Einar Fog-Nielsen skal have stor tak for sin afdækning af indholdet i præsternes begravelsestaler, sådan som det er blevet skrevet om i Kristeligt Dagblad. Han har gennemgået 927 begravelsestaler, og i kun 75 af dem indgår emnet "opstandelse og det evige liv" klart. Hans konklusion er, at mange præster har svært ved at sætte ord på livet efter døden. Han tror, at det skyldes hensyntagen til danskere, som kan have en anden opfattelse. Præsterne "vil nok nødig komme til at slå skår i nogles opfattelser, og de kan komme til at ødelægge noget..." Fog-Nielsen mener, at folkekirken godt kan være det bekendt. Han mener, at præsternes budskab "når igennem til tilhørerne og at der er et håb at gå hjem med".
Jeg synes, at Fog-Nielsens analyse afslører et stort problem i den danske folkekirke. Det er intet mindre end en falliterklæring for os som kristne præster, hvis ikke vi kan eller tør tale konkret om opstandelsen og det evige liv. Det afgørende er jo ikke bare, om præstens budskab "når igennem" og giver "et håb at gå hjem med". Det afgørende er, hvilket budskab der når igennem, og hvilket håb der er at gå hjem med. Derfor er mit spørgsmål: Hvornår lykkes en begravelsestale?
Er den kun vellykket, hvis præsten ikke har slået skår i tilhørernes opfattelser? Skal vi bare lade folk blive i deres egne opfattelser – for eksempel reinkarnation og alles frelse – hvis det i virkeligheden er vildfarelser? Jeg ved selvfølgelig godt, at der er nogle præster, der hævder, at "alles-frelse-læren" er bibelsk kristendom. Men så kan vi jo vende den om og spørge: Hvis der sidder nogle på kirkebænken og anfægtes af fortabelsens mulighed, og præsten er af den opfattelse, at der ingen fortabelse er, er præstens tale så lykkedes?
Naturligvis er begravelsessituationen ikke stedet for polemik, unødig konfrontation og fremførelse af alt det tunge skyts fra dogmatikken. Men netop en begravelse må være stedet at forkynde opstandelse og evigt liv som det konkrete, kristne håb, vi må klynge os til i dødens stund. Ellers har jeg misforstået noget.
Forudsætter evangeliet ikke, at der er noget, der skal gå i stykker, før vi kan gribe det sande kristne håb? Kunne det ikke være målestokken for en vellykket begravelsestale, at den giver tilhørerne anledning til at revidere egne opfattelser i lyset af det kristne håb om opstandelse og evigt liv?
Jesus var ikke ligefrem den, der strøg folk med hårene. Mange ting gik i stykker hos dem, der mødte ham. Det måtte ske, for at de kunne tage imod det nye, han kom med.
Den lutherske skelnen mellem lov og evangelium er netop udtryk for det bibelske ærinde, at alle vore egne menneskeskabte forestillinger skal afsløres og slås i stykker, så der kan blive åbenhed for at høre det befriende evangelium, som vi ikke kan sige os selv?
Gør vi præster ikke vort folk en bjørnetjeneste, hvis vi ikke vil række dem dette anderledes og frigørende budskab – også ved begravelser? Hvis ikke vi gør det, hvem gør det så?
Morten Mouritzen,
sognepræst i Vinding-Vind Pastorat,
Præstevejen 5,
Sørvad