget, for et objekt kan man indsætte, fjerne og manipulere med. Endnu vigtigere: hvis Gud er et objekt, så har Gud egenskaber, som muligvis kan overføres til et andet objekt. Og så har vi balladen.
Tillich mente, at det moderne menneske ikke længere var i stand til at stille spørgsmål af ubetinget alvor, fordi det levede i en tid med en horisontal verdensanskuelse, hvor både videnskabelige og religiøse spørgsmål skulle verificeres og sættes på formel. Alt var gjort lige gyldigt – og måske dermed ligegyldigt. Men problemet bestod ikke kun i, at der ikke længere var steder, man kunne stille spørgsmålene, det handlede i lige så høj grad om, at mennesket var begyndt at stille spørgsmålene på steder, de fejlagtigt opfattede som ubetingede. For hvad sker der, når man opfatter demokrati og frihed som ubetinget? Hvad er konsekvensen af opfattelsen af ens politiske forbund, nationalstat eller statsminister som værende ubetinget? Konsekvensen bliver helt enkelt, at når en af tingene krakelerer, mister man sit grundlæggende fodfæste og muligheden for at holde sammen på sig selv trods alt.
Og så står vi igen med et menneske, som har pakket en rygsæk. Eller et menneske med en femdoblet elregning. Begge er på vej til at gå til grunde, men ved nogen af dem, hvor de skal gå hen, i bogstavelig og specielt i overført forstand? Nietzsche kunne gå, hvor det skulle være, han var fast forankret i troen på, at livet som kraft var stærk nok til at bære det enkelte liv, uanset hvad. Ethvert kaos, enhver destruktion var samtidig muligheden for en transformation. Et nyt menneske på bagsiden af katastrofen. Tillich, som faktisk var meget enig med Nietzsches analyse af historiens instrumentalisering af gudsbegrebet, ville selvfølgelig gå skridtet videre og pointere, at idéen om livet som kraft er et historisk begreb ladet med symboler, der peger videre mod det ubetingede og derfor også er i fare for at blive misbrugt. Hvilket i den grad må siges at være sket, og sker, for Nietzsche helt frem til i dag.
At turde gå til grunden med risiko for at gå til grunde er for så vidt tegn på vitalitet. Det er et udtryk for at forstå sig selv som værende i konstant forandring og tilpasning – Nietzsches linedanser eller Tillichs accept af det risikofyldte liv på det risikofrie fundament – i troen på, at grundlaget bærer. Men hvis institutionerne, som skal tage sig af os, illusorisk opfattes som ubetingede, så krakelerer vores grundlag i mødet med krisen. Og da vi har fæstet vores lid til illusionen, er vi efterladt med illusionens sprog i forsøget på at formulere alternativer. Den radikale forandrings mulighed og troen som grundlæggende vilkår er forsvundet.
Illusionen om institutionens "ubetingethed" kan måske for en stund genoprettes. Eller i værste fald: illusionen om individets egen "ubetingethed". Men illusioner brister altid. Det skal de gøre, det er illusionens natur. Mennesket benytter sig hele tiden af illusioner i forandringens tjeneste. Det er den måde, vi udvikler stat, kirke, lokalsamfund og os selv på. Men for at illusionen kan være en styrke, må den have et transformativt element i sig, den må stå som symbol for noget andet, noget ubetinget, som kan være et reelt grundlag, mennesket udvikler og overkommer på grund af. Ellers ender vi med, at rygsækken bliver stående i et hjørne, fuldt pakket. Mens vi langsomt forsvinder.
Jacob Bie-Hansen, studerer MA i idéhistorie med fokus på religiøse udtryk i 19. og 20. århundrede.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.