Hvorfor gør svensk politi ikke mere? Flere end 50 danske bilister angrebet med stenkast

Vi ved nu, at danske køretøjer reelt er jaget vildt på de sydsvenske motorveje, mens svensk politi tilsyneladende ikke aner deres levende råd. Derfor undrer det, at svensk politi ikke har taget sagen mere alvorligt, skriver Peter Skaarup (DF)

Onsdag i sidste uge blev Bornholmerbussen ramt af stenkast på vejen mellem Malmø og Ystad i Sverige. De fleste episoder med stenkast har fundet sted på denne strækning, og hovedparten har involveret biler med danske nummerplader. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

I skrivende stund er flere end 50 danske køretøjer blevet angrebet på og nær den svenske motorvej E65, som mange danskere benytter, når de skal besøge den skønne danske ø, Bornholm. Primært takket være ihærdige journalister er sagen kommet til danskernes kendskab. Vi ved nu, at danske køretøjer reelt er jaget vildt på de sydsvenske motorveje, mens svensk politi tilsyneladende ikke aner deres levende råd.

Jeg kan naturligvis ikke gætte, hvem der står bag terroren mod danske bilister – måske er det en enkelt gal mands værk, en bandes, en flok anti-danske idealister eller noget helt fjerde? Det kan vi kun gisne om. Dog kan jeg godt forundres negativt over, at svensk politi endnu ikke har taget sagen mere alvorligt og ikke har gjort langt mere for at få stoppet terroren mod danske bilister.

Danske Sten Riber kører således på E65 i Skåne tilbage i maj måned, da en sten kastet gennem hans bilrude og kostede ham alvorlige skader i hele ansigtet samt synet på det ene øje. Alligevel har myndighederne i Sverige ikke reageret nævneværdigt på bilterroren – trods nu over 50 anmeldte angreb.

Sverige er i dag desværre mest kendt i Norden og resten af Europa for at være havnet i en volds- og voldtægtsspiral, der har gjort det til Europas næstfarligste land at befinde sig i. Kun de mest faktaresistente mennesker kan overse sammenhængen mellem den uhæmmede masseindvandring til Sverige og landets sociale og sikkerhedsmæssige deroute.

En åbenlys konsekvens af dette er, at svensk politi er presset helt i bund på næsten alle områder og derfor også har svært ved at finde ressourcer til at sætte ind over for den eller de danskhadende stenkastere på de svenske motorveje.

Konsekvenserne kan meget vel blive, at turismen til Bornholm indskrænkes, fordi det bliver for farligt at køre til solskinsøen i bil og bus med danske nummerplader. Derfor må vi fra Folketingets side opretholde presset på de svenske myndigheder for at få opklaret, hvem der står bag de forfærdende stenkast, men også samtidig berede os på at finde alternative ruter til Bornholm for danske besøgende og fastboende.

En ny fast færgerute mellem København og Bornholm kunne meget vel blive en oplagt løsning på problemet.

Peter Skaarup er medlem af Folketinget og Dansk Folkepartis retsordfører og gruppeformand.