”Undskyld mig – men hvad dælen bilder de sig egentlig ind?”, står der over billedet, som er lagt på det sociale medie Facebook. Søren Pape Poulsens (K) stålsatte øjne og nedadvendte mundvige understøtter budskabet. Han er, efter eget udsagn, ”ærlig talt rystet”, over et afsnit af TV 3-programmet ”Luksusfælden”, hvor kontanthjælpsmodtageren Imad ikke vil tage et job som skraldemand.
Den konservative formand er ikke alene – hverken over at være rystet over Imad, eller når det kommer til at være en politiker, der lægger billeder af sig selv på de sociale medier, hvor et billede helt tæt på ansigtet skal afspejle en kontant politisk udmelding. Hele det politiske spektrum er repræsenteret her: Politikere fra Pernille Vermund (NB) til Pia Olsen Dyhr (SF) smiler, surmuler og raser sig alle igennem den politiske dagsorden.
Af statsminister Mette Frederiksens (S) seneste 50 Facebook-opslag er 12 af dem billeder af landets øverste leders ansigt helt tæt på, der udtrykker enten misbilligelse eller glæde.
Effektivt virkemiddel
Ifølge Benjamin Rud Elberth, der lever af at rådgive politikere og politiske organisationer om deres digitale kommunikation, er det ikke overraskende, at de sociale medier er ved at koge over af politikernes følsomme ansigter:
”Det er et ekstremt effektivt virkemiddel – og det har politikerne fået at vide masser af gange af folk som mig. Det, de måske ikke har fået med, er, at effektive virkemidler skal doseres, ellers risikerer man at udvande substansen,” siger han.
Billeder af ansigter, gerne helt tæt på, bliver belønnet af Facebook og andre sociale mediers algoritmer. Det betyder, at de bliver vist til mange flere mennesker end andre billeder.
”Man kan efterhånden få indtryk af, at politikerne har mapper med forskellige reaktioner, cirka svarende til de seks muligheder for at reagere man har på Facebook: Synes godt om, elske, vrede, ked af det, omsorg og overraskelse. Det er den absolut laveste fællesnævner,” siger han.
Forfladiger den demokratiske samtale
Mads Kæmsgaard Eberholst er studielektor på institut for kommunikation og humanistisk videnskab på Roskilde Universitet og forsker i digitale og sociale mediers samspil med demokratiet.
”Lad mig sige det lige ud: Jeg kan ikke pege på et eneste positivt træk ved moderne politikeres brug af sociale medier,” siger han.
Ifølge ham gør den stigende brug af kanaler som Instagram og Facebook det muligt for politikerne at tale direkte til deres vælgere, uden at møde nogen form for kritik eller modspil.
”Og det er nok meget ønskværdigt for dem selv. Men i samspil med det faktum, at flere og flere ministre kun giver skriftlige svar til journalister i stedet for at lade sig interviewe, så vil jeg kalde det et demokratisk problem,” siger han.
De simple ansigtsudtryk koblet med politiske slagord skal, mener Mads Kæmsgaard Eberholst, nok nærmere ses som en måde at kommunikere effektivt med kernevælgere end noget egentlig forsøg på nuanceret politisk samtale.
”Det ender med at være skævvridende, hvis den politiske samtale skal foregå på sociale medier på den her måde. Og det foretrækker politikerne, fordi de så selv kan redigere og styre budskabet, uden at det bliver udfordret. Det kan blive sort-hvidt og forfladiget,” siger han.
Selfien er infantil
Sognepræst og debattør Sørine Gotfredsen kan heller ikke betegnes som tilhænger af fænomenet.
”Jeg tror, det var den nu afdøde teolog og biskop Jan Lindhardt, der sagde, at vi bevæger os væk fra at være et ordsamfund tilbage til at blive et billedsamfund,” siger hun.
”Det kan være meget nærliggende og meget fristende i denne digitale tidsalder at reproducere sig selv ved for eksempel at tage et billede, men det overfladiske og det kropslige er let at manipulere med, mens de ord, man siger, afspejler noget sandt og indre, som ikke lader sig fornægte,” siger hun.
Ifølge hende er de fleste moderne politikere ikke mennesker af ordet, og derfor er den nuværende udvikling ikke overraskende.
”Man går væk fra det avancerede, det intellektuelle og det krævende sprog. Tag bare statsministerens åbningstale, rene helsætninger afbrudt af hyppige punktummer. Budskabet skal være så hurtigt og nemt at afkode som muligt. Man vil have den størst tænkelige effekt. Og det må man sige, at billeder, hvor man ser sur eller glad eller vred ud, giver,” siger Sørine Gotfredsen.
”Selfien er et infantilt udtryk for, at man ikke ærer sproget. Sproget er broen mellem mennesker, sproget er guddommeligt. Politikere skal, igennem deres sprog inspirere os, deres vælgere, med deres visioner for det samfund, vi skal have. Der er ikke meget vision i et billede, hvor man ser sur eller glad ud,” fortsætter Sørine Gotfredsen.
Laveste fællesnævner
Om udviklingen er kommet for at blive er svært at sige. Kommunikationskonsulent Benjamin Rud Elberth anfører, at det formodentlig mest er journalister og andre mennesker, der interesserer sig for politisk kommunikation, der på nuværende tidspunkt bider mærke i stigningen og er ved at nå et mæthedspunkt.
”De fleste Facebook-brugere ser ikke kun politikeransigter, de ser alt muligt andet indhold sammen med politikeransigterne, så de er næppe lige så trætte af det som du og jeg. Men når først meningsdannere og andre begynder at reagere på noget, så plejer det at sprede sig,” mener han.
”Hvis man fortsætter med at tage så mange billeder af sit eget ansigt som en politisk kommunikationsstrategi, så kan det godt være, at man fortsat kommer langt ud på de sociale medier, men på et tidspunkt bliver det også gennemskueligt og trættende. Hvis man fortsat går efter laveste fællesnævner, så risikerer man, at det kun er dem, der er interesseret i den laveste fællesnævner, der er tilbage til sidst,” siger Benjamin Rud Elberth.