Prøv avisen
Debat

Hvorfor er det kun populister, der kræver et paradigmeskifte?

Hvorfor er det personer som Trump og Thulesen Dahl, der kræver paradigmeskifter og ikke de mere progressive kræfter, spørger Johannes Bertelsen. Foto: WIN MCNAMEE/ ritzau scanpix

De frustrationer, som den populistiske politik tilbyder løsninger på, repræsenteres ikke af ngo’er. Politikerne bliver repræsentanter for en politisk bevægelse med den hertil hørende følelsesmæssige og politiske slagkraft

Hvorfor er det personer som Trump og Thulesen Dahl, der kræver paradigmeskifter og ikke de mere progressive kræfter? Ja, hvorfor opfatter vi efterhånden folkelig modstand som lig med populisme? Et simpelt svar kunne være, at det blandt andet handler om politisk etik. Er man som politiker villig til at spille på den laveste følelsesmæssige fællesnævner, er det lettere at mobilisere en folkelig modstand, end hvis man på mere hæderlig vis forsøger at få alle mellemregningerne med.

De frustrationer, som den populistiske politik tilbyder løsninger på, repræsenteres ikke af ngo’er. Politikerne bliver repræsentanter for en politisk bevægelse med den hertil hørende følelsesmæssige og politiske slagkraft. Derfor bliver populismen mere dagsordenssættende end mere progressive og seriøse kræfter.

Civilsamfundet er i de seneste årtier blevet koloniseret af politiske kræfter ”ovenfra”, som her ser en mulighed for at hente både sammenhængskraft og frivillig arbejdskraft til et nyliberalistisk samfund, som på mange måder er ved at gå op i sømmene.

Ser man på regeringens nye civilsamfundsstrategi (fra 2017), har denne kun fokus på optimeringen af den frivillige indsats og den hermed følgende samskabelse. Civilsamfundet som talerør for kritiske civile stemmer bliver overhovedet ikke italesat.

Samtidig styres civilsamfundets organisationer meget stramt ovenfra gennem en kortsigtet puljestyring, som er afgørende for, hvor kritisk og alternativt, de kan arbejde.

De store ngo’er ledes desuden ofte med en klap for det ene øje.

De ser kun de opgaver, der handler om den umiddelbare interessevaretagelse, mens de sjældent tænker bredt og bidrager til udviklingen af bredere protestbevægelser.

Det ville være begyndelsen på et paradigmeskifte, hvis vore civile organisationer i form af ngo’er, fagforeninger, højskoler og kirkelige organisationer i vigtige samfundsmæssige udfordringer kunne fjerne klappen og finde sammen i fælles protestudspil med den menneskelige værdighed på dagsordenen.

Alternativet til populisme er netop et spørgsmål om menneskelig værdighed. Det er lykkedes den populistiske højrefløj at presse selv mere ”stuerene” partier som Venstre, Konservative og Socialdemokratiet i retning af populisme i indvandrerspørgsmålet.

Holdninger, som i deres retorik og samfundssyn demonstrerer et menneskesyn, som er dybt krænkende og uværdigt over for de mennesker, politikken handler om. Det er mange år siden, at vi i Danmark gik bort fra et socialt hjælpesystem baseret på ”værdigt trængende”, som nu kynisk lanceres med overvejelser om, hvad de udsatte mennesker, som banker på vores dør, kan ”bruges til”.

Vi må sige fra. Civilsamfundet skal stå vagt om den grundlæggende borger- identitet, ikke kun i spørgsmålet om menneskerettigheder, men også i spørgsmålet om, at vi til enhver tid møder hinanden værdigt og ligeværdigt.

Som det blev påpeget i Kristelig Dagblads leder den 17. januar (”Værdikamp kom, så og sejrede”), har højrepopulismen fået let spil, fordi samfundet ikke længere holdes sammen af klassiske borgerlige dyder, som insisterer på almindelig borgerlig anstændighed i mødet med andre og ikke mindst udsatte.

I 50-året for ’68-oprøret erkender jeg som gammel aktivist meget gerne min del i nedbrydningen af de daværende normer, dyder og traditioner. Derfor føler jeg også, det er vigtigt at pege på, at civilsamfundets organisationer, som for manges vedkommende har rødder i ’68-bevægelsen, tager ansvar og bidrager til et paradigmeskifte.

Et skifte, som udfordrer populismen gennem italesættelsen af og kampen for nogle menneskelige holdninger og værdier, der markerer grænser for, hvilke politiske og økonomiske magtspil vi som borgere vil lægge navn og land til.

Johannes Bertelsen er mag.art., tidligere forstander for Kristeligt Studenter-Settlement og tidligere formand for Frivilligt Forum.