Prøv avisen
Debat

”I Am Queen Mary”. Jes Fabricius Møllers kritik af ny skulptur rammer ved siden af

Skulpturen ”I Am Queen Mary” er syv meter høj og viser oprørs lederen Mary Thomas. — Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Jes Fabricius Møller leverer en ret typisk forståelse af, hvordan dansk kolonialisme skal huskes, skriver Gunvor SImonsen, der er historiker ved Københavns Universitet og ph.d. med speciale i det transatlantiske slaveris historie

DER ER MEGET GALT med skulpturen ”I Am Queen Mary”, som den 31. marts blev opsat ved Vestindisk Pakhus i København. Det kan vi forstå på Jes Fabricius Møller, der ligesom jeg er lektor på Saxo Instituttet på Københavns Universitet. Det har han skrevet om i sin klumme ”Historisk set” i denne avis, og efterfølgende uddybet i et interview på Radio24syv.

Lad mig kort ridse op, hvad Jes Fabricius Møller mener, der er galt. ”I Am Queen Mary” importerer en nordamerikansk raceforståelse og -debat ind i noget, som egentlig er en caribisk historie. Det er galt, at skulpturen modellerer en kvinde, Mary Thomas, som deltog i arbejderopstanden på St. Croix i 1878. Herudover er der det galt, at skulpturen fremhæver kampen som det centrale i historien om slaveriet. Ved at ”lave en imitation” af et billede af lederen af The Black Panthers, sættes en dagsorden, som handler om et ”voldeligt oprør”. Endelig er det galt, at skulpturen er fortolkningslukket.

JES FABRICIUS MØLLER leverer en ret typisk forståelse af, hvordan dansk kolonialisme skal huskes. Dem fra de tidligere kolonier har ikke rigtig forstået deres egen historie. Det er også problemet for Jeannette Ehlers og La Vaughn Belle, kunstnerne bag skulpturen ”I Am Queen Mary”.

Man kunne ellers tro, at de to kunstnere havde gode forudsætninger. De har begge fødderne godt plantet i Caribien. Den ene med en far på Trinidad, den anden født på samme ø, men opvokset på St. Croix.

Deres skulptur betragtes nærmest som ikke-autentisk, den er ”langt væk fra en dansk-vestindisk slavefortid”, udtaler Jes Fabricius Møller i Radio 24syv. Skulpturen reflekterer en amerikansk, snarere end en caribisk virkelighed. Han ”synes”, at der ikke er tale om en ”fyldestgørende” repræsentation af den dansk-vestindiske historie. Samme evne til at vurdere, hvad der er ”fyldestgørende” tillægger han ikke de to kunstnere, de laver nemlig ”politisk kunst”.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, om der findes kunst om kolonialisme, som ikke også er politisk. Måske er sagens kerne, at Jes Fabricius Møller gerne ser en anden slags politisk kunst end den, som ”I Am Queen Mary” står for. I denne sammenhæng kan det ikke forsvares ved at hævde, at noget kunst er politisk, mens anden kunst er upolitisk.

EFTER OPRØRET i 1848, som ledte til afskaffelsen af slaveriet i Dansk Vest indien, introducerede den danske kolonimagt lovgivning, som bandt de tidligere slaver til plantagerne under meget ringe løn- og arbejdsvilkår. Så når Jes Fabricius Møller mener, at ”utilfreds heden skyldtes de vilkår, der blev budt arbejderne af plantageejere mere end det danske kolonistyre …”, er det svært finde belæg for det i faghistoriske fremstillinger.

Arbejderopstanden i Dansk Vestindien i 1878 var voldelig, og mange land arbejdere har formentlig vidst, at de løb en stor risiko. Mens oprørerne ødelagde ejendom, og nogle var skyldige i drabet på to soldater, dræbte paramilitære hvide enheder, der var sanktioneret af de lokale kolonimyndigheder, cirka 60 mennesker i forbindelse med nedkæmpelsen af oprøret, og fem-seks personer i dagene umiddelbart efter. 12 blev henrettet efter en sporadisk standretsproces, og 22 døde i de dansk-vestindiske fængsler. Der kan ikke herske tvivl om, hvem der besad voldens monopol i det dansk-vestindiske samfund.

Grunden til oprørene i Caribien var, at modstanden var et af de få redskaber, som stod til deres rådighed i samfund, hvor deres ønsker om frihed og om bedre vilkår ikke blev imødekommet.

IFØLGE JES FABRICIUS MØLLER er det også galt, at skulpturen modellerer en kvinde. Det skyldes ifølge ham et ønske om, at skulpturen skal tale ind i en nutidig kønsdebat. Hvad skulle der egentlig være galt i det? Skal vi ikke spejle fortiden i nutiden, så vi kan blive klogere på vores fremtid?

Kvinder var helt centrale for udviklingen af de caribiske samfund, både ideologisk og praktisk. Den sorte kvindekrop blev præsenteret som både uhyre tiltrækkende og som monstrøst afskyelig i den racisme, som var med til at understøtte koloniseringen af Caribien. Det er forestillinger, som har haft et langt efterliv, og måske skulle vi derfor lytte, når nogle af de mennesker, som har kommenteret på skulpturen ”I Am Queen Mary”, reflekterer over, hvad det vil sige at være kvinde og mørk i Danmark i dag.

KUNSTNERNE BEGÅR, hvis vi skal tro Jes Fabricius Møller, nærmest en fejl eller en fadæse, når de er i dialog med nordamerikanske tænkere og aktivister. Ifølge ham er der to problemer med dialogen.

For det første, at der peges på en radikal, ja, militant bevægelse. De sorte Pantere tog 1960’ernes militante retorik til sig, men det er værd at huske på baggrunden for bevægelsens opståen, som blandt andet handlede om udbredt diskrimination og politivold. En stor del af bevægelsens virke bestod af socialt arbejde i udsatte boligområder, men den advokerede også for sortes ret til selvforsvar. Senere har bevægelsens overordnede budskab om, at sorte har ret til selvbestemmelse, inspireret tænkere og kunstnere i den afrikanske dia-spora.

For det andet er der ifølge Jes Fabricius Møller det galt med dialogen, at der ikke skelnes mellem amerikansk og caribisk historie. Men i århundreder har forbindelser mellem Caribien, Nordamerika, Sydamerika, Afrika, og Europa været med til at danne et kulturelt og politisk fællesskab, der har inspireret mennesker af afrikansk oprindelse på tværs af kontinenter.

SÅ DER ER GODE faghistoriske grunde til at betragte skulpturen ”I Am Queen Mary” som en fyldestgørende repræsentation af dansk-vestindisk historie, for så vidt en sådan beskrivelse meningsfuldt kan karakterisere et kunstværk. Skulpturen er ikke lukket, men derimod fuld af refleksionsmuligheder. Den stiller os først og fremmest spørgsmålet om, hvorvidt vi har mod på at rumme andre fortællinger end vores egen.

Opfordringen herfra skal derfor lyde: Se skulpturen! Og læs, læs om Caribiens historie!

Gunvor Simonsen er historiker ved Københavns Universitet og ph.d. med speciale i det transatlantiske slaveris historie.