”Det passer altså ikke!”. Det er ikke ordenes indhold, der rammer hende, men den hårde og nedladende tone, det er sagt i.
Vi er på Moesgaard Strand. Min datter og jeg er på vej over asfalten hen til isboden for at finde et toilet. Min datter kryber sammen og skutter sig lidt ind til mig. Jeg vender mig undrende rundt og får øje på en gråhåret, ældre dame, der må have hørt, at min datter lige forinden sagde noget, hun åbenbart ikke skulle have sagt.
For det er en varm sommerdag, den sorte vej brænder hendes små fødder, så min datter siger ”Jeg kan altså ikke gå på den her asfalt.”
Det er først, da vi når frem til det toilet, der viser sig slet ikke at være der, at jeg opdager, at min datter er blevet tavs og indesluttet. Hun er bange for, at vi møder damen igen på tilbagevejen. Jeg siger til hende, at nogle mennesker bare kommer med dumme kommentarer. Det skal hun ikke tage sig af. Men min datter har ret. På vej tilbage konfronterer den ældre dame os igen. Børn er slet ikke hårdføre nok nu til dags, fortæller hun mig. De kan ikke holde til noget.
Her flyder bægeret desværre over for mig. Jeg mærker en instinktiv trang til at forsvare min datter og overfuser damen med en bemærkning om, at gamle damer nu til dags til gengæld ikke fatter noget som helst.
Den nat lå jeg vågen i timevis. Delvist i et forsøg på at analysere, hvad i alverden der er på færde her. Delvist i selvopgør med mit krakelerede selvbillede af mig selv som forbillede for min datter. Det sidste er privat, så det skal jeg spare jer for, men det første, analysen, har almen karakter, så den deler jeg gerne.
Så hvorfor er det, at damens kommentar får lov at fylde så meget i mit sind? Jeg ser to grunde. For det første fordi bemærkningen prikker til en grundlæggende usikkerhed om, hvorvidt jeg gør det godt nok som forælder. Jeg har jo præcis samme stemme inde i mig. Som synes, at min datter er for pivet og pjevset, og at jeg burde hærde hende, så hun kan holde til noget modstand. Med andre ord bærer kommentaren brænde til det bål af kolossale forventninger og idealer min generation har til forældrerollen i dag. Er jeg for blød? Er jeg for curlende? Formår jeg ikke at sætte rammer nok for mit barn?
For det andet er der det interessante problem, at bemærkningen kommer i form af en sammenbidt stikpille, som jeg ikke i tide når at sige fra over for. Havde hun overfuset min datter i alles påhør, havde jeg været på pletten og afværget angrebet i situationen. Men damen leverer i stedet sin kritik afdæmpet til mig som forælder, og så kun jeg kan høre det.
Jeg har oplevet lignende episoder så mange gange nu, at jeg mener at have empirisk belæg for følgende analyse: Hvor ældre mænd i bedsteforælderalderen kan finde på at komme med højlydt og brovtende skældud direkte til børn, de ikke bryder sig om, kommer ældre damer i samme alder med formanende stikpiller til forældrene om, hvordan de bør opdrage deres børn. Det første har vi lært at sige fra overfor. De gamle sure mænds tid er forbi. De kommer i de her situationer selv til at fremstå som et latterligt levn fra gamle dage. Men børneopdragelse er stadig de ældre damers domæne. Der er jo en grund til, at jeg ikke bare føler, jeg kan affeje hendes kritik. Hun ved jo bedre. Hun har selv haft børn. Og jeg er nybegynder og endda mand, så hvad ved jeg?
Jeg har endnu ikke én gang fået sådan en formynderisk kommentar fra en ældre mand. Det har altid og uden undtagelse været fra damer. Det er da bemærkelsesværdigt. Er jeg virkelig den eneste, der har denne erfaring?
Jeg kunne ønske mig en art MeToo for forældre, der har oplevet det samme, så vi kunne se, om der er hold i analysen, eller om jeg bare er et mandschauvinistisk fjols med behov for at retfærdiggøre mig selv.
Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer, ph.d. Christian Hjortkjær, famlierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.