Det siddende højskoleudvalg, der just har afgivet beretning, er som bekendt delt i et flertal og et mindretal, hvor flertallet mener, at højskolerne skal knytte prøveforberedende uddannelser til undervisningen for at overleve – især opfattes hf-uddannelsen som en redningsplanke, og i øvrigt vil man efter forlydender søge kontakt til seminarier og universiteter.
Begrebet højskolekrise er temmelig uklart og bruges oftest til at udtrykke, at elevtallet er for lille, og flere skoler er i fare for at blive lukket. Det er for venner af højskoletanken naturligvis trist, at situationen er sådan, men spørgsmålet er, om "krise" så er det rigtige udtryk. Så har højskolen altid været i krise, for højskoler er i stort tal blevet nedlagt, siden de holdt deres indtog i dansk kulturliv.
Før 1864 var der oprettet 15 "bondeskoler", og derefter fulgte den store oprettelsestid. I 1864-65 otte nye, og inden 1872 yderligere 53. De fleste var små egnskoler, som hurtigt blev nedlagt – mange efter mindre end 10 års eksistens.
Ved århundredskiftet 1900/01 var der 74 højskoler, i 1911 79 og 10 år senere blot 57. For ikke at hænge i i ren fortid kan vi nøjes med at gå en generation tilbage, hvor der fandtes 89 højskoler – i dag er der 86. I 1920'erne taltes om højskolernes krise, det samme i slutningen af 1940'erne, hvad der bl.a. førte til nedsættelse af højskoleudvalget af 1954.
Siden fulgte i 1970-71 "smertensårene" i kølvandet på den ideologiske værdikrise, og hvad der siden fulgte, kan læses i udmærkede bøger, bl.a. "Midt i højskolen". Alt dette blot for at pege på, at oprettelse og nedlæggelse af højskoler hører om ikke til dagens orden, så til højskolehistorien.
Det udvalgsflertal, der nu peger på en tilknytning til det offentlige undervisningssystem, har argumenteret med, at højskolerne altid har været både folkelige og faglige, og indførelse af f.eks. hf og andre uddannelser derfor blot er en tilpasning til nutiden og ikke et brud med højskolernes tradition.
Det er imidlertid et yderst tvivlsomt argument. Det er da rigtigt, at de "gamle" højskoler både underviste i dansk og regning og en del i landbrugsfag som f. eks. mejerilære, men det var ikke for at forberede de unge til videre uddanelse i det offentlige undervisningssystem. Det var for at myndiggøre dem, så de kunne vende hjem og tage dagens gerning op, samt evt. et folkeligt arbejde i sognet. Selv landbrugsskoler som f.eks. den hæderkronede Ladelund (der ikke længere er højskole), der var lagt an på at dygtiggøre unge til "et fag", nemlig landbruget, var ikke tænkt som en forberedende videreuddannelse, lige så lidt som f.eks. gymnastikhøjskolerne havde dette mål. Vist "uddannede" de unge, men til delingsførere som hjemme igen skulle til at virke i gymnastik- og ungdomsforeningerne. At et fåtal af dem senere fik lyst til at læse videre er en anden sag – det ændrer ikke ved, at højskolens mål var et andet.
Det faglige element i højskolen var dengang knyttet til den landbokultur, som skolen udsprang af, og det kan ikke bruges som argument for hverken hf-kurser eller andre uddannelsemæssige krumspring. Hvis højskolerne har en berettigelse i dag, er den alene at være højskole, dvs. at bidrage til at myndiggøre unge mennesker i vor egen tid og ikke stile mod at være en del af uddannelsesystemet.
Det er en svær opgave, fordi "tidsånden er imod højskolen", som Lasse Højgaard udmærket skrev i avisen den 9. december. Det er den individualistiske, konkurrenceprægede og resultatorienterede "tidsånd", der er højskolernes modstander og udfordring sammen med naturligvis praktiske og økonomiske problemer, som vi kun kan ønske, at højskolerne kan få hjælp til at klare. Netop i vor smiley-dominerede verden, hvor alt skal måles og vejes, er der brug for nogle andre kompetencer, som højskolen kan være med til at give som et vigtigt led i unges opbygning af deres egen identitet og dermed i virkeligheden som et bidrag i dagens værdikamp.
Verner Bruhn,
Darumvej 16,
Esbjerg