Hvorfor har Trump så mange tilhængere?

En ting er Donald Trump, der går rundt som et underligt græskarfarvet symbol. Noget andet er hele den virkelighed, der baner vejen for en som ham, mener Sørine Gotfredsen

De mange, der for tiden i DR 2’s Deadline og TV 2 News sidder og debatterer Trump og Clinton, udtaler også kun sjældent noget, der hæver sig over det banale, mens ingen hidtil er kommet med en overbevisende forklaring på, hvorfor Trump har så mange tilhængere.
De mange, der for tiden i DR 2’s Deadline og TV 2 News sidder og debatterer Trump og Clinton, udtaler også kun sjældent noget, der hæver sig over det banale, mens ingen hidtil er kommet med en overbevisende forklaring på, hvorfor Trump har så mange tilhængere. . Foto: Evan Vucci/AP/Polfoto.

I de seneste dage har den tyske idéhistoriker Jan-Werner Müller optrådt i flere danske aviser. Han har forsket i begrebet populisme, som han definerer som det at tage patent på at tale på folkets vegne.

Donald Trump ser han som fuldblods-populist, men erkender samtidig, at vi ikke har et samlet billede af dem, der stemmer på ham. Vi er omsider nået frem til det amerikanske valg, der har udviklet sig til en mere lige affære, end de fleste havde troet, og skønt mange mediekræfter er sat ind på at opklare gåden om den sammensatte amerikanske tilstand, er den stadig ikke løst.

DR har blandt andet satset på Stéphanie Surrugue, der som udsendt under denne valgkamp har stræbt efter at komme ind under huden på det amerikanske menneske, hvilket mange journalister har drømt om før hende. I denne weekend tog Surrugue seerne med ind på et barneværelse, hvor tre amerikanske børn sad og legede med barbiedukker og filosoferede over betydningen af, at den første kvindelige præsident måske er på vej.

Hun er allerede udkommet i barbieudgave, og på flydende politisk korrekt konstaterede børnene, at når man nu har haft den første ” afroamerican ” præsident, skal man selvfølgelig også prøve at have en kvinde. Det næste bliver nok en kønsneutral.

Stéphanie Surrugue og flere andre gør, hvad de kan for at skabe en smule indblik i den amerikanske sjæl, men sagen er, at opgaven er nærmest umulig. Man kan ikke gennem nok så mange tre- minutters tv-indslag give befolkningen et meningsfuldt udgangspunkt at bedømme dette enorme land ud fra, og afmagten slog mig, da jeg i søndags deltog i en radiodebat, hvor vi kom ind på konsekvenserne for det amerikanske demokrati i lyset af denne aparte valgkamp.

Hvortil jeg måtte svare, at jeg simpelthen ikke ved nok om USA’s historie til at kunne sige noget begavet. Og én ting er, at en teolog ikke ved tilstrækkeligt.

De mange, der for tiden i DR 2’s Deadline og TV 2 News sidder og debatterer Trump og Clinton, udtaler også kun sjældent noget, der hæver sig over det banale, mens ingen hidtil er kommet med en overbevisende forklaring på, hvorfor Trump har så mange tilhængere.

Sagen er, at der foreligger en stor opgave for den journalistiske stand, når den sidste konfetti er landet, og den nye præsident er kåret. For som den omtalte tyske idéhistoriker også i disse dage understreger, så er Donald Trump kun et symbol på noget større. En begyndelse på noget mere. Dette ”mere” findes i USA, såvel som i Europa, og man aner nogle vitale tråde i det moderne vestlige menneskes rådvildhed i en verden, hvor kulturel, religiøs, kønsmæssig og etnisk identitet er i så voldsomt opbrud.

Man længes efter kloge ord om alt dette, men måske kan de slet ikke formuleres endnu, og ordet populisme synes under alle omstændigheder efterhånden at være et fattigt forsøg. En ting er Donald Trump, der går rundt som et underligt græskarfarvet symbol. Noget andet er hele den virkelighed, der baner vejen for en som ham. Vi forstår den ikke endnu.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.