I Ukraine er russerne efter de indledende fiaskoer vendt tilbage til den klassiske, russiske kampform. Med tungt artilleri i stor mængde er Rusland i gang med at pulverisere ukrainske byer og smadre det ukrainske samfund. Også de civile tab er store. Reportager og billeder fra ukrainske byer og hospitaler vidner om et ukrainsk sundhedsvæsen, herunder den militære sanitetstjeneste, der må være spændt til bristepunktet.
Den 30. november 1939 overfaldt Sovjetunionen Finland. Sovjetunionen havde forud under påberåbelse af nationale sikkerhedshensyn krævet betydelige grænserevisioner og landafståelser fra Finland. De finske afslag udløste et sovjetrussisk angreb, som alle – ikke mindst russerne – forventede ville blive gennemført med succes efter kort tid.
Men finnerne gjorde så tappert, dygtigt og velforberedt modstand, at de russiske angreb over den lange grænse kørte fast. To russiske divisioner gik til grunde i de store, finske skove. Men som et lille land med begrænsede ressourcer til rådighed var finnerne i det lange forløb afhængige af udenlandsk hjælp. Det fik de ikke meget af, selvom de skreg efter ammunitionsforsyninger, tungt artilleri, jagerfly og luftværnskanoner mod de russiske bombardementer af de finske byer.
På den danske hærs mobiliseringsdepoter stod godt artillerimateriel, som den daværende, danske regering ikke havde drømt om at anvende. Pacifisme og neutralitet var tidens højtbesungne mantraer, så at overlade finnerne krigsmateriel var selvfølgeligt utænkeligt. Man var vel en fredselskende, neutral nation. Finnerne fik en del hjælp fra de nordiske lande, især Sverige, men i alt væsentligt på privat, frivillig basis – også i form af frivillige soldater, der sneg sig til Finland for at gøre en indsats.
Et væsentligt, dansk bidrag var Dansk Røde Kors' Finlandsambulance, der ganske kort efter krigsudbruddet blev organiseret med professor Ole Chievitz som chef. Han blev senere medlem af Frihedsrådet og som sådan et fremtrædende medlem af den danske modstandsbevægelse. Med 15 sygeplejersker og en gruppe læger drog han til Finland til øjeblikkelig indsættelse. En af de yngre læger var senere overlæge ved Kolding Sygehus Halfdan Lefevre, der skrev en bog med titlen ”Danmark sendte en ambulance”, der blev udgivet på Gyldendal i 1940.
Som feltlazaret blev danskerne indsat på et centralt frontafsnit, og de danske læger assisterede også på den finske hærs hovedforbindspladser. Blandt andet på grund af desperat ammunitionsmangel måtte den finske hær give op medio marts 1940. 11 dage fik lazarettet til evakuering mod vest sammen med den finske lokalbefolkning, der blev fordrevne med våbenhvilen.
Lazarettet blev genetableret i Lahti til pleje af de mange finske syge og sårede. Foranlediget af det tyske angreb på Danmark den 9. april 1940 blev Finlandsambulancen kaldt hjem. Den blev opløst på Københavns Hovedbanegård den 21. april 1940 – så diskret som muligt. Sovjetunionen og Tyskland var jo allierede dengang, så man skulle jo nødigt støde de følsomme tyskere.
Situationen i Ukraine er i dag kritisk. Der må være desperat brug for en dansk Ukraine-ambulance, måske opstillet af Dansk Røde Kors, der er indstillet på at virke tæt på kampzoner og bombardementsmål. Man vil ikke komme til at savne patienter, der kunne klargøres til transport til et dansk opstillet og bemandet felthospital lige bag den polske grænse.
Vi må godt huske, at krigen i Ukraine også er vor krig – og det må andre EU-lande også godt huske. Vi må godt erindre, at finnernes voldsomme modstand reddede landets eksistens og dermed de øvrige, nordiske landes sikkerhed. Stalin havde vidtgående planer med Finland, hvis finnerne ikke havde slået så kraftigt fra sig, at det blev pinligt for russerne.
Jørn Bro er tidligere politimester.