Prøv avisen
Debat

Hvordan skulle jeg nogensinde ”komme over” tabet af min far?

Sorg er ikke inddelt i faser, der kan passeres. Sorg er bestemt af de minder, vi har. Og så længe minderne eksisterer i os, vil sorgen også gøre det i en eller anden grad, skriver Natasha Holst Bülow, der har mistet sin far.

Ved graven kommer minderne og konfronterer mig med et savn. Og derfor kommer jeg aldrig til at sige, at jeg er ovre det, skriver Natasha Holst Bülow

Minder. Det er altid de sjove, vi repeterer. De kærlige og de levende. Vi gør det, fordi de varmer. Helt indeni. Fordi de vidner om en fantastisk tid og skaber håb for en lykkelig fremtid.

Men hvordan skal vi håndtere dem, når håbet er væk? Når bevidstheden om, at fremtiden ikke byder på flere fortællinger i samme dur, rammer? Når alt, der er tilbage, er de stunder, der var. Hvad gør vi så?

Jeg har mistet min far, og det betyder, at selvom de minder, jeg har, er hengivne, så er de tæt forbundet med sorg.

Det skal nok gå over. Du skal nok komme videre, er de fraser, mange – i bedste hensigt – bruger. De gør det, fordi de tror, at sorgen forsvinder på et tidspunkt. De håber det.

Men det gør den ikke.

Sorg er ikke inddelt i faser, der kan passeres. Sorg er bestemt af de minder, vi har. Og så længe minderne eksisterer i os, vil sorgen også gøre det i en eller anden grad. For sorg er ikke en tilstand, der er begrænset af tid. Den er en konstant, der nogle gange er i dvale og andre gange er lysvågen.

Også derfor købte jeg en blomst i dag. Den var gul, og jeg satte den hos ham. Der var mange farver omkring mig. Omkring os. Der på kirkegården. Det var på én gang meget levende og meget dødt. At sætte en blomst.

Måske er det et forsøg på at skabe liv på et sted, hvor livet er forbi. Måske er det en higen efter at skabe et øjeblik. Et til – imellem ham og mig. Følelsen af at give noget. Forsøget på at skabe noget. Et minde måske.

At stå der foran stenen, foran ham. Foran hans navn, vores navn. Foran det, der nu er hans sted, men som jeg vil gøre til vores sted. Der, hvor vi ikke kan se hinanden, ikke kan røre hinanden, ikke kan tale sammen. Men der, hvor mine minder kan blomstre.

At stå der. At nyde de minder, der er, og leve med den sorg, der følger med. Det er det, det handler om. Og, en dag vil jeg sige, at min sorg er fint bearbejdet. Men minderne vil altid leve i mig.

Minder, der konfronterer mig med et savn. Og derfor kommer jeg aldrig til at sige, at jeg er ovre det. Fordi hvordan kommer man nogensinde over sin far?

Natasha Holst Bülow er uddannet i kommunikation fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole