Denne artikel blev bragt første gang 21. juni, altså før det stod klart, at briterne har stemt for at forlade EU.
Der er enkelte stemmer i Frankrig, som glæder sig over muligheden for at briterne – eller i hvert fald englænderne – forlader EU.
De håber, at det vil kunne genstarte den fransk-tyske akse, som er blevet svækket de senere år efter at have været motoren i det europæiske samarbejde i næsten 50 år. De overser nok, at svækkelsen af aksen ikke skyldes briterne, men derimod at Frankrig ikke har formået at reformere sig til at kunne klare sig i den globale konkurrence.
Hvad der rammer den franske selvforståelse, er, at den økonomiske svækkelse er gået hånd i hånd med tilbagegang for det franske sprog, ikke blot i verden, men også i EU. Det er ganske vist ikke briternes skyld, selvom dygtige britiske embedsmænd har formået at ændre administrationskulturen i EU afgørende, så kun få af generaldirektoraterne nu har fransk som sprog.
Nej, ændringerne vil ske andre steder. Formentlig vil de mindre nordeuropæiske, liberale økonomier – Nederlandene, Danmark, Sverige og måske Finland – løsne deres bånd, mens andre som de baltiske lande vil bevare tætte bånd til EU af frygt for den russiske nabo. Hvordan de centraleuropæiske Visegrád-lande, Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet, vil vælge, er svært at forudse.
De deler den britiske uvilje mod at opgive national suverænitet, men frygter måske russerne endnu mere. Sikkerheden får de dækket af Nato, men historien lærer, at over for sikkerhedstrusler kan man ikke have for mange allierede. Så lande som Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet kan gå begge veje, alt afhængig af Putin. Samtidig har især Polen mange arbejdende i Storbritannien, og de kan komme i klemme.
Det afgørende land bliver Tyskland. Tyskland er allerede helt dominerende i EU, men reklamerer ikke med det. Det kan ændre sig med et britisk exit, som ikke kan undgå yderligere at forøge fremgangen for den højreorienterede modstand mod euroen og fælles flygtningepolitik i Alternative für Deutschland.
Et EU uden briterne vil stille alle lande over for valget mellem at blive i eller forlade den euro, som har fremmet tysk eksport. Det tror tyske vælgere bare ikke på. I stedet fokuserer de på risikoen for, at tyskerne kommer til at betale underskuddene i de svage sydeuropæiske lande, især Grækenland.
EU-institutionerne vil formentlig blive ved med at eksistere, men bliver i realiteten ramme om en løs koalition af nationale stater i mange cirkler og konstellationer. Et Frankrig under Marine Le Pen vil gribe chancen og samarbejde med sine meningsfæller og støtte Vladimir Putins Rusland, mens andre lande som Italien og Polen vil følge deres egoistiske interesser.
Måske fulgt af Tyskland, der vil opføre sig som et ”normalt” land. Danmark vil sikkert følge englænderne i den fejlagtige tro at det er dem, vi ligner mest. At det i virkeligheden er tyskerne, vi ligner og har interesser fælles med, har vi øvet os i at benægte.
Europa vil accelerere den proces mod ubetydelighed i verden, som har været undervejs siden verdenskrigene, men som samarbejdet i EU udskød. Som kineserne siger, er verden på vej tilbage til sin normale tilstand fra før 1800, hvor de var verdens centrum. Meget tyder på, at briterne vil hjælpe til med at afslutte den historiske parentes fra 1492 til 1992, hvor den lille europæiske halvø dominerede verden, økonomisk, politisk og idémæssigt. At det vil ske er uundgåeligt, men briterne gør unægtelig deres bedste ud fra en misforståelse af deres egen betydning.
Og når de bliver klogere, er det formentlig for sent.
Uffe Østergaard er historiker og tidligere professor ved CBS. Han skriver fast kommentarer i Kristeligt Dagblad