Pinsen er forbi, solen skinner videre, og det er sæson for debatbøger og folkemøder fra Skive til Bornholm. Men hvor går tidsånden hen?
For en måned siden udkom Ida Aukens (R) selvopgør med centrum-venstres svigt i værdikampen i bogen ”Dansk”, og i sidste uge udkom Henrik Sass Larsens ”Exodus”, som rummer bud på nye værdipolitiske fronter for Socialdemokratiet og omegn. De to bøger er ikke politisk repræsentative for hele Danmark, men de er karakteristiske derved, at politisk-strategisk nytænkning aktuelt finder sted i centrum-venstre. Regeringspartierne nøjes med at file lidt her og der på Velfærdsdanmark, mens Venstre kæmper med at finde den rette balance mellem land og by, og mellem det liberale og det folkelige.
Debatbøger udkommer hele tiden, men de aktuelle bevægelser er interessante af én særlig grund. I tyve år har vi vænnet os til, at udlændingedebatten satte dagsordenen og afgjorde folketingsvalg. De, som mest troværdigt kunne formulere en stram udlændingepolitik, vandt. Debatten om flygtninge og indvandrere og dens betydning for den folkelige opinion er bestemt ikke forbi, se blot hvordan Inger Støjberg (V) kan vælte debat-Danmark ved at sige ”Ramadan”. Men det afgørende er, at der i de senere år er etableret så bred en konsensus på området, at fronten rent politisk ikke længere er så potent, som den har været. Den indvandrerkritiske linje, som siden 2001 har givet højrefløjen momentum i værdikampen, er blevet mainstream. Søren Krarups engang så radikale budskab er blevet overtaget af talrige centrum-højre kommentatorer, som langt hen ad vejen blot er forvaltere, men ikke tænker afgørende nyt.
Når partierne fra Dansk Folkeparti til SF i det store hele vil kunne enes om de udlændingepolitiske hovedlinjer, og selv de Radikale har indset, at de ikke kan føre magtpolitik fra midten uden at acceptere hovedparten af den konsensus, så er den i et vist omfang politisk afladet.
Vejen til den folkelige opinion og politisk momentum ligger i dag et andet sted, men hvor? Hvor er det nye tankegods, som i de kommende år vil rykke den offentlige debat?
Ser man til højre, er den politiske nytænkning begrænset. Rundt om i Europa rykker de såkaldt identitære på sig. De har godt fat i ungdommen, især i Østeuropa, men også i Tyskland og Frankrig. De vil med stor sandsynlighed vokse, men ikke meget tyder på, at de får fat her i landet. Dertil er de simpelthen for ufolkelige, og hvad værre er, så rummer bevægelsen også nogle åbenlyst fascistoide tendenser, som det bliver en fælles opgave for konservative, liberale og socialdemokrater at tage afstand fra.
Mere bevægelse er der som antydet i centrum-venstre. Yderst på venstrefløjen står køn, klima og identitetspolitiske kampe for undertrykte minoriteter centralt. Ligestillingsdagsordenen vil utvivlsomt brede sig yderligere i de kommende år, men den har ikke, og slet ikke i dansk sammenhæng, politisk kraft til at rykke noget afgørende politisk. De fleste partier vil uproblematisk kunne indoptage kampen for ligestilling i det omfang, der er vælgeropbakning til det.
Klimakampen er Ida Aukens og mange andres bud på de kommende års og årtiers vigtigste politiske kampplads. Meget tyder på, at lang tids dansk vægelsind er ved at transformere sig til en folkesag. Men her er det også værd at notere sig, at både Venstre og Socialdemokratiet på det seneste har ønsket at iscenesætte Danmark som grøn stormagt og spydspids i en global kamp for bæredygtighed og grøn vækst. Kendetegnende er det også, at erhvervslivet langsomt, men sikkert har gjort klimadagsordenen til sin. I takt med den tiltagende folkelige bevidsthed vil klimasagen blive båret frem af købmandsskab og common sense, men den savner også lidenskab og den kontakt til det menneskelige, som rykker sjæle.
De identitetspolitiske kampe er en yndlingsbeskæftigelse både på venstrefløjen og på universiteterne. Sidstnævnte udgør desværre ikke længere nogen intellektuel fortrop, men er i stedet blevet maskinfabrik for uopfindsom, ufri identitets- og minoritetstænkning. Der findes både behjertede og rigtige opgør på den identitetspolitiske venstrefløj, men ulykkeligvis er mange gode sager endt i hænderne på enøjede og ukloge ideologer. Her bliver opgaven at gøre en legitim kamp mod undertrykkelse til et fælles, pragmatisk anliggende, så det ikke ender i et tvangsstyret tankefængsel.
Når hovedanliggendet i Henrik Sass Larsens debatbog er ulighed, er det ikke tilfældigt. Kampen mod globaliseringens sociale slagside er ikke ny, og den er hidtil blevet anført af folk som den amerikanske senator Bernie Sanders, den britiske Labour-leder Jeremy Corbyn, den franske økonom Thomas Piketty og herhjemme især af Enhedslisten. Men den står endnu foran sit afgørende folkelige gennembrud, i hvert fald i Danmark.
Man kan med rette spørge, hvor meget politisk kraft der kan være i at adressere ulighed i et land, som er kendt for sit høje skattetryk, udstrakte omfordeling og universelle velfærdsydelser. Men svaret er, at opfattelsen af ulighed er både tiltagende og reel. Vores tilrettelæggelse af uddannelsessystemet, den teknologiske udvikling, direktørlønningernes himmelflugt, boligejernes og de formuendes privilegier, alt sammen er det medvirkende til at forstærke indtrykket af, at mange er blevet efterladt på perronen, mens resten har taget toget til den moderne verdens ulideligt lette liv på solsiden.
Cepos-folkene og Anders Samuelsens tropper i Liberal Alliance vil råbe og skrige og kaste analyser af skattetryk og gini-koefficienter på banen, men de er oppe mod en hård modstander. En voksende folkelig fornemmelse af social uretfærdighed. Af de mange, som har for meget, og flere som har for lidt.
Ved også at udgive sin debatbog på engelsk lægger Henrik Sass Larsen op til, at det danske socialdemokratis kombination af hård udlændingepolitik og offensiv ulighedsdagsorden kan blive en international model til efterfølgelse. Om det lykkes, må tiden vise, men det er ikke noget dårligt bud. Herhjemme udmærker strategien sig ved at kunne appellere til samarbejde både med venstrefløjen og med Dansk Folkeparti.
Indtil videre er det borgerlige svar tavshed.