Kort før sommer-ferien annoncerede Nils Gunder Hansen i Kristeligt Dagblad, at han ville indhente det forsømte og læse fembindsværket Bogen om det skjulte ansigt af Willy-August Linnemann. Fredag den 9. august lød det (igen i Kristeligt Dagblad) således: Nu er det gjort.
Det er al ære værd, både at Gunder Hansen vil læse og også præsentere så stort et værk for avisens læsere. Selvom man må sige, at det er begrænset, hvor langt man kan nå med to korte avisspalter.
Nils Gunder Hansen når dog at sige meget godt og rigtigt om Willy-August Linnemanns overstadige fabuleren med enkelte overnaturlige indslag, som mest af alt kan minde om den magiske realisme hos en Gabriel Garcia Márquez, og den nærmeste danske slægtning er klart nok Karen Blixen.
LÆS OGSÅ:Skæbnefortælling fra grænselandet
Helt enig, og hans uhøjtidelige insisteren på betydningen af menneskenes skæbnesvangre valg i tilværelsen fremstår som forfriskende, ja, nærmest som breaking news! Under alle omstændigheder er der her tale om en klart kristen eksistentialisme, som er meget sjælden at finde i dansk litteratur.
Og netop her nærmer vi os det mystiske i Linnemanns ejendommelige eksklusion af dansk litteraturhistorie. Nils Gunder Hansen siger: Man kan spekulere på, om en grund til, at værket er røget ud af dansk litteraturhistorie, skyldes dets udlændighed som skæbnefortællinger fra grænselandet. Og han fortsætter: Ville en fembindsfortællekreds om Aalborg eller Roskilde have lidt samme skæbne?. Svaret er kort og godt: Ja, det kan man godt være ret sikker på!
For der findes en helt anden forklaring, som er meget svær at se bort fra. I året 1958 udkom der tre store romaner, som skulle få en vidt forskellig skæbne i litteraturhistorien. Den ene var Den kroniske uskyld af Klaus Rifbjerg. Den anden Rend mig i traditionerne af Leif Panduro, og den tredje var Bogen om det skjulte ansigt af Willy-August Linnemann.
De to første faldt ind i tidens trend, som handlede om det internationale fænomen, der gik under navnet Ung vrede: netop grundtemaet hos både Rifbjerg og Panduro, hvor hovedpersonen er en ung utilpasset mand, som skælder ud på alt og alle. Naturligvis først og fremmest den ældre generation, der anses for ubrugelige fossiler.
Begge romaner er ny-naturalistiske, hvor hovedtanken er, at vi alle sammen er produkter af arv og miljø. Romanerne bliver herefter et laboratorium, hvor man reder de psykologiske og sociale fortidstråde ud for at forklare hovedpersonernes meget ofte tragiske skæbne. De er begge ateistiske i deres udgangspunkt og primært baseret på fornuften.
Problemet med Willy-August Linnemann var, at hans roman ikke leverede svar, men stillede en række fundamentale eksistentielle spørgsmål. Endnu værre var det dog, at det skjulte ansigt refererede til Guds ansigt. Det er velkendt, at marxistiske litteraturforskere i de dage havde travlt med at udradere al borgerlig og religiøs litteratur.
Men at selv den fredelige Torben Brostrøm sluttede sig til koret, er alligevel tankevækkende: Linnemann indsætter reserver af gammellivet for at fragte det ind i en ny tid, samme spørgsmål, som rejser sig ved læsningen af Martin A. Hansens forfatterskab Deres tænkning adskiller sig fra den modernisme, der har set det som sin opgave at forlade det gamle grundlag efter at have erkendt dets uvirkelighed. (Dansk Litteraturhistorie. Politikens Forlag).
Konklusion: Martin A. Hansens og Linnemanns romaner er uvirkelige, mens Rifbjergs og Panduros romaner handler om den virkelige verden. Tja, der kan man bare se!
Sten Abrahams, tidligere seminarielektor, Seminarievej 30, Lemvig