”DET ER DEN MANGLENDE FREMTID og presset på nærområdelandene, der har skabt stigningen i flygtninge, der rejser videre. Så bliver det eneste alternativ at risikere livet over Middelhavet,” siger jurist og forskningschef på Raoul Wallenberg Instituttet i Lund Thomas Gammeltoft-Hansen i bogen ”Hvordan løser vi flygtningekrisen?”, som netop er udkommet.
”Vi har i årevis gjort, hvad vi kunne, for at de 86 procent af verdens flygtninge, der sidder i nærområdelandene, ikke kan komme videre derfra. Som et resultat har vi henvist langt størstedelen af verdens flygtninge til et liv på passiv forsørgelse af nødhjælp. De mennesker har meget få livsmuligheder, når det gælder arbejde og uddannelse til deres børn,” lyder det.
Derfor lægger han op til et paradigmeskifte på flygtningeområdet: En bred aftale mellem såkaldte nærområdelande og flygtningemodtagerlande som Danmark, hvor nærområdelandene mod stor økonomisk bistand skal forpligte sig til at huse flygtningene i begyndelsen og tage imod dem, der måtte rejse videre derfra mod Europa.
Med tiden skal flygtningene, hvis ikke der er blevet fred i hjemlandet eller er mulighed for lokal integration, genhuses i de øvrige modtagerlande. Det sker gennem forpligtende, udvidede kvoteordninger. Stater som Danmark kan dog betale flere penge til nærområderne for mindre flygtningekvoter.
Hvilke politiske fora skal det her kunne vedtages igennem?
”Det er et godt spørgsmål. Bilaterale aftaler (mellem to parter, red.) vil næppe være nok i sig selv. Du er nødt til at skabe nogle koalitioner; for eksempel mellem Europa og Mellemøsten. Eller det kan ske i FN-regi. Jeg er nok mindre optimistisk i forhold til, hvad man realistisk kan opnå i FN-regi. Du er nødt til at lave et system, der er juridisk sikkert, men som også skaber et livsgrundlag for flygtningene, så de ikke er afhængige af almisser, som med dags varsel kan blive reduceret til det halve. Jeg ikke vil tage patent på en rigtig løsning. Men jeg anviser et rum og en vej frem.”
Du kommer ikke med et bud på, hvordan vi får færre flygtninge i verden. Uden det ”løser ” vi vel ikke flygtningekrisen?
”Når jeg ikke bruger mere plads i bogen på at adressere de underliggende forhold, der skaber flygtninge, er det fordi, det alt lige er af en anden, mere udenrigspolitisk karakter. Det er også i erkendelse af, at vi altid vil have behov for et flygtningeregime til at håndtere dem, der bliver forfulgt eller udstødt. Det er simpelthen et historisk vilkår. Dermed ikke sagt, at man ikke kan adressere de bagvedliggende årsager. Men selv hvis vi formår at nedbringe antallet af flygtningeproducerende konflikter og lande, er det naivt at tro, at vi nogensinde vil se en verden uden.”
Bogens forslag sker alle sammen inden for gældende konventioner. Kan man så kalde det et ”paradigmeskifte”?
”Ja, for jeg tror, at juraen hverken er problemet eller løsningen. Der har været en masse kritik af konventionerne, men man må konstatere, at Flygtningekonventionen i virkeligheden efterlader et stort politisk handlerum. Der er ingen principper i den om omfordeling, finansiel solidaritet eller om, hvordan man nationalt skal designe sit asylsystem.”
Du oplister mange juridiske og økonomiske fordele ved de løsninger, du nævner. Men kan du se den politiske vilje til at gennemføre dem?
”Der er jo ikke nogen tvivl om, at den politik, man hidtil har ført, lader meget tilbage at ønske. Men der er grund til forsigtig optimisme. Vi kan se en vilje til at diskutere nye løsninger og alternativer på en helt anden måde. Blandt andet har vi set en aftale, hvor EU importerer jordanske varer til gengæld for, at de sikrer flygtningene arbejde.”
Den seneste uge har det tyske indenrigsministerium ifølge Die Welt foreslået europæiske asylcentre i Nordafrika. De, der tilkendes asyl, skal have lov at komme til Europa. De, der sejler over Middelhavet, vil blive sejlet tilbage mod Afrika og asyllejrene. Hvad synes du om idéen?
”Jeg tror, at idéen om at lave lejre er alt for kompliceret. Det koster alt for mange penge at lave lejrene, og det kræver enormt meget politisk velvilje fra de pågældende transitlande, som typisk vil være bekymrede for at blive regionale magneter. Og hvad sker der, når lejrene er fyldt op, og der er tusindvis af mennesker udenfor? Hvordan garanterer du i praksis alle de ting, du er bundet af konventionsmæssigt? Jeg afskriver ikke nogle ting på forhånd. Jeg tror bare, der er smartere metoder.”
Men er lejrmodellen mulig inden for konventionen?
”Ja. Finten er, at hvis EU eller et europæisk land kører den lejr, har myndighedsudøvelse og laver asylbehandlingen, jamen, så er det europæisk jurisdiktion. Men hvis man bare outsourcer opgaven til Tunesien, kan du ikke garantere, at de gør det ordentligt. Men så længe du kan garantere ordentlige forhold, er der ikke noget i konventionerne, der er til hinder for det.”
Flere toppolitikere har kaldt Flygtningekonventionen forældet og skrevet med formålet at tage sig af interne europæiske flygtninge og ikke dem, der rejser tusindvis af kilometer. Hvorfor ikke lave regionale sektorer, så vi forpligter os til kun at modtage ”egne” flygtninge?
”Det ville så betyde, at Europa ikke havde noget ansvar, medmindre der kom en ny Balkan-krig. I praksis er det i forvejen regionaliseret. Flygtninge flygter i udgangspunktet til det nærmeste land. Faktisk har de jo næsten taget 9 ud af 10 af verdens flygtninge. Men vi har nået en smertegrænse, hvor vi ikke kan blive ved med at bede en håndfuld lande håndtere alle flygtningene. Det er også i vores egen interesse. Der er en risiko for, at flere af de store flygtningelande siger ’nok er nok’ eller simpelthen bryder sammen. Det vil med al sandsynlighed betyde en flygtningestrøm mod Europa, som går langt over, hvad vi endnu har set. Spørgsmålet kan koges ned til, om vi vil betale en pris nu – økonomisk ved at hjælpe andre lande og mere direkte ved at tage imod kvoteflygtninge – eller om vi ender med at skulle betale en endnu større pris sidenhen.”