I Ansgarkirken er vi kirke på en ny måde og har skabt nødvendig fornyelse i den folkekirkelige betjening

I Ansgarkirken har vi øje på fremtidens kirke og er kirke på en ny måde så hvorfor skulle man lukke netop Ansgarkirken? skriver næstformand i menighedsrådet Peter Einar Stangerup

Vi har "sadlet om" og indrettet det kirkelige liv i sognet på en sådan måde, at det tiltrækker den nye befolkningssammensætning. Nye tidspunkter, nye gudstjenesteformer, ny musik og tilbud til for eksempel børnefamilier og det moderne aktive menneske, skriver næstformand for menighedsrådet Peter Einar Stangerup.
Vi har "sadlet om" og indrettet det kirkelige liv i sognet på en sådan måde, at det tiltrækker den nye befolkningssammensætning. Nye tidspunkter, nye gudstjenesteformer, ny musik og tilbud til for eksempel børnefamilier og det moderne aktive menneske, skriver næstformand for menighedsrådet Peter Einar Stangerup. Foto: Mette Frandsen.

Ansgarkirken i Københavns nordvestkvarter er blandt de udpegede med henblik på lukning. Vi vælger nu at forlade det tavse flertal for at tilkendegive vores modstand.

Argumentationen for kirkelukninger er blandt andet det vigende antal medlemmer af folkekirken og den ofte yderst begrænsede tilstrømning til for eksempel søndagens højmesse. Dette billede kender vi særdeles godt i Ansgarkirken. Vore tidligere så trofaste ældre borgere er der ikke længere. Derfor har vi sadlet om og indrettet det kirkelige liv i sognet på en sådan måde, at det tiltrækker den nye befolkningssammensætning. Nye tidspunkter, nye gudstjenesteformer, ny musik og tilbud til for eksempel børnefamilier og det moderne aktive menneske.

Det handler i væsentlig grad også om økonomi, og her har Ansgarkirken allerede tilrettet personalestrukturen, så den matcher nutidens og fremtidens opgaver. Kirken er i dag omdrejningspunkt for mange hundrede mennesker hver uge, men dette er endnu ikke indeholdt i statistikkerne. Det tager tid at opbygge en ny menighed, men vi er godt i gang.

I Bispebjerg-Brønshøj Provsti serverer det overvejende flertal af sognekirkerne det kristne budskab på traditionel vis fordi de gerne vil, og fordi de for tiden har et godt menighedsunderlag, hovedsagelig blandt de ældre borgere. Dette vil ændre sig i de kommende år, siger statistikkerne.

I Ansgarkirken har vi øje på fremtidens kirke, og helt i tråd med biskop Peter Skov-Jakobsens udmeldinger er vi ved at skabe en kirke, som er kirke på en ny måde, og dermed den helt nødvendige fornyelse i den folkekirkelige betjening så hvorfor skulle man lukke netop Ansgarkirken?