Hvor lidt Kristus kan der være i en begravelsestale, hvis den stadig skal være en kristen prædiken?

Kræver toppen af det danske samfund efterhånden religionsneutralitet i kirkens rum? spørger sognepræst Jens Ole Christensen efter at have læst tidligere biskop Kjeld Holms prædiken ved tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersens (R) bisættelse i sidste måned

Illustration: Søren Mosdal
Illustration: Søren Mosdal.

Den 13. juni blev tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) bisat fra Holmens Kirke. Senere samme dag offentliggjorde Kristeligt Dagblad på sin hjemmeside forhenværende biskop Kjeld Holms prædiken.

Under læsningen pressede et spørgsmål sig på: ”Hvor lidt Kristus kan der være i en begravelsestale, hvis den stadig skal kunne kaldes en kristen prædiken?”.

Selv hvis jeg tager højde for, at jeg ikke er så god til antydningens kunst som en del andre præster, kan jeg ikke få øje på så meget som én sætning, der peger på Jesus Kristus som håbet på sorgens dag. Der er ikke bare langt mellem snapsene; det er en prædiken helt på vandvognen.

Hvis jeg ellers har ører at høre med!

Og jeg husker, at jeg havde et lignende spørgsmål efter Kjeld Holms prædiken over tidligere statsminister Anker Jørgensen (S) for godt et år siden.

Og så får jeg straks brug for at tage tre forbehold:

Jeg er helt på det rene med, at livsfortællingen skal fylde godt op i begravelsestaler. Vi har jo ikke den norske skik for at adskille mindetalen og prædikenen, og den skik har jeg heller ikke behov for at indføre. Jeg synes, det er fascinerende at øve sig i at forkynde evangeliet ind i en livshistorie. Og når lige præcis dét lykkes, tror jeg, mange præster oplever, at nu spidser forsamlingen for alvor ører.

Jeg er også helt enig med rektor Børge Haahr Andersen, når han i sin bog ”Evangeliet i livets overgange” betoner, at præsten ved denne følsomme lejlighed skal tage sig i agt for at misbruge sit talemonopol. Det er ikke dagen for de markante og provokerende udmeldinger.

Endelig er jeg helt med på, at der er temmelig meget Kristus-vidnesbyrd i liturgiens tekster og salmerne, og at prædikenen i høj grad bliver båret af dem.

Men det er lige præcis ved dette tredje forbehold, mine anfægtelser for alvor begynder.

Jeg er nemlig helt overbevist om, at hvis der ikke i prædikenen i det mindste er en bekræftelse af ritualets stærke ord, så vil de fleste normaldanskere forstå det således, at i ritualet siger den der præst det, han skal sige.

I talen siger han det, han mener. I praksis: Det uddrag af det, han mener, som han synes, skal siges i situationen.

Og dermed nærmer mine overvejelser sig måske insinuationerne: Er det en ekstremt situationsbestemt prædikenform, vi var vidner til den 13. juni? Er det i virkeligheden nødvendigt at prædike så utydeligt, hvis man skal begå sig på de bonede gulve?

Kræver toppen af det danske samfund efterhånden religionsneutralitet i kirkens rum?

Videre: Havde det taget sig anderledes ud, hvis det var politikere fra andre partier, der skulle stedes til hvile?

Ateistisk Selskab-segmentet i Radikale Venstre og Socialdemokratiet skulle jo også gerne have en nogenlunde dag! (Insinuationer slut).

Det modsatte spørgsmål lyder: Svigter en præst, der ikke siger et ord om Jesus Kristus ikke med sikkerhed sit kald?

Bør der ikke på sådan en dødsmærket dag bare være nogle få ord om ham, der sprængte graven påskemorgen, så der blev håb om evigt liv til os, der har døden i kroppen?

Eller: Om ham, der gik ind i korsets lidelse og død, så vi ikke behøver være alene der? Og sådan at vores skyld – måske også mod afdøde – kan fjernes i tilgivelse?

Eller: Om ham, som vi må komme til lige nu ”trætte og tyngede af byrder”?

Eller…

Det er helt bevidst, der står ”eller” mellem disse eksempler. For jeg er helt enig i, at især på en begravelsesdag får vi kun sagt et uddrag. Og måske giver vi kun nogle stikord til en videre samtale om Jesu Kristi gave til vores liv og evighed.

Men når det helt mangler, er vi så ikke på kollisionskurs med det ordinationsløfte, som mange præster aflagde gennem mange år netop til Kjeld Holm?

Min gamle far holdt – mens han stadig havde kapacitet til det – med mellemrum et foredrag for mig, som havde følgende hovedbudskab:

”Det er nemt nok at være en flink præst. Det kan alle finde ud af. Det vanskelige er at være en præst, der siger og gør det, der skal siges og gøres!”.

Det er denne udfordring fra en tidligere sognepræst og nuværende beboer på Liselund Friplejeboliger i Vodskov, jeg kom til at tænke på, da jeg læste Kjeld Holms prædiken.

Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh.