Det er ikke hver dag, der brændes bøger af i Danmark. Men i den forgangne uge har den gennem mange år storsælgende børnebog ”Godnat og sov godt”, som giver håndfaste råd til forældres puttemetoder, skabt heftig debat og endda fået rasende forældre til at brænde udgaver af bogen. Balladen om bogen, der er oversat fra spansk og udkom på dansk tilbage i 2000, er opstået i kølvandet på en Facebook-gruppe, der opfordrer forældre til at købe og destruere bogen.
Som følge af kritikken har forlaget Gyldendal meddelt, at de nu vil sætte en række eksperter til at vurdere bogens faglige indhold. Bogen kritiseres for at anbefale en puttemetode, hvor man følger et interval for, hvornår man må gå ind til sit puttede barn, uanset hvor meget barnet græder. Det har fået eksperter til at kalde metoden for omsorgssvigt. Men hvorfor kan en 18 år gammel børnebog få sindene så meget i kog?
Sofie Münster, du er stifter af webmagasinet Nordic Parenting og har skrevet to bøger om børneopdragelse. Hvorfor har denne bog skabt så meget debat?
Grundlæggende tror jeg, at det er, fordi vi står i et paradoks mellem, at der er utrolig meget viden tilgængelig – som jeg selv finder positivt – og at den viden kan munde ud i nogle metoder, som går for langt, og som kan opfattes kompromitterende. Så bliver den viden taget som gidsel. Jeg tror, at folk kan hidse sig så meget op over eksempelvis denne bog, fordi de føler, at den viden, der bliver udlagt her, går på kompromis med et grundlæggende moderinstinkt, hvor man mærker, hvad barnet har brug for. Når der kommer en bog, som bruger viden til at fortælle, at man skal gå imod sine instinkter og gøre noget, der ikke føles som det mest gavnlige, bliver man provokeret, for hvad kan man så tro på? Paradokset er, at vi på den ene side gerne vil have en viden, men vi vil også gerne have, at den viden skal kvalificere moderskabet.
Hvad er det ved opdragelse generelt, der er så betændt?
Når opdragelse bliver debatteret så meget, handler det om, at mange kan blive usikre på egne evner og får brug for at tro på noget for at blive sikre. Så kan holdningerne blive ekstreme, uanset om det handler om amning eller slynge. Jeg advokerer selv mere for en midtervej. Men vi diskuterer emnet så meget, fordi vores børn vokser op i en tid, hvor der er en fornemmelse af, at det, man gør, har stor indflydelse på barnets videre muligheder og liv. Selvfølgelig har forældrene indflydelse på det, det skal vi heller ikke glemme, men man kan hurtigt få et indtryk af, at det er uhyre vigtigt, at man lykkes 100 procent. Jeg hader udtrykket at gøre sine børn til projekter, men når vi har så meget på spil for vores børn, er vi også selv på spil som forældre. Børn er blevet en forlængelse af vores egen identitet og vores eget projekt. Så hvis de lykkes, lykkes vi. Der er kommet flere muligheder for at være forældre, men så er der også et større pres og mere at leve op til.
Men hvorfor læner vi os så meget op ad råd og vejledning frem for at følge vores naturlige instinkter?
Jeg synes, man mangler at give nutidige forældre noget credit. Vi står i en situation, hvor vi har sagt farvel til de gamle måder at gøre ting på. Det er nok de færreste forældre i dag, der tror på en gennemautoritetsstyret opdragelse. Så vi står i en situation, hvor vi har nogle ambitioner om på den ene side at bevare en tæt relation til vores børn, at vi er nogle, de har lyst til at komme til og dele deres liv med. Og samtidig ved vi, hvor vigtigt det er, at børn også oplever, at der er en voksen til stede. Hvordan du finder den balance, er enormt svært, og det er derfor, vi bliver ved med at diskutere det, og derfor, der er så meget debat. Det er det med at finde ud af, hvad der skal sættes i stedet for de gamle metoder, der er svært. Og så er det klart, at man læner sig op ad viden for at finde noget at navigere efter.
Men er det ikke også i orden, at der er forskellige holdninger til opdragelse?
Jo, selvfølgelig. Men derfor hviler der også et stort ansvar på os, der er med til at formidle viden om opdragelse. I det øjeblik, man siger noget kontroversielt, er man med til at trække nogle fronter op i debatten. Jeg tænker tit på, at der hviler et ansvar på mig, at jeg kan gøre viden tilgængelig, som kan være med til at få folk til at træffe klogere, bedre valg som forældre. Men det er vigtigt, at det bliver på en måde, som levner plads til, at man selv kan overveje, hvad der er vigtigt for en, og hvordan man selv vil gøre.
Er det ikke formynderisk at gå ind og sige, hvordan folk skal opdrage eller ikke opdrage deres børn?
Jo, hvis det er det, man gør. Jeg synes ikke, det er det, jeg gør. Men jeg kan se, hvordan bogen kan opfattes sådan, fordi det er en bestemt metode, der udlægges, som man skal følge, selvom man kan føle, at man går på kompromis med sine egne instinkter. Jeg har aldrig læst bogen og har heller ikke tænkt mig at følge dens råd, for jeg tror ikke på, at børn skal ligge og græde. Men jeg har heller ikke lyst til at fordømme dem, der følger den, for jeg kan godt forstå, at man kan ende i en situation, hvor man føler sig desperat, og ens nattesøvn er afgørende for at kunne fungere om dagen. Men det er der, jeg mener, man skal skelne mellem opdragelsesråd og viden. Det er dejligt at få viden, men den skal bruges til, at man selv træffer et kvalificeret valg om, hvordan man bærer sig ad som forælder.
Har børneopdragelse altid været så betændt et emne?
Jeg tror, det er noget, der er kommet. Jo mere viden, jo mere debat, og jo mere betændt bliver det. Det går jo enormt tæt på, når det handler om ens børn og ens evner som forældre. Der er meget på spil, og der er jo heller ikke noget, der kan skabe dårlig stemning til et middagsselskab som børneopdragelse. Men for mig at se handler det om at mærke efter selv og søge viden, der kan kvalificere ens valg. For det er jo op til den enkelte forælder, og alle børn og familier er forskellige.