Sagen om gudstjeneste-eventen ”Befri Gudstjenesten” i Aarhus Domkirke har – med god grund – fået nogle ture i debattumbleren. En endog meget bred vifte af folkekirkelige aktører har kritiseret arrangementet for at melde meget uklart ud om formen. Var det gudstjeneste eller ej?
Jeg deler kritikken. Men jeg anser det samtidig for at være det mindste problem.
Langt værre er det, at en præst stiller sig til rådighed med noget, der utvivlsomt må opfattes som hendes bud på noget helt centralt i den kristne tro – og som er så tæt på en undsigelse af det centrale i den kristne tro, som man vel kan komme.
I flere omgange har sognepræst Christina Laursen givet udtryk for, at det er mindre vigtigt at se på Jesus end på det, han peger hen på.
Det er næsten ubegribeligt, at hun kan komme af sted med at sige det med en teologisk kandidateksamen i bagagen. Hele Det Nye Testamente – og såmænd Det Gamle Testamente med, læst i lyset af Det Nye Testamente – drejer sig i bund og grund om én ting: at pege på Kristus.
I lignelse efter lignelse, i helbredelse efter helbredelse, i kulminationen på korset og i graven er den ofte skjulte, af og til åbenbare pointe: Kristus selv, ham og ingen anden.
Han er den, hvorom det hele drejer sig. Han er den, det drejer sig om at komme i et forhold til, hvis man vil kunne kalde sig kristen.
Og pointen bekræftes til overmål af al senere brevlitteratur i Det Nye Testamente og i øvrigt af centrum i resten af kirkehistoriens dogmedannelse, inklusive forkyndelse og undervisning.
Hvordan lader det sig gøre at tale sig væk fra det i reformationsjubilæumsåret, med Luthers bonmot: ”Kristus alene”?
Hvis ikke det, Christina Laursen kalder ”det frisættende budskab”, er Kristus selv, hvad i al verden er det så
Henrik Højlund er sognepræst og formand for Evangelisk Luthersk Netværk.