Prøv avisen
Etisk set

Hvornår kan en patient sige nej?

Hvornår kanen patient sige nej, eller hapana? Det kan patienten selvfølgelig, så tit hun vil og mener det. Hvis hun bliver spurgt. Hvis der er et alternativ til at sige ja tak. Det er der i Danmark, men ikke altid i Tanzania - og det er for dårligt, skriver Lillian Bondo

Hvornår kanen patient sige nej, eller hapana?

Det kan patienten selvfølgelig, så tit hun vil og mener det. Hvis hun bliver spurgt. Hvis der er et alternativ til at sige ja tak. For eksempel nej eller ja til, at der er en observatør uden nogen sundhedsfaglig opgave med til det forløb, patienten gennemgår.

Det er fuldkommen selvfølgeligt at spørge om dette i en dansk kontekst – ofte i en mere overordnet kommunikation, der kunne lyde: ”Xkøbing Sygehus er et uddanelsessted for læger, sygeplejersker, jordemødre og andre sundhedsprofessionelle, og du vil derfor under din indlæggelse kunne komme ud for, at en studerende har opgaver i forbindelse med din indlæggelse. Den studerende vil altid være under supervision, så kvaliteten af din behandling er lige god, hvem der end yder den.”

De fleste siger velkommen til den studerende. Vi er et tillidsfuldt folkefærd, og vi har også grund til at være det. Vi ved, at dette kan være vejen til et godt studium og en engageret fremtidig sosu-assistent, fysioterapeut eller læge. Vi ved også, at vi kan sige nej.

Men ved den fødende kvinde på en alt for travl fødeafdeling i Tanzania, hvor en virksomhed har solgt ”praktikophold” til unge mennesker, der ønsker sig at blive jordemødre, at hun kan sige hapana, nej tak, til at have en uuddannet ung dansker til stede – somme tider måske som den eneste hjælp?

Nej, det gør hun nok ikke. Og hvor skulle kvinden dog også finde kræfterne til at sige nej til netop den eneste hjælp, der kan nå at være til stede, når barnet finder på at komme til verden på et tidspunkt, hvor den uddannede jordemoder står ved en eller flere andre fødsler?

Lidt må da være bedre end ingenting.

Det er det muligvis indimellem, men det kan faktisk også godt være værre.

Måske får den uuddannede trukket forkert i barnet. Måske kommer han eller hun til at opmuntre til at presse, hvor det havde været bedst for kvinden ikke at presse aktivt med. Der hvor man uddanner jordemødre efter internationalt anerkendt model – der er der øjne på alt, hvad den jordemoderstuderende skal lære om, gøre efter, gøre selvstændigt. Der er grundig træning på fantomer, før man udfører sin jordemodergerning superviseret, med jordemoderhænder uden på de første gange. Efterhånden som uddannelsen skrider fremad, med stigende kompleksitet, står den studerende også med stigende kompetence. Men altid superviseret frem til autorisationstidspunktet.

At kaste et ungt menneske ud på dybt vand og regne med, at han eller hun ikke alene kan svømme, men også kan redde ét, ja, to andre mennesker i første forsøg, det er ikke i orden, hverken for patienten eller for den unge.

Det går antagelig godt et antal gange. Der er sikkert også tilfælde, hvor patienten er blevet spurgt.

Men der er desværre også beretninger, der fortæller om omgang med liv og død på niveauer, som man ikke skal kastes ud i uden sikkerhedsnet og mulighed for konsekvent læring.

Jeg har ikke noget mod, at bureauer tjener penge på at arrangere rejser for unge mennesker, der vil hjælpe i lande, hvor hjælp behøves, men jeg tænker, at vi på livsvigtige felter inden for sundhedsomsorg kunne gøre det bedre i Danmark ved at sikre præ-uddannelsespraktik herhjemme – og så sende næsten færdige studerende/uddannede ud i særlige forløb med uddannelsessteder i for eksempel Tanzania – og hente deres studerende/uddannede til uddannelsesforløb i Danmark. Det kan hjælpe begge veje – selvfølgelig under forudsætning af fuld patientinddragelse!

Ja eller nej – ndio eller hapana! Uanset hvad, så skal der gives god omsorg.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff, velfærdspolitisk chef i Cepos og medlem af Det Etiske Råd Mia Amalie Holstein og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.

At kaste et ungt menneske ud på dybt vand og regne med, at han eller hun ikke alene kan svømme, men også kan redde ét, ja, to andre mennesker i første forsøg, det er ikke i orden, hverken for patienten eller for den unge

Lillian Bondo