De senere år har den kirkehistoriske forskning kastet nyt lys over Hans Fuglsang-Damgaard, der var Københavns biskop 1934-60. Det er også kommet Kristeligt Dagblads læsere til gavn, ikke mindst ved omtale af Martin Schwarz Laustens glimrende bog om ”Biskoppen og jødeforfølgelsen” (2020).
Mens dette arbejde stod på, arbejdede jeg i Baptistkirkens arkiver, hvor jeg stødte på et ukendt aspekt ved Hyrdebrevet fra oktober 1943. Af disse kilder fremgår, at Hyrdebrevet skulle have været udsendt og oplæst samme søndag i frikirkerne.
Inden jeg kommer hertil, skal nogle træk ved Hyrdebrevet fremhæves. Efter samlingsregeringens tilbagetræden den 29. august 1943 var der ikke noget bolværk mellem nazisterne og de danske jøder. I løbet af tre uger blev det af den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark Werner Best og Adolf Hitler besluttet, at danske jøder skulle deporteres. Derfor iværksatte nazisterne natten til den 2. oktober 1943 jagten på danske jøder. Det var heldigt, at den forestående jødeaktion blev lækket til nogle få socialdemokrater. Derfor lykkedes det ved en storstilet aktion at sejle de fleste jøder over Øresund til Sverige. Over 7000 blev reddet, knap 500 blev sendt til tyske lejre, primært Theresienstadt, hvor 52 omkom.
Biskop Fuglsang-Damgaard havde set deportationen komme. Allerede den 29. september protesterede biskopperne via Hyrdebrevet, der skulle oplæses fra landets prædikestole søndag den 3. oktober.
Protesten mod nazisternes overgreb på jøderne blev samme dag stilet til de tyske myndigheder gennem departementschefstyret. Hyrdebrevet begyndte: ”Overalt, hvor der rejses forfølgelse af jøder som sådanne af racemæssige eller religiøse grunde, er det den kristne kirkes pligt at protestere.”
I Hyrdebrevet blev der anført tre grunde: Fordi Jesus Kristus er født som jøde, fordi forfølgelse af jøder strider mod det menneskesyn, der følger af det kristne evangelium, og fordi det strider imod den retsbevidsthed, der råder i det danske folk, og som er nedfældet i vor dansk-kristne kultur gennem århundreder.
Hyrdebrevet sluttede: ”Der findes hos den danske kirkes ledere en klar forståelse af vor forpligtigelse til at være lovlydige borgere, som ikke utidigt sætter sig op mod dem, der øver myndighed over os, men samtidig er vi i vor samvittighed bundne til at hævde retten og protestere imod enhver krænkelse; derfor vil vi i givet fald utvetydigt vedkende os ordet om, at vi skal adlyde Gud mere end mennesker.”
Skrivelser i Baptistkirkens arkiv viser, at kirkens daværende næstformand, pastor Frederik Bredahl Petersen, på vegne af ledelsen sendte tre ”Fortrolige Skrivelser” til menighederne. De blev sendt via præsterne og forklarede, hvorfor Hyrdebrevet ikke kom rettidigt ud til frikirkerne. Han skrev, at tiden havde været knap, hvis Hyrdebrevet skulle nå ud til sognene til den 3. oktober, og da det ikke lørdag eftermiddag var muligt at få distribueret ”Opraabet” gennem postvæsenet, sikrede Fuglsang-Damgaard sig, ”at 50-60 studenter cyklede over hele København og Sjælland med skrivelsen”. Bredahl Petersen fortsatte: ”Skrivelsen var i koncept beregnet på at skulle have andre trossamfunds medunderskrift. Biskoppen hævdede, at der ikke blev tid til at sikre disse, hvorefter skrivelsen udgik i Folkekirkens navn.”
Allerede mandag den 4. oktober henvendte pastor N. Mann, Metodistkirken, og Bredahl Petersen sig på frikirkernes vegne til Fuglsang-Damgaard. De glædede sig over, at Hyrdebrevet blev oplæst om søndagen i folkekirken, men samtidig ”beklagede vi overfor ham, at der ikke var sket en henvendelse til frikirkerne, så vi kunde have optrådt i fællesskab som danske kristne såvel overfor den tyske regering som overfor befolkningen”.
Den anden ”Fortrolige Skrivelse” indeholdt selve Hyrdebrevet. Herunder skrev Bredahl Petersen til kollegerne: ”Jeg henstiller, at vi lader ovenstående oplæse i vore kirker søndag den 10. okt. 1943 som et udtryk for, at vor stilling er den samme som Folkekirkens overfor forfølgelsen af jøderne, samt som forkyndelse angående vort syn på dette spørgsmål, menneskerettigheder, nordisk og kristen retsopfattelse – samt at vi lader den mangfoldiggøre i et godt antal eksemplarer til fri uddeling i kirkerne, så vore medlemmer og gudstjenestedeltagere er med til at sprede oplysning om den kristne menigheds stilling samt at tildanne den offentlige opinion.”
Den tredje skrivelse havde overskriften ”Frikirkernes Stilling til Protesten imod Jødeforfølgelsen”. Heraf fremgik, at pastor Mann og Bredahl Petersen havde sammenkaldt alle frikirkernes præster i København den 6. oktober for at drøfte, hvordan frikirkerne burde handle den følgende søndag. Præsterne kunne ikke enes om en fælles holdning.
Bredahl Petersen skrev: ”Flere følte, at nu bagefter ville en selvstændig protest være af for ringe betydning som hjælp for jøderne – ville åbenbare, at Folkekirken og frikirkerne ikke handlede i fællesskab, samt medføre en betydelig risiko for vore kirkers missionsarbejde.”
Andre bemærkede, ”at det havde været ligeså naturligt for Folkekirken og os at protestere, da det var andre danske statsborgere, der blev arresteret og nægtet grundlovsmæssige rettigheder, som kommunisterne, de internerede af den 29. august [politikere, kunstnere mv.] og i øvrigt imod landets besættelse. At der var repræsentanter for den anskuelse, at vi overhovedet intet skal gøre ved den slags ting som kristne og kirker, men tie, lide og vente, nævner jeg kun for fuldstændighedens skyld, og det vil enhver forstå, der kender de forskellige kristnes indstilling.”
Bredahl Petersen prøvede herpå over for de andre frikirker med det forslag, han havde tilsendt sine kolleger. Til dem havde han skrevet: ”Jeg henstiller, vi lader Hyrdebrevet oplæse i vore kirker. Det vil være på linje med, hvad alle danske baptister føler.” Herom kunne der heller ikke opnås enighed. Resultatet blev, at vi lod ”hvert frikirkesamfund handle efter eget skøn”.
Bredahl Petersens tre skrivelser nåede ikke til Bornholm inden søndag den 10. november. Om lørdagen skrev Aage Wenzzel, Bredahl Petersens kollega på øen, et brev, hvori han udtrykte sin skuffelse over intet at have hørt fra ledelsen: ”Jeg har ventet meget på et par ord fra dig i denne uge. Jeg synes, at det havde været på sin plads, om vort kirkesamfund havde rettet en kraftig protest mod de modbydelige jødeforfølgelser. Men der kom jo ikke noget. Nu har vi så selv sat os i forbindelse med præsterne her på øen. Jeg var med til deres konvent i går, og vi bestemte at bruge biskoppernes skrivelse til oplæsning ved alle vore gudstjenester i morgen. Metodisterne har fået brev fra deres ledelse, hvor det fortælles, at Frikirkerådet har været samlet, men ikke kunne blive enige. Det er beskæmmende for frikirkerne.” De to baptistpræster delte synspunkter – både på jødespørgsmålet og på frikirkerne.
Ovenstående har jeg fremlagt i min bog ”Dansk baptisme og tysk nazisme” (2021), der handler om danske baptisters historie 1930-1950. Heri nævner jeg også andre sammenhænge, hvor Fuglsang-Damgaard mødte baptisterne. Det glædede de danske baptistpræster, at det fælleskirkelige arbejde blev lagt i hænderne på ham, da Det økumeniske Fællesråd blev dannet i 1939 – så meget, at én af dem tilskyndede baptisterne til ”at styrke disse hænder ved at bære biskoppen frem for Gud i bøn”.
Skrivelser i Baptistkirkens arkiv viser, at kirkens daværende næstformand, pastor Frederik Bredahl Petersen, på vegne af ledelsen sendte tre ”Fortrolige Skrivelser” til menighederne.