FORMAND FOR LANDSFORENINGEN af Menighedsråd Inge Lise Pedersen er så venlig den 7. maj at kommentere mit indlæg fra den 29. april, samtidig med at hun ikke svarer på de spørgsmål, jeg ellers synes, jeg fik formuleret meget klart.
Vi tager lige hovedspørgsmålene igen: Hvilket problem er det, man vil løse med den nye omstrukturering af ledelsen for de tre institutioner, pastoralseminarierne i København og Aarhus samt Teologisk Pædagogisk Center, TPC (tidligere bedre kendt som Præstehøjskolen) i Løgumkloster? Og hvorfor lægger man ikke de nye tiltag ud til debat i det offentlige rum?
En debat kunne jo risikere at bringe synspunkter og argumenter ind, man ikke selv havde set i første omgang. Medmindre man er helt enormt klog.
I stedet for at svare på disse spørgsmål bringer Inge Lise Pedersen en gennemgang af bestyrelsens arbejdsproces, som Pedersen ikke synes, man sådan kan udsende pressemeddelelser om, hver gang bestyrelsen har holdt møde, som hun skriver.
Prøv at droppe de lidt nedladende bemærkninger og gå ind på synspunkterne i stedet for, det er ikke smertefuldt.
Der er mig bekendt ingen på de tre institutioner, heller ikke min egen ringhed, som hylder et eller andet princip om, at alting altid skal være, som det altid har været.
Men hvis en overordnet ledelse i en organisation vil forandre noget, der kører godt (og det gør TPC, jeg skal ikke kloge mig på de andre organisationer), er det meget uklogt, hvis man ikke tydeligt tilkendegiver, hvorfor man vil forandre.
Her har man fra dag ét haft en dagsorden om, at de tre institutioner skulle lægges sammen under en ledelse, og det forhold har ikke været til diskussion, det ved enhver, som har prøvet at få en sådan.
Det eneste, der er kommet frem i debatten nu, er så en genfremsættelse af nogle påstande om, at der var brug for forandring, og at med de nye forandringer kommer det hele til at køre meget bedre.
Her i Kristeligt Dagblad har både Asger Baunsbak-Jensen og jeg beskrevet den nye struktur og de ganske klart formulerede betænkeligheder, vi og andre venlige folk har i den anledning.
De forhold går Inge Lise Pedersen ikke ind på, det kan enhver konstatere ved at sammenholde indlæggene. Det er forstemmende, at man ikke ønsker en debat, men smart nok venter med at offentliggøre det hele, til ministeren har godkendt det. For det var først efter denne godkendelse, at bestyrelsens beslutning kom ud læg venligst mærke til det forhold.
Først bestyrelsesmøderne, så ministergodkendelsen og derefter offentliggør man sin beslutning. Dermed var debatten jo naturligvis uden mulighed for nogen som helst reel indflydelse, for beslutningen var taget og godkendt. En sådan fremgangsmåde kan kun beskrives som lukket.
Mikkel Wold er sognepræst ved Marmorkirken i København og lektor ved Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster