Prøv avisen
Debat

Hvor stor betydning kan det have at vandre 100 kilometer i Danmark?

På turen fra Lild til Løkken gik pilgrimsvandrerne blandt andet forbi Thorup Strand, som er et af Europas største kystfiskerlejer. - Foto: Leif Tuxen

Med dette indlæg vil jeg gerne tage jer med på en tur, som overrumplede os, der var med. En tur, hvor en plus en blev mere end to, og hvor vi følte, at et stykke himmel faldt ned lige til os, skriver læser, der vandrede fra Lild til Løkken langs Vestkysten

Hvor stor betydning i ens liv kan det have, at man går en vandring fra Lild til Løkken på 100 kilometer? Jeg mener, selvom det var en pilgrimsvandring, og de klassiske elementer var lagt ind - forberedelse, udsendelse, stilhed, andagter, vandring til det hellige sted, hjemkomst og opsamling - så var det trods alt i Nordjylland og ikke eksotiske steder som Nordnorge eller Spanien, vi gik.

Med dette indlæg vil jeg gerne tage jer med på en tur, som overrumplede os, der var med, fordi det blev en tur, hvor vi fik tilført noget af det, der løfter og gør, at en plus en bliver mere end to, eller hvor 12 kvinder og én mand på en eller anden måde følte, at et stykke himmel faldt ned lige til os.

Som da disciplene gik med Jesus op på bjerget og så en forklaring og storhed af en anden verden og ville bygge hytter og blive der, netop fordi de blev bjergtaget. Sådan ville vi nok ikke blive i de campinghytter, vi boede i undervejs, men gerne bringe noget af den ekstra dimension, vi blev en del af ind i den hverdag, der ventede os alle.

Selve ruten blev udvalgt på grund af af kærlighed til Vesterhavet og naturen deromkring, og da vi kendte præsten i Lild, blev det oplagt, at vi skulle sendes af sted fra Strandkirken, som er en nedlagt redningsstation.

Herfra gik det over Bulbjerg med fuglefjeldet til Thorup Strand, hvor de maleriske fiskerbåde stadig bliver trukket op på stranden. I Svinkløv får man igen det helt store vue over Vesterhavet; nogle fik set nye optagelser til ”Badehotellet”, og andre tænkte mest på en kølende dukkert, der var velgørende for de trætte ben og ømme fødder.

Herfra gik vi nok de smukkeste 16 kilometer til Tranum gennem blandt andet Nøddedalen og Fosdalen. Her var den mest frodige natur med et fortryllende fugleliv. Det tog dog på kræfterne, og fremme i Tranum kunne man velfortjent slænge sig med kolde drikke i solen.

Aftenerne havde ofte Højskolesangbogen i fokus. På Rødhus Camping mødte vi igen en mand, der gik en terapeutisk tur fra Agger til Skagen alene med sin hund. Han blev inviteret på kaffe, og fællesskabet udvidede sig til berigelse for alle parter. Om eftermiddagen blev der mediteret i solen efter Vesterhavsbadning, og næste dag gik turen til Saltum, hvor den sidste aften blev nydt i fulde drag.

Gennem Lille Norge blev der vandret til strand og lykken/Løkken. I kirken blev der båret symboler ind fra rejsen og sluttet af med andagt, velsignelse og dejlig salmesang.

På vej hjem i bussen dryppede det på ruden, som det gjorde på vej derop. Men derimellem var der solbeskinnede, berigende dage med latter, tårer, fordybelse, kloge snakke, aftenrødvin og fællesskab.

Søndagen blev der sluttet af med gudstjeneste i Skivum Kirke. Kirketjeneren havde pyntet op med lupiner fra grøftekanten, sådan at vandrerne kunne føle sig hjemme. Menighedsrådet tog imod de fremmødte med kaffe og rundstykker. Amanda blev døbt, og pilgrimmene fortalte om det bedste ved turen.

En deltager havde skrevet et helt litterært værk om turen og deltagerne, så mange lige fik et sus af den storhed, der præger en sådan ydre og indre rejse. Der blev krammet i kirkedøren og fældet en tåre.

Pilgrimsvandringen er slut, og dog er der noget, der står tilbage. Måske mest af alt et ”hov?”. Hvad skete der lige der? Hvorfor krammede folk hinanden, og hvorfor brugte nogle de helt store ord: ”Det er svært for mig at sige, men det er måske den bedste uge af mit liv!”?

Jeg hørte forleden i radioen Lasse Spang Olsen, der frivilligt lod sig korsfæste på Filippinerne: at han havde en fornemmelse af, at der var direkte hul igennem opad.

Men det opstod også ved at gå. De gamle fortællinger fra Det Nye Testamente, der blev læst om morgenen, gav umiddelbart mening. Vi var også den lamme, der af vennerne blev ført foran Jesus. Der var også venner, der havde prikket os til at komme af sted, om det så blot var ved at pege på annoncen i kirkebladet.

Historien om den fortabte søn blev til, at vi var elskede både i vores Klods-Hans-side og leven i nuet og i den side, som storebroderen repræsenterer, og som vi ikke er helt så stolte over, hvor vi ikke er så gode til glæde os på andres vegne.

Fortællingen om Zakæus blev tydet ved, at man bliver mere hudløs på en sådan vandring. Sider hos en selv, oplevelser og gamle minder dukker frem, og alle har noget, de ikke er stolte ved, som Zakæus, der gemte sig træet. Men Jesus ville også være med i det, som vi ikke praler med, når vi sidder ved selskabelige lejligheder, og det føles godt, når det nu også er det mere svære, der kommer frem på en pilgrimsvandring.

I det hele taget blev det tydeligt, at pilgrimsvandring er at træne sit gudsforhold såvel som sine ben. Hver formiddag, hvor vi ramte Nordsøstien og skulle vandre i stilhed, gav vi hinanden hånd og ønskede: ”Må Gud være med dig!”.

Mange udtryk og ord, som virkelig få af os ville tage i vores mund, når vi lever vores hverdagsliv, blev brugt, forstået og modtaget med en stor naturlighed, fordi vi lige pludselig var kommet på vandring med både hinanden, os selv og Gud.

Forberedelsen til turen skete med guidning af Peter Ruges bog om kirkevandring, hvor det bliver foreslået, at man efter turen rejser et manifest for de svar, indsigter, berigelser og glæder, man har fået sig på turen, og samtidig bestemmer sig for en forandring, man vil have med ind i hverdagen. Deri adskiller pilgrimsvandringen sig fra en ferie, hvor det ganske vist er vildt skønt at være af sted, men hvor hverdagen er den samme, når man kommer tilbage.

Min egen ændring har jeg holdt ved i hvert fald endnu, hvor det er 10 dage siden, vi kom hjem. Men stadig er jeg og de af medvandrerne, jeg har talt med efterfølgende, fyldte af det helt store spørgsmål, der stadig lyder: ”Hov, hvad skete der lige der?”. Det var jo trods alt kun en vandring med 13 deltagere, der gik turen med solen i ansigtet og vinden i ryggen langs Nordsøstien fra Lild til Løkken! Hvad skete der lige der og for os?

Mette Holmstrøm, sognepræst, Skivumvej 65, Nibe

Mette Holmstrøm Foto: privatfoto