Hvornår blev cirkus et fyord?

Der er åbenbart en generel opfattelse af, at så snart politik er forbundet med ballade, så er det et "cirkus". Men selvom et cirkus er nødt til at have en let tilgang til livet, bør der ikke følge negative associationer med, skriver Lars Godbersen

Vi burde i mine øjne hylde cirkussene for deres ret enestående logistiske evner. De er de eneste der kommer helt derud i vandkanten, hvor hverken politikere eller journalister gider komme, skriver Lars Godbersen.
Vi burde i mine øjne hylde cirkussene for deres ret enestående logistiske evner. De er de eneste der kommer helt derud i vandkanten, hvor hverken politikere eller journalister gider komme, skriver Lars Godbersen. Foto: Ida Guldbæk Arentsen.

”Igen i år bliver Allinge på Bornholm forvandlet til noget, der kan minde om et politisk cirkus.”

Sådan skriver dagbladet Politiken den 11. juni om det årlige folkemøde på Bornholm. Ekstra Bladet skriver den 30. maj om ”Brøndbys store sommer-cirkus”, der handler om det kaos af spillerhandler, som fodboldklubben skal igennem i det kommende transfervindue.

Den 31. marts udgiver Fagbladet 3F en artikel under overskriften ”Chauffører og vognmænd fanget i politisk cirkus om Uber”.

Tre eksempler på ubetinget negativ brug af cirkusbegrebet. Eksemplerne er talrige, hvor især udtrykket ”politisk cirkus” dukker op gentagne gange. Der er åbenbart en generel opfattelse af, at så snart politik er forbundet med ballade, postyr eller sågar anarki, så er det et cirkus. Den præmis accepterer Cirkusdirektørforeningen ikke.

Foreningen er en sammenslutning af de syv største danske cirkus, og foreningen har blandt andet til formål at fremme cirkus som kulturfænomen i Danmark. Når især medierne gang på gang fisker cirkusbegrebet frem til at forklare enhver uorganiseret situation, er de med til at underminere det arbejde, de danske cirkus præsterer ude i landet.

Man kan ikke tillade sig at generalisere over en hel branche, hver gang man forsøger at udtrykke sig negativt om noget, der er forbundet med en grad af mangel på organisering. Forsøger man sig i stedet med andre kulturudtryk som ballet eller poesi, får udtrykket en helt anden værdi.

Når ”politisk cirkus” bliver til ”politisk ballet”, er vi slet ikke i tvivl om, at der tale om noget elegant, yndefuldt eller velstruktureret.

Hvis man læser udsagnet ”det er et cirkus”, så er der med det samme en negativ associering. Laver vi det om til ”det er poesi”, så er det straks smukt, stemningsfuldt eller følelsesladet. Alle, der har læst bare en lille smule poesi, ved, at poesi sagtens kan være langt mere uorganiseret, uklart og kaotisk end selv de vildeste cirkusforestillinger.

Men er cirkussene ikke uorganiserede og til tider forbundet med postyr? Jo, selvfølgelig.

Cirkus er nødt til at have en let og interimistisk tilgang til livet, men det betyder ikke, at der skal følge negative associationer med. Få institutioner gør som cirkus en dyd ud af at rejse land og rige rundt for at begejstre publikum med deres evner – også helt derude i vandkanten, hvor ingen andre gider komme.

I forbindelse med den nomadetilværelse som cirkussene lever i, når de besøger over 150 byer på en sæson, vil det uundgåeligt blive en smule kaotisk i løbet af en sommerturné med hundredvis af kilometer på landevejen, hvor dyr, artister, telte, vogne og andet materiel skal fragtes rundt.

Men det retfærdiggør ikke, at danske meningsdannere og debattører konstant forbinder cirkus med dårlige værdier. Tværtimod burde vi i mine øjne hylde cirkussene for deres ret enestående logistiske evner. De er de eneste der kommer helt derud i vandkanten, hvor hverken politikere eller journalister gider komme.

Lars Godbersen er bestyrelsesmedlem i Cirkusdirektørforeningen