Vi kan hente inspiration fra England til reformationsjubilæet

Der er så småt ved at komme gang i reformationsdebatten hen imod jubilæumsåret 2017. I den forbindelse har Bjørn Thomassen to konkrete forslag til temaer, der bør diskuteres

Tegning: Søren Mosdal
Tegning: Søren Mosdal

Der er så småt ved at komme gang i reformationsdebatten hen imod jubilæumsåret 2017. Selve ordet ”jubilæum” udtrykker naturligvis et ønske om at markere en glædelig historisk begivenhed. Samtidig er det vigtigt at gøre jubilæet til mere end en selvfejring. Dertil har jeg en række idéer.

Lad mig i denne klumme starte med to konkrete forslag – stærkt inspireret af de reaktioner på min sidste klumme, der med imponerende ivrighed benægter enhver form for kobling mellem voldelige tendenser og den lutherske reformation.

Præsidiet for jubilæumsåret, med Hendes Majestæt Dronning Margrethe som protektor, har til formål at ”understøtte forskningstemaer, der kan tilvejebringe ny viden om 1500-tallets reformation og ny viden om Reformationens betydning for samfund, kirke og kultur op til i dag”.

Derfor vil jeg foreslå, at forskere inden for feltet tager følgende tema op: ”Reformationen og volden mod religiøse genstande og symboler.” Jeg anbefaler, at præsidiet anfører dette tema på sin hjemmeside som et link efter den eksisterende tekst om ”Billeder og kunst i samtiden”, som på mirakuløs vis undgår at sige et eneste ord om ødelæggelse af billeder og kunst.

Artiklen fortsætter under annoncen

Jeg kan opfordre præsidiet til at søge inspiration i England, hvor volden var mere ekstrem end i Danmark – hvilket jo i sig selv fortjener belysning. Studier af Reformationen er ofte skrevet inden for en protestantisk kulturforståelse og med brug af kilder ,der blev nedfældet af ”historiens vindere”.

Derfor er det vigtigt at grave dybere og se, hvad man kan finde under de officielle fremstillinger af perioden. I vores lærebøger bliver der lagt stor vægt på Luthers opgør med afladstanken og det korrupte kirkestyre i Rom. Engelske historikere har i stedet prøvet at spørge, hvordan reformationsperioden egentlig blev oplevet af almindelige mennesker. Og der fylder diskussionen om aflad og korruption uendelig lidt.

Det, der fylder meget, er til gengæld ødelæggelsen af religiøse objekter. Det fyldte meget for almindelige mennesker, fordi de genstande, der blev smadret, var meningsgivende symboler, der bandt den kristne tro sammen med deres liv. De bandt også samfund og slægter sammen, fordi billeder, ikoner og relikvier definerede de små lokale kristne samfund og den levende kult.

At se disse symboler hånet og smadret var uforståeligt og smertefuldt. Det var menneskers tro og personlige identitet, der blev angrebet med vold. Historikere har dokumenteret, hvorledes lokale samfund prøvede at forsvare deres hjem og kirker mod den statsorganiserede ikonoklasme med livet som indsats.

Dette tema kunne passende inspirere et andet vigtigt formål for præsidiet for reformationsjubilæet: at formidle viden om Reformationen til den bredere befolkning. Det gjorde man i 2013 i England med en fortræffelig udstilling på Tate, ”Art Under Attack: Histories of British Iconoclasm”.

Mit andet konkrete forslag er, at Nationalmuseet forbereder en lignende udstilling: ”Angreb på kunsten: Historier om dansk ikonoklasme.” Udstillingen kunne vise eksempler på ikonoklasme i andre tidsperioder, og inden for andre religioner, og derefter zoome ind på fjernelse af religiøse symboler under Reformationen med særlig vægt på, hvad der skete i det danske rige – på godt og ondt.

I England hjalp Tate-udstillingen til at skabe offentlig bevidsthed om et ellers ømtåleligt emne; man antager nu, at 80-90 procent af al religiøs kunst blev ødelagt for altid. Procenttallet er vel væsentlig lavere i Danmark. Men hvad er tallet?

Vi ved, at Peder Palladius, den første lutherske biskop over Sjælland, gik meget systematisk til værks. Han sørgede personligt for at lukke valfartssteder og fjerne alt ”Uryd”. Hvor mange relikvier blev ødelagt? Hvor mange bøger fra klosterbibliotekerne endte i røg? Hvor mange billeddekorerede altertavler blev hugget til pindebrænde? Hvor mange Maria-figurer og -statuer led samme skæbne? Hvor mange helgenskrin blev smadret? Forsvandt glasmosaikker? Blev malerier flået i stykker? Hvor mange private borgere tog selv affære? I hvor høj grad var det topstyret? Opstod der modstand? Hvad skete der med ”hverdagskunsten”? Og hvor mange af disse objekter overlevede i det skjulte? Jeg kan få øje på en masse enkeltkilder, men vi mangler et samlet overblik.

Jeg er overbevist om, at en sådan udstilling vil blive en kanonsucces for Nationalmuseet. Man kunne udstille halvt brændte relikvier og Maria-figurer og fortælle historien bag dem. Man kunne lave en virtuel 3D-genskabelse af stormen på Vor Frue Kirke.

I børneafdelingen kunne man lancere interaktive videospil med point at hente for smadring af altertavler på tid. Måske det kunne rette op på generationer af kollektivt hukommelsestab.

Temaet er varmt på grund af Islamisk Stats ødelæggelse af biblioteker og statuer. I disse internettider har det aldrig været vigtigere at forstå forholdet mellem billede, magt og identitet. Men vi kan kun opnå en sådan forståelse, hvis vi tør kigge indad. Og det er vel også meningen med et jubilæum. At kigge indad og tilbage. Så vi bedre kan kigge udad og frem.

Kirkeligt set skrives på skift af tidligere folketingsmedlem og minister Birthe Rønn Hornbech (V), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, tidligere biskop Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen samt sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye