”Sparker I ikke åbne døre ind?,” spørger en kollega. Hun læser med på udkastet til indholdet af tre minifilm, som jeg sammen med migrant- og sognepræst Birgitte Rosager Møldrup arbejder på at få produceret, henvendt til engelsk-, arabisk- og farsitalende kristne. Filmene forsøger at forklare aspekter af folkekirken i et grundtvigsk perspektiv, og den ene af filmene har arbejdsoverskriften: ”Hvorfor er præsten ligeglad med, hvem du går i seng med?”.
Jeg forstår fuldstændig, hvad min kollega mener. Forestillingen om, at præsten skulle være berettiget til at mene noget om (og i det hele taget interessere sig for), hvem (mand, kvinde, trans, nonbinær, gift, ugift, gift med en anden) eller hvor mange man må gå i seng med, er meget fjern fra den teologiske virkelighed, jeg befinder mig i. Men for det første er der temmelig mange steder og sammenhænge, hvor den forestilling ikke er spor fjern. Og for det andet eksisterer der den misforståede opfattelse, at når teologer som mig selv er temmelig uinteresserede i, hvem andre mennesker går i seng med, er det, fordi vi er sekulariserede og således ikke rigtig tager kristendommen alvorligt. Jeg tror derfor, det er på tide med et teologisk forsvar for fri sex.
Mit forsvar har form af et angreb. For forklaringsproblemet befinder sig hos dem, der mener sig berettigede til at blande sig. Jeg er med på, at vi har at gøre med nogle urstrukturer i menneskehedens lange kultur- og samfundshistorie, men det gør dem ikke mindre besynderlige: Hvorfor vil man dog sætte rammer op for voksne menneskers sexliv? Hvorfor er sex og seksualitet et så politisk eller magtrelateret område?
Spekteret spænder vidt: lige fra kvinder i Iran, der bliver banket ihjel, fordi man kan se, at de har hår på hovedet, til ligestillingsdiskussioner i Danmark om, hvorvidt orgasmer bør være ligeligt fordelt mellem kvinder og mænd. I Indonesien er der netop rejst et lovforslag om at forbyde sex før ægteskabet (som et værn mod "vestliggørelse"), og i Italien vil den nye regering med Giorgia Meloni i spidsen "normalisere" familien, hvilket betyder far, mor og børn. Men også i frisindede Danmark findes der jo besynderlige politiske begrænsninger: Prøv for eksempel at forestille dig, hvordan det er at være kone nummer to til de tolke, der blev reddet ud af Afghanistan og ind i Danmark – men kun med én kone? For sådan er de juridiske normer nu engang her hos os: Ægteskab er et tosomhedsanliggende, (og så må du knalde udenom for resten). Jeg er klar over, at modstanden mod flerkoneri hænger sammen med en modstand mod en patriarkalsk samfundsstruktur og i den forstand er et frigørelsesanliggende, men hvis bare der var ligestilling på området, er der vel ikke nogen god politisk grund til, at ægteskabet ikke kunne involvere flere end to?
Teologisk er der – som jeg ser det – ingen begrundelser for at mene noget om andre menneskers sex- og kærlighedsliv. ”Der findes ingen kristen etik,” som K.E. Løgstrup sagde. Der findes ingen gudgivne normer for, hvordan man skal leve for at leve "rigtigt", men der findes et bud om at elske næsten som sig selv, og der findes en uudtalt fordring om at tage vare på næstens liv. Dette betyder, at sex ikke kan være en fornøjelse og nydelse på et andet menneskes bekostning, men derudover må man altså selv finde ud af det. Og forhåbentlig glæde sig – og andre – derved.
Men sparker jeg ikke åbne døre ind? Er alt dette ikke sagt før? Jo. Men væsentlige pointer skal gentages med et par generationers mellemrum, for menneskeheden er en glemsom slægt. På samme måde som man flere steder i verden er i gang med at glemme betydningen af ytringsfrihed eller af et frit demokrati, er der også behov for at gentage, at kristendommen ikke kan bruges i et forsvar for at holde styr på menneskers sexliv. Det klarer man i øvrigt også mange steder ganske fint – må man tørt tilføje – uden hjælp fra kirken: Se bare den udstilling, der netop er åbnet på Kunstforeningen Gl. Strand i København, der blandt andet viser portrætfotografier af lesbiske kinesere. At dette skulle være kontroversielt, (for at beskytte de portrætterede må man ikke tage fotos af værkerne), må man da i grunden virkelig undre sig over. Hvad rager det nogen, hvem disse kvinder elsker?
Inden for en grundtvigsk tradition har man længe været meget ligeglad, og derfor har man heller ikke taget emnet op. Men det tror jeg, man er nødt til. For der findes en voksende rigdom af (mis-)former for teologier, der på livsfornægtende og undertrykkende vis vil føre kontrol med menneskers sexliv, og mange steder i verden danner disse teologier parløb med den politiske magt. Når man som grundtvigsk teolog taler dette imod, har det imidlertid intet at gøre med, at man ikke tager kristendommen alvorligt. Det har tværtimod at gøre med, at man gør det.
Kirkeligt set skrives på skift af generalsekretær for Caritas Danmark Maria Krabbe Hammershøy, leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør af Grundtvigsk Tidende Ingrid Ank, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter og lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck og sognepræst Marie Høgh.