I anledning af ramadanen laver jeg i øjeblikket udsendelser om, hvordan man kan være troende muslim i et moderne, sekulært land som Danmark. Udgangspunktet er et nyt manifest, som er skrevet af imam Naveed Baig og islamolog Kasper Mathiesen. ”Dansk-muslimsk manifest” har været flere år undervejs og er i mine øjne et lødigt forsøg på at skabe en samtale om, hvordan de muslimske dogmer kan sameksistere med dansk kultur.
Forfatterne bag manifestet ønsker først og fremmest en samtale blandt danske muslimer. Derfor har jeg forsøgt at etablere sådan en i P1, hvor jeg er vært. Jeg begyndte med at invitere muftien Imran bin Munir Husayn, som er grundlægger og leder af Islamakademiet, der holder til i København. Jeg havde fra flere hørt, at netop han er en ledende skikkelse blandt troende muslimer, at han har mange unge følgere og er særdeles aktiv på de sociale medier. At han samtidig repræsenterer en konservativ, mainstream udlægning af islam, gør kun hans medvirken mere vigtig.
Muftien var i første omgang positiv over for at medvirke, men havde brug for lang forberedelsestid. Efter at have udskudt udsendelsen for hans skyld, afblæste han sin medvirken samme dag, som han skulle have deltaget i med den begrundelse, at han havde været i nærkontakt med en corona-positiv person. Muftien var heldigvis ikke selv blevet smittet med corona, men desværre var han blevet negativ i forhold til at medvirke i udsendelsen. Begrundelsen lød: ”Ramadan, arbejde og børn, og senest så tror jeg bare ikke, formatet passer helt til mig.”
Formatet for radioprogrammet giver ellers muftien god tid til at samtale. Der er ingen underliggende anklage eller lagt op til nogen hidsig debat. Det er et nysgerrigt program, som arbejder på religionens præmisser. Men end ikke i sådan et program vil muftien altså stille op. Og det gør mig ærligt talt bekymret. For hvordan skal den nødvendige samtale om islam i Danmark finde sted, hvis den ene part ikke vil deltage?
Islamakademiets vision er ifølge dets hjemmeside ”at medvirke til at forøge forståelsesniveauet for islam, for derved at føre til bedre vilkår for individuel forholdelse til islam samt bedre vilkår for tolerance og sameksistens i samfundet”.
Men når muligheden byder sig for at deltage i et landsdækkende radioprogram, som ønsker at indgå i en konstruktiv samtale, ønsker akademiets leder ikke at medvirke. Jeg er efterladt med et indtryk af en mand, som siger én ting, men i praksis gør noget helt andet.
Muftien fra Islamakademiet må sige og mene, hvad han gør om homoseksuelle, sex før ægteskab, tildækning af kvinders hår og nødvendigheden af at faste under ramadanen. Vi har i Danmark en stærk tradition for at tolerere tanker, som er anderledes. Her er frihed for Anders som for Ahmed.
Men når man selv er en autoritet, følger der en forpligtelse til at deltage i den fælles samtale om, hvordan vi i fællesskab løser de problemer, som forskelligheden udløser. Når man ikke lever op til den forpligtelse, bliver polariseringen mellem muslimsk og dansk kultur større i stedet for mindre.
Resultatet er, at mange unge muslimer kommer i klemme og føler sig splittede. Det er ikke mindst dem, muftien svigter ved at ikke at deltage i samtalen om, hvordan man kan være troende muslim i et land som Danmark.
Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun.