At danskerne nødigt vil af med store bededag, er efterhånden blevet klart for de fleste. Flere analyseinstitutter har spurgt danskerne, om de er klar til gå på arbejde den fjerde fredag efter påske, og i hver eneste måling er svaret et klokkeklart nej.
Forslaget skal ellers sikre, at Danmark indfrier sin Nato-forpligtigelse og bruger 2 procent af det danske bruttonationalprodukt på forsvar. Men hele 74,5 procent af danskerne svarede, at de var modstandere af at afskaffe store bededag, i en meningsmåling Epinion lavede for Fagbevægelsens Hovedorganisation.
Modstanden er et udtryk for, at danskerne mangler krisebevidsthed, siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (Mod) – blandt andet i Kristeligt Dagblad.
Danskernes modstand udfolder et paradoks i danskernes opbakning til oprustningen: For nok bakker et stort flertal danskerne op om, at vi skal bruge flere penge på forsvaret, men er befolkningen også villige til, at det kommer til at koste noget?
Dette paradoks afspejler en klassisk politisk problemstilling: Det er ikke nemt at få folk til at opgive noget, selvom de godt kan forstå behovet.
"Undersøgelser viser, at folk gerne vil betale omkostningerne som følge af krigen, men menneskets psykologi er også sådan indrettet, at vi ofte synes, at det er endnu bedre, hvis der er andre, der tager regningen, end os selv," siger Michael Bang Petersen, professor i politisk adfærd ved Aarhus Universitet.
Hvis man kan mærke, at man bliver påvirket af et politisk forslag, fører det ofte også til politisk modstand fra dem, det går ud over. I det her tilfælde bliver alle danskere ramt, når store bededag bliver foreslået afskaffet.
Derfor stiller det store krav til, at der skal argumenteres ordentligt for, hvorfor man skal opgive netop store bededag, bemærker Michael Bang Petersen.
"Danskernes modstand er ikke et udtryk for, at man ikke har lyst til at opgive noget. Men man har ikke lyst til at blive talt ned til, og borgerne har svært ved at se en direkte relation mellem store bededag og krigen i Ukraine. Derfor er det en specifik reaktion mod en utroværdig politisk kommunikation, og det er ikke et udtryk for en faldende solidaritet," siger Michael Bang Petersen.
Han hæfter sig ved, at da danskerne for alvor mærkede inflationskrisens konsekvenser, svækkede det ikke opbakningen til den sikkerhedspolitiske kurs. For selvom gasregningen steg, og folk kunne mærke, at deres indkomster rakte til mindre end vanligt, bakkede danskerne stadigvæk op om sanktionerne mod Rusland og støtten til Ukraine.
"Det ser jeg som et udtryk for, at befolkningen faktisk er offervillig – også når det begynder at gøre ondt," siger Michael Bang Petersen.
Historisk stor enighed om forsvar
Danskernes generelle opbakning til oprustningen markerer et brud med årtiers splittelse om forsvarsbudgettet, fortæller Jakob Linnet Schmidt, analytiker ved Dansk Institut for Internationale Studier.
"Under den kolde krig var der tre overordnede synspunkter om, hvor meget forsvaret skulle fylde i samfundsøkonomien. Partier som Venstre og Det Konservative Folkeparti mente, at forsvaret måtte prioriteres højt, fordi det handlede om statens overlevelse. Socialdemokratiet stod for en position, hvor man nok mente, at forsvaret var vigtigt, men ikke vigtigere end andre samfundsprioriteter som velfærdsstaten. Det tredje synspunkt fandt man ude på fløjene, hvor man så det som ressourcespild at bruge penge på forsvaret," siger Jakob Linnet Schmidt.
Konsekvensen af de tre positioner blev, at Danmark relativt set brugte færre penge på forsvaret end de øvrige Nato-lande. Flertallet i befolkningen havde ikke appetit på oprustning eller på at bruge unødigt mange penge på forsvaret, så der var overensstemmelse mellem holdningen i befolkningen, og hvad der politisk kunne opnås enighed om, forklarer Linnet Schmidt.
Derfor var det et historisk nybrud, da Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og SF i foråret 2022 indgik det nationale kompromis om at indfri Natos mål om at bruge 2 procent af bruttonationalproduktet på forsvaret. Partier fra hver af de tre tidligere positioner er nu, helt historisk, enige om, at forsvaret er vigtigt, og at det skal prioriteres højt, forklarer Jakob Linnet Schmidt.
Han bider samtidig mærke i, at den politiske samling er sket uden store folkelige protester, fordi vælgerne over et bredt spektrum har accepteret, at der ikke findes troværdige alternativer til internationale institutioner som EU eller Nato.
"Under den kolde krig blev forsvar, krig og fred det store politiske spørgsmål, så mange engagerede sig i fredsbevægelserne. De unge engagerer sig i dag i andre politiske spørgsmål som klima og miljø. Selv under Irak-krigen i begyndelsen af 2000'erne manifesterede demonstrationerne sig ikke som en egentlig bevægelse, der kan sammenlignes med fredsbevægelserne under den kolde krig," siger Jakob Linnet Schmidt.
Fordel af smalt forlig
Selvom den politiske uenighed synes afløst af en forsvarspolitisk borgfred, ligger splittelsen alligevel stadigvæk latent og truer med at bryde det politiske sammenhold, vurderer Mikkel Vedby Rasmussen, professor i statskundskab og dekan ved det samfundsvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet.
Han forudser, at 2-procentsmålet slet ikke er nok, og snart vil kræfter i Nato påbegynde at tale for, at landene skal hæve forsvarsbudgetterne yderligere. Den forudsigelse bliver også understøttet internt i Forsvarsministeriet. I torsdags kunne TV 2 berette om et internt notat i ministeriet, der beskrev, at "2-procentsmålsætningen er bunden og ikke loftet".
Derfor kan regeringen have en fordel ved at lave et smallere forsvarsforlig blandt de partier, der er parate til at prioritere de økonomiske ressourcer på forsvaret, mener Mikkel Vedby Rasmussen:
"På den måde skal man ikke blive enige med traditionelt pacifistiske partier som SF og De Radikale om al forsvarspolitik."
Ved at foreslå afskaffelsen af store bededag som finansieringsmetode har regeringen tilmed undgået den brede prioriteringsdiskussion om forsvaret og sluppet for besværlige politiske armlægninger om, hvor pengene skal findes. Det kan vise sig at blive en politisk fordel, mener Mikkel Vedby Rasmussen:
"Når det kommende forsvarsforlig skal vare 10 år, vil man forpligte sig til at tage alle diskussioner om prioriteringer og materielindkøb med alle forligspartier. Der kan det godt være en politisk fordel at gøre kredsen af forligspartier mindre."
Sikkerhed er ikke konkret for danskerne
Danskernes opbakning til forsvaret, medlemskabet af Nato og oprustningen står stærkt i dag, men hvorfor er der så stor modstand mod finansieringen?
Det handler blandt andet om, at forsvarspolitik arbejder hen mod et abstrakt mål, fortæller Vincent Hendricks, professor i formel filosofi ved Københavns Universitet.
"I den bedste af alle mulige verdener har vi ikke et militær. Det er et nødvendigt onde, og folk mærker ikke, at deres hverdag bliver konkret bedre af, at Danmark bruger flere penge på forsvaret," siger han.
Problemet er, at du kan bruge mange penge på at opbygge et forsvar, der er så stærkt, at din modstander ikke tør true dig, men selvom langt de fleste danskere næppe vil leve med en militær trussel hængende over hovedet, er den sikkerhedsfølelse alligevel svær at mærke konkret for danskerne, påpeger Hendricks:
"Jo mere konkret man kan fremskrive konsekvensen, jo mere villige er vi til at betale for det. Jo længere væk det er fra vores hverdag, jo mindre villige er vi også til at betale."
Derfor har det været svært for regeringen at overbevise danskerne om at sløjfe noget så konkret som en helligdag, hvor man kan holde fri og spise varme hveder, for at indfri et abstrakt mål om at undgå en invasion fra en fremmed magt. Hendricks kalder det for en horisont med et meget langt afkast. Det vil sige, at belønningen ved at afskaffe store bededag ikke bliver noget, som man kan mærke værdien af i morgen, i overmorgen, om et år eller om 10 år.
"Afkastet af den her investering i forsvaret er, at vi ikke bliver invaderet. Det giver en relativt lang horisont, hvorimod vi, hvis vi vil forbedre psykiatrien eller sygehusene, kan se forbedringerne på en meget kortere horisont," siger Vincent Hendricks.
Gør målet konkret og rationelt
Selvom målet kan synes abstrakt, mener Michael Bang Petersen alligevel godt, at man kan gennemføre politik, der godt nok gør ondt, men som man kan overbevise danskerne om er nødvendig, så længe man gør sig umage med at fortælle, hvorfor folk skal opgive goder, de har vænnet sig til.
"Da Lars Løkke Rasmussen var statsminister, lykkedes han egentlig med at etablere en forståelse for, at det var nødvendigt med den efterlønsreform, som han annoncerede i nytårstalen i 2011. Her lykkedes det for ham at etablere et forhold mellem det økonomiske problem og løsningen, fordi han fik skabt forståelse for nødvendigheden af at reformere pensionssystemet," siger Michael Bang Petersen.
Nøglen til at få danskerne til at acceptere prisen for oprustningen handler derfor om argumentation, mener Michael Bang Petersen.
Eller også handler det om at gøre målet konkret, når det kan være svært at vurdere, hvad der præcist er afgørende for, at Danmark ikke bliver invaderet af Rusland, mener Vincent Hendricks.
"Man kan jo ikke sige, om Putin afholder sig fra at invadere os, hvis vi køber 88 nye Leopard-kampvogne, eller om vi kan nøjes med 48. Eller om han overhovedet har tænkt sig at invadere os. Hvis han ikke har det, vil de milliarder af kroner, der bliver brugt på oprustning, umiddelbart fremstå som spildte," siger Hendricks.
Til gengæld mener han, at selve Natos 2-procentsmål er så konkret, at det er et af oprustningsdagsordenens stærkeste argumenter.
"Det er så konkret, at danskerne godt kan forstå, at man ikke kan være med i klubben, hvis man ikke betaler sit kontingent," siger Hendricks.
Er danskerne bange?
Men burde det overhovedet være nødvendigt at understrege situationens alvor, når der allerede udkæmpes en krig inden for Europas grænser, hvoraf den ene part åbenlyst ser Nato-alliancen som et trussel mod egen sikkerhed? Hvorfor er der overhovedet behov for at konkretisere den sikkerhedstrussel yderligere?
Måske hænger det sammen med, at Europa siden Murens fald har været præget af et positivt syn på fremtiden. De bærende institutioner som EU og Nato viste sig stabile nok til at sikre fred i Europa, med en tilværelse der har fået velstanden til at stige. Vi levede virkelig, som om at den ideologiske kamp mellem kapitalisme og kommunisme var udkæmpet, og nu handlede det om at høste frugterne af historiens afslutning, som den amerikanske politolog Francis Fukuyama formulerede i 1992.
Den optimisme blev for alvor udfordret den 24. februar 2022, da Rusland invaderede Ukraine. Men spørgsmålet er, om den erkendelse har fæstnet sig bredt i befolkningen.
"Det er et rigtig godt spørgsmål. Fukuyamas fortælling om historiens død er enormt opportun, fordi den forklarer, hvorfor vi har det så godt, og hvorfor der er stabilitet i vores samfund. Vi har bygget den europæiske civilisation på den fortælling siden Anden Verdenskrig, så den vil vi gerne holde fast i. Når vi ved, hvad vi har, og ikke hvad vi står til at få, kan det nogle gange synes lettere at lade tingene være, som de er," siger Vincent Hendricks.
Alvoren er dog allerede gået op for danskerne efter tre år med coronapandemi og Ruslands krig i Ukraine, mener Mikkel Vedby Rasmussen. Han tror, at danskerne er bange for, hvad der sker lige nu, men samtidig ved de ikke, hvordan de skal handle konkret på deres frygt.
"Danskerne kommer til at se det her årti som et punkt i historien, hvor man kan se, at noget forandrede sig. Ligesom at vi i 2000'erne skulle vænne os til at tale om terrorisme og internationale operationer, skal vi nu vænne os til at tale om eksempelvis afskrækkelse. Vi skulle også vænne os til en konkret trussel under corona, men der kunne vi tage en covid-19-test eller købe mundbind. I den her situation er der nogle andre, der må klare den for dig," siger Mikkel Vedby Rasmussen.