Da jeg var sportsjournalist, skrev jeg om boksning, og en del af bokserne var tyrkere. De levede i en parallelverden, hvor de var en del af boksemiljøet og nød godt af landstrænerens heroiske indsats for at skabe stabile rammer i deres liv, mens de uden for bokseringen befandt sig i en ren tyrkisk tilværelse med sød te, lædersofaer og store familieportrætter på væggene.
Og én af dem – som faktisk i 1996 blev europamester og repræsenterede Danmark ved OL i Atlanta – udtalte endda, at hans børn skulle opdrages til at være tyrkere. Hvorpå Søren Krarup i en aviskommentar jo undrede sig over, at han ikke simpelthen flyttede til Tyrkiet, hvilket mange dengang blev forargede over.
Med valget i Tyrkiet er problemstillingen blevet ekstra synlig. Cirka 60 procent af de herboende tyrkere, der forleden deltog i afstemningen om den tyrkiske forfatning, sagde ja til, at præsidenten skal have mere magt. Og på TV 2 News forklarede journalist Irfan Kurtulmus, at når så mange danske tyrkere befinder sig fjernt fra den danske kulturs syn på demokrati, skyldes det især to ting. Mange af dem har rødder i en konservativ og religiøst præget region i Tyrkiet og tænker stadig, som man gør dér, og desuden føler de sig diskrimineret og krænket af tonen og de danske indvandrerstramninger.
Man får en fornemmelse af, at disse tyrkere i høj grad iagttager Danmark udefra og føler sig sat i en særlig opposition i forhold til en udvikling, som man naturligvis kan være uenig i, men vel ikke ligefrem føle sig personligt krænket af. Medmindre altså man vurderer tingene fra en ikke-dansk vinkel og er forbundet med en anden virkelighed.
Dette syntes for eksempel at præge en ung mand, som TV 2 interviewede under et besøg hos en tyrkisk forsamling i Hedehusene. Manden udtalte, at han var træt af som ja-siger at blive set på som én, der ikke forstår ret meget, og den basale følelse af fornærmet minoritetsidentitet lyste ud af ham.
Jeg ved godt, at medierne i disse dage først og fremmest har skullet dække udfaldet af valget i Tyrkiet, men når røgen har lagt sig, kunne man foreslå at se nærmere på de mekanismer, der får tusindvis af tyrkere til at leve i et land, som de tilsyneladende nærer en trang til at holde på afstand.
Vi er nået til punktet i værdidebatten, hvor begrebet fædrelandskærlighed for alvor skal genopdages, og jeg bidrager gerne med en titel til en programserie, som kunne hedde ”Hvad banker dit hjerte for?”. Dette er et helt afgørende spørgsmål at stille i vor tids globalt flydende kaos, og med den seneste tyrkiske affære synes det umuligt at komme uden om.
Det er naturligvis lovligt at dyrke et samfundssyn, der ligger fjernt fra det danske, men man bliver altså grundigt nysgerrig: Hvordan er det at leve i et land, som man på mange måder føler sig i modsætningsforhold til, vokser negativiteten med årene og – ikke mindst – hvorfor bliver man boende?
Engang var disse spørgsmål farlige at stille, hvis man ville beholde sit gode journalistiske job. I dag må det være muligt.
Sørine Gotfredsen er præst og forfatter.