Der må være noget særligt på færde, når samtlige tilstedeværende i et debatstudie mener det samme. Og det er der også. Skolereformen anno 2013 er blevet evalueret, og resultatet er, at eleverne ikke er blevet dygtigere, mens nærmest ingen synes at have noget pænt at sige om længere skoledage, flere timer og ændrede forhold for lærerne.
I ”P1 Debat” i mandags var der næsten vrede i luften. Henrik Dahl (LA), Mai Mercado (K) og Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten talte reelt med én stemme og kaldte skolereformen for en dundrende fiasko, som regeringen hurtigst muligt bør gøre noget ved. Med på en telefonlinje i programmet var Socialdemokratiets uddannelsesordfører, Kasper Sand Kjær, der ikke anede, hvad han skulle sige, og sagen er også, at man sad med en helt anden socialdemokrat i tankerne. For hvor er Christine Antorini? Det var hende, der i sin tid som undervisningsminister var en hovedkraft bag reformen, og som siden er forsvundet.
Man bør normalt ikke pege fingre, men det kan være på sin plads, og der er noget lidt provokerende ved, at man med hele sin ministermagt kan være drivkraft i store omvæltninger med betydning for virkelig mange mennesker, hvorefter man forsvinder og aldrig forholder sig til det rod, man har været en del af.
Vi har ellers i de senere år oplevet politikere – blandt andre statsminister Mette Frederiksen (S) – indrømme og beklage, at man ikke i tide forstod alvoren ved indvandringen og den svære integration, og det er tillidsfremmende at erfare, at politikere faktisk kan erkende fejlslagen tænkning. Vil det samme nogensinde ske i forhold til den stakkels folkeskole, der på 11 år har været udsat for tre reformer, hvoraf ingen af dem ifølge Danmarks Lærerforenings formand, Anders Bondo Christensen, der også deltog, har ført til ret meget godt?
Det ville være interessant at høre Christine Antorini åbent reflektere over hele den proces, som mange i dag opfatter som hovedløs, og som skabte denne enorme og enstemmige frustration i debatstudiet. Hvorfor overhørte man de advarsler, der blev givet mod reformen, og har Christine Antorini siden gjort sig tanker om forholdet mellem erfaret virkelighed og død skrivebordsideologi?
Hvor er ansvarsfølelsen over for egne gerninger, og hvor er alle de erfaringer, man som folkevalgt vel har en pligt til at formidle videre? Også efter, at man har forladt Christiansborg.
I det mindste må man håbe, at Christine Antorini giver et par velovervejede gode råd videre til den nuværende minister på området, Pernille Rosenkrantz-Theil (S), bare sådan to venstrefløjssocialister imellem, der begge i karrieren konverterede til Socialdemokratiet og den direkte linje ind til folkeskolens sjæl.
Der er noget ildevarslende ved et system, hvor magtfulde politikere krydser rundt mellem partier og kan foretage vitale ændringer i samfundet, hvorefter de en dag er som sunket i jorden. Så jeg spørger lige igen. Hvor har Christine Antorini gemt sig? Vi hører gerne fra dig.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.