TO GANGE MED 10 ÅRS MELLEMRUM har jeg holdt adventstale på den samme efterskole. Første gang voldte det ikke problemer. Men anden gang blev jeg frygtelig nervøs. Forsøgte at berolige mig selv. Havde jeg gjort det én gang, kunne jeg vel gøre det igen? Nej, det var det, jeg kom mere og mere i tvivl om, hvorvidt jeg kunne. Og det var episoden med frimærket, der for alvor fik mig til at indse, at jeg i mellemtiden ikke bare er blevet midaldrende.
Jeg er slet og ret blevet en dinosaur, et fortidslevn.
LÆS OGSÅ: Regeringen skrotter egen sprogstrategi
Nu er det slet ikke, fordi jeg fisker efter komplimenter. Det handler ikke om det ydre. Det er alt det inde bagved, den er helt gal med, og det var altså episoden med frimærket, der fik mig på sporet.
Det begyndte med, at min søn på 19 år kom blæsende ind i mit kontor med en kuvert i hånden og spurgte: Hvor skal frimærket sidde?. Jeg blev chokeret, sur og flov! Vidste min ellers kvikke, velinformerede søn virkelige ikke, hvor frimærket skulle sidde på et brev?
Samtidig med at jeg surt klaskede frimærket fast i øverste højre hjørne på kuverten, slog det mig, at uvidenheden vel skyldtes en mangel i den stakkels drengs opdragelse, og jeg blev flov. For så faldt det tilbage på mig, og lidt forfængelig er man jo altid både på sine børns og egne vegne. På stedet besluttede jeg at lægge låg på den historie. Det her var der ingen, der skulle få at vide.
NÅR JEG NU ALLIGEVEL fortæller det, er det, fordi jeg kort tid efter denne chokerende og ophidsende og pinlige oplevelse mødte en jævnaldrende kvinde, som måske endnu ikke har opdaget, at det er en dinosaur, der kigger ud på hende, når hun ser sig i spejlet. Men dét er det, for hun havde haft nøjagtig samme oplevelse med sin 19-årige og var blevet lige så chokeret.
Det gik op for mig, at der ikke var nogen grund til at være flov, og der var heller ikke nogen grund til at være sur. Til gengæld var der god grund til at være chokeret, for hvordan tror I det er at opdage, at man skal ud at holde tale og i mellemtiden helt umærkeligt er blevet forvandlet til en dinosaur, der ikke har opdaget, at breve var noget, man skrev i meget gamle dage, og at dem, man skal tale til, slet ikke er dinosaurer og heller ikke forstår dinosauersprog. Selv ved man godt, at man heller ikke taler deres sprog og heller ikke skal tro, at man kan lære det, for det udvikler sig hurtigere end noget andet sprog.
Det ville være lettere at komme til at tale kinesisk som en indfødt end at lære sig unge menneskers sprog. Og mens kinesere måske ville være taknemlige for, at man havde lært deres sprog, så er det mit indtryk, at der ikke findes noget mere pinligt end dinosaurer, der forsøger at tale unge-sprog. Så det vil jeg helt lade være med at prøve på. Blot nøgternt konstatere følgende: Intet af det, jeg regner for selvfølgeligt, er det for de unge og omvendt. Det er slut med selvfølgelighederne. Det må vi gøre os klart, før vi overhovedet begynder at kommunikere.
Unge mennesker kommunikerer ikke pr. brev, men på sms, Facebook, Twitter. Der er ikke meget brug for at vide, hvor frimærket sidder. For nylig læste jeg så, at en ung kvinde havde oprettet en forening for håndskrevne breve på lækkert papir med frimærket i det rigtige hjørne! Men det føjer bare spot til skade, for når man begynder at lave foreninger for at bevare eller genoplive noget, så kan man roligt regne med, at fænomenet allerede er kraftigt på retur eller næsten dødt.
Så her står jeg altså og kan ikke andet end at erkende, at jeg er blevet en dinosaur fra brevskrivningens nu allerede meget fjerne tidsalder og skal tale til en flok, som måske nok kan høre, at jeg taler dansk, men måske øvrigt ikke forstår mit sprog for slet ikke at tale om min verdensopfattelse eller mine selvfølgeligheder.
Jeg har også engang været 16 år, men jeg har aldrig været i deres alder, for verden så meget anderledes ud, da jeg var 16 år i 1978.
Jeg var ikke på efterskole, men i USA som udvekslingsstudent. Vi havde sådan en postkasse som dem på film. En aluminiumsboks med et rødt flag, der var oppe, hvis posten havde lagt noget i. Når jeg kom hjem fra skole, og flaget var oppe, løb jeg med bankende hjerte ud til postkassen, for det kunne jo være der var noget til mig og skønt var det, når der mellem de amerikanske breve og aviser, tittede en kuvert frem, hvor jeg i øverste højre hjørne kunne se et dansk frimærke. Så var dagen reddet, der var brev hjemmefra.
Intet internet, ingen sms, ingen Facebook eller Twitter, og jeg savnede det ikke, for det fandtes ikke. Bare disse her livsalige kuverter med frimærker på. Så derfor ved jeg godt, hvor frimærket skal sidde! For sådan en kuvert med frimærke på talte jo allerede sit helt eget sprog om, at der var nogen, der holdt af mig og tænkte på mig. Ikke mindst mine forældre, som havde ladet mig tage af sted.
NÅR VI FÅR BØRN, må vi sande, at de kommer ved os, men ikke af os, og selvom de er hos os, tilhører de os ikke. Kærlighed kan vi give dem, men ikke vores tanker, for de har deres egne tanker. Deres kroppe kan vi give husly, men ikke deres sjæle, for de bor allerede i huset af i morgen, som vi ikke kan besøge, end ikke i vores drømme.
Vi er buerne, hvorfra vores børn udsendes som levende pile, og vi skal glæde os, når bueskytten spænder os i sin hånd, for som han elsker pilen, der flyver af sted, elsker han også buen, der bliver tilbage.
Ham, der spænder pilen, og som altså både buerne og pilene er afhængige af, ja, det er selvfølgelig Gud, som har os i sin hule hånd, på mange måder. Både forældre og børn.
Og Gud nøjes ikke med at sende os en sms eller skrive på Facebook eller Twitter, han sender ikke engang et brev med frimærket i det rigtige hjørne. For hvad er egentlig en besked på sms eller Facebook eller Twitter andet end erstatning for nærvær. Man sender brevet, når man ikke kan komme selv. Men sådan var det ikke med Gud, han kunne og ville komme selv. Han kom selv, og han kommer selv. Gud sendte ikke bare ord, hverken digitalt eller pr. brev med frimærke på, nej, han lod ordet blive kød i barnet i krybben.
Lad os huske det, når vi mødes i al vores forskellighed. De unge fra en allerede fjern fremtid, og os dinosaurer, der tumler rundt med vores uforståelige, men velmente pinligheder at bag alt det, vi ikke forstår ved hinanden, er der et menneske, der er Guds, og som han elsker så højt, at han kom til verden for det.
Mette Marie Trankjær er sognepræst