Sidste år var Luther-år, og nu er vi trådt ind i Marx-året. Den filosof, der fik størst betydning i det synlige, Karl Marx, kom til verden den 5. maj 1818. Den tyske avis Die Zeit serverer en række spøgefulde tips til markeringen. Wittenbergs overborgmester giver således gode råd oven på al den overståede hurlumhej i Luther-staden. ”Begge havde dystre sider”, og ”begge stod for utopier”, mener borgmesteren at vide. ”Begge forandrede hele Europa.”
Man taler også med lederen af Berlins DDR-museum, der kalder dyrkelsen af Marx i Østblokken for næsten religiøs. ”Marx, Engels og Lenin var en art kirkefædre for DDR. Hele socialismen var en skriftreligion, nærmest i sporene på islam og kristendom. Dens herredømme var funderet i ordet, ikke Bibelens ord, men i klassikerne Marx, Engels og Lenin.”
I det evangeliske magasin Zeitzeichen opridser den tidligere dominikaner-munk Bruno Kern forholdet til religionen hos den jødiske Marx.
Både på fædrene og mødrene side bestod slægten fra det 15. århundrede af to rækker lærde rabbinere. Først Karls far brød med traditionen: Herschel Marx valgte juraen og blev advokat i hjembyen Trier. Han lod sig også døbe og tog navnet Heinrich. Og lille Karl blev døbt som seksårig – til hans fromme, jødiske mors sorg.
Heinrich Marx valgte at blive protestant i det dybt katolske Trier, fordi han var tiltrukket af oplysningstidens liberalteologiske og rationelle forståelse af kristendommen, fjernt fra den konservative katolicisme.
Hans lidenskab var deismens forståelse af Gud som abstrakt idé, ikke åbenbaret i kød og blod. I den tro opdrog han sin senere så verdensberømte søn; helt op i Karls studietid i Berlin sendte faderen breve, der prægede ham i denne ånd.
Noget af det tidligste bevaret fra Karl Marx’ pen er en gymnasiestil om Jesu afskedstaler i Johannesevangeliet – tolket gennem oplysningens rationalistiske briller.
Karl Marx læste først jura, men skiftede med faderens velsignelse til filosofi. Og højeste mode blandt de filosofistuderende i Berlin var nyligt afdøde Hegel. Marx blev hegeliansk vakt og gik med hud og hår ind for idéen om historiens nødvendige udvikling ad en vej, der gik fremad og opad efter et dialektisk skema, mens verdensånden satte sig igennem – Hegels kongstanke.
Blot vendte han og hans medstuderende metoden på hovedet. Ateismen er den dybeste, skjulte betydning i Hegels lære, erklærede de. Den vil springe strålende frem gennem menneskets voksende selvbevidsthed. Guds frelseshistorie erstattes af menneskenes humanistiske selvfrelse.
Marx var nu ude af både jødedom og kristendom. Og han begyndte at blive optaget af socialismen. Allerede i et ungdomsskrift faldt den berømte formulering, at ”religion er opium for folket”. I virkeligheden skrev han noget andet, bemærker Bruno Kern, nemlig ”religion er folkets opium”. Den første formulering er drejet, så det lyder, som om religion påtvinges underklassen for at dølle den ned. Marx opfattede snarere religionen som folkets eget, smertestillende middel.
Senere udarbejdede han sin metode, den såkaldte historiske materialisme, som påstår, at menneskets tanker er afspejlinger af deres materielle livsomstændigheder. Ændrer man disse, vil også tankerne blive ændret. Allermest forandres de ved en revolution, som ligefrem vil skabe det nye menneske. Ingen uden for Nordkorea er længere historiske materialister i streng forstand, men denne tese om materiens magtfulde formning af sindet blev en antagelse, som stort set alle delte. På universiteterne levede den videre under navnet socialkonstruktivisme.
Karl Marx mente ikke, at al religiøsitet vil uddø, skriver Bruno Kern. Den kan leve videre i fordrejede former, og selve kapitalismen beskriver Marx som en ”fetich”, altså genstand for kult. Vi bliver ikke sekulariserede, men skifter de himmelske guder ud med jordiske.
Det kunne man nu allerede få at vide hos sidste års jubilar, Martin Luther.
Kapitalismens store magt over menneskesindet blev så glimrende forstået af befrielsesteologien, mener Bruno Kern – Marx behandles fortsat med udtalt ærbødighed i sit tyske fædreland. Og teologen Kern finder, at det kun giver mening at bekende sig til den bibelske Gud, hvis det sker som inspiration til forandring af de samfundsmæssige tilstande, som truer med at trække ”hele vores civilisation i afgrunden”. Den politiske teologi lever stadig i vort sydlige naboland. Overhovedet for de katolske biskopper i Tyskland, Reinhard Marx – ikke beslægtet, men sjovt nok tidligere biskop i netop Trier – regnes også for kapitalisme-kritiker og forudså sidste år marxismens genkomst, fordi folk føler sig vrede over sociale forhold.
Anders Raahauge er kulturjournalist, sognepræst og medlem af Det Etiske Råd. I Kiosken samler han hver uge op på og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat.