”Hvorfor lyver Mette?” Den næste pandemi er polarisering

minksagen vil formentlig indskrive sig i den politiske historie som et eksempel på en ny form for pandemi, der spredes gennem polarisering

Umiddelbart virkede statsminister Mette Frederiksen (S) upåvirket af den højlydte utilfredshed foran Retten på Frederiksberg. Men der er grund til at tage udtryksmidlerne alvorligt, skriver Kurt Strand.
Umiddelbart virkede statsminister Mette Frederiksen (S) upåvirket af den højlydte utilfredshed foran Retten på Frederiksberg. Men der er grund til at tage udtryksmidlerne alvorligt, skriver Kurt Strand. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

”HVORFOR LYVER METTE?”, stod der på et af skiltene, da blandt andre forhenværende minkfarmere demonstrerede foran retsbygningen på Frederiksberg torsdag. ”Ind med Slette Mette,” lød teksten på et andet skilt med statsministeren placeret bag tremmer. Og på et tredje: ”’Uvidenhed’ fritager ikke for ansvar.”

Demonstrationen var ikke stor, men larmende. Så meget, at den socialdemokratiske statsminister Mette Frederiksen (S) havde svært ved at høre spørgsmål fra nysgerrige journalister, da hun var på vej ind til afhøring i den såkaldte minkkommission. Umiddelbart virkede hun upåvirket af den højlydte utilfredshed, og de demonstrerende får næppe meget mere end få sekunders tv-tid ud af deres bestræbelser.

Alligevel er der grund til at tage ikke bare deres synspunkter, men også udtryksmidlerne alvorligt. For som Socialdemokratiets rets-, kultur- og medieordfører, Kasper Sand Kjær, noterede i ”Debatten” på DR 2 senere samme dag: ”Retorikken er blevet værre og værre fra de borgerlige partier. Når vi politikere rykker grænserne for, hvordan vi taler, så rykker vi også grænserne ude i befolkningen.”

Det Konservative Folkepartis Rasmus Jarlov ville ikke anerkende, at kritikken af regeringen skulle være årsag til den uforsonlige tone hos demonstranterne. Men, føjede han til:

”Jeg tror heller ikke, at folk bryder sig om, at der er så meget skænderi i politik.”

Hvad Jarlov selv har tænkt sig gøre for at lave om på det, fremgik desværre ikke. For det er unægtelig et problem, at sprogbrug og andre virkemidler i den offentlige debat frastøder mange. Som tidligere nævnt på denne plads, viser en nylig undersøgelse blandt 560 16-25-årige, at to ud af tre er helt eller delvist enige i, at holdningerne og tonen online – dér, hvor en stor del af den offentlige debat foregår – er så ekstreme, at omkring 60 procent afstår fra at være med.

Tilbage bliver dem, som har det fint med at kaste skidtspande i hovedet på hinanden. Og hvor evnen til at lytte med henblik på dialog synes at være helt fraværende. Ikke just opløftende, og måske var det bare en lille forsmag, der blev rørt op ved minkdemonstrationen torsdag.

For uanset hvad kommissionen konkluderer, når den er færdig med sit arbejde til foråret, synes fortsat strid om minkaflivningen at være uundgåelig. De tidligere avlere kommer næppe til nogensinde at acceptere beslutningen om aflivning i november sidste år. Og blandt de borgerlige partier gør mere end et års hårde beskyldninger mod regeringen det formentlig svært at dæmpe retorikken og kritikken.

Striden vil være intakt. Splittelsen mellem ”dem” og ”os” ligeså. Og minksagen vil formentlig indskrive sig i den politiske historie som et eksempel på det, DR’s tidligere nyhedsdirektør og nuværende leder af Constructive Institute i Aarhus, Ulrik Haagerup, kalder ”Den næste pandemi”. Den er nemlig også en virus, der breder sig. Ikke med snue, feber og ømme muskler. Men med voksende polarisering.

Kurt Strand er journalist og underviser.