En af de mest ophedede debatter denne sommer har været og er stadig debatten om brug af begrebet næstekærlighed i forholdet til flygtninge og indvandrere. Atter er vi vidner til, at den gedigne, saglige samtale er afløst af skræpperi, hvorved fokus i den grad forskydes.
Desværre gav sikkert velmenende præster og teologer i deres (mis)brug af det kristne næstekærlighedsbegreb rigeligt med skyts til tidehvervsteologien, der nu med Claus Thomas Nielsens kronik i Kristeligt Dagblad den 29. september, ”Næstekærlighed og ondskab i en folkevandrigstid”, har toppet og vist sig fra sin mest hadefulde side.
Kronikken og andre bidske udfald fra højrefløjen i dansk teologi skaber ikke ligefrem platform for samtale, men man må også sige, at en blødsøden venstrefløjsgrundtvigianisme forplumrer debatten, når den sammenblander en politisk/humanistisk stillingtagen med næstekærlighedsbegrebet.
Ærgerligt nok, for debatten og samtalen om vores forhold til flygtninge og indvandrere er i den grad væsentlig. Men som det står nu, handler det åbenbart mere om profilering af ens egen teologi i stedet for en fælles forståelse af, at uanset hvor i dansk teologi, man befinder sig, så er der et politisk og medmenneskeligt problem, der skal løses.
I den forbindelse kunne det være sundt og nærende at læse de passager i Martin A. Hansens essaysamling ”Leviathan” (1950), der handler om retssynet. Her skriver Martin A. Hansen blandt andet:
”Selve dette ord, retssynet, drager måske hos nutidsmennesker for abstrakte begreber med sig.
Det drejede sig mindre om en udformet retsbevidsthed eller opfattelse med tankemæssig, religiøs eller moralsk begrundelse, end om et instinkt for ret, hvad der er et instinkt for den enkeltes ret og værd, en bestandighed i følelsen over for fællens ukrænkelige værd.”
”Fællen” her forstået som det menneske, man møder, uanset religion og kultur. Denne retssynstanke er i Norden og Danmark ældre end næstekærlighedsbegrebet, som nordboerne først lærte at kende, da danerne blev kristne, og tanken synes i første omgang at forsvinde i den nihilisme, der prægede tiden, hvor asatroen og vikingekulturen gik under.
Men den første kristne kirke reddede den med over i en ny, levedygtig kristen kultur med det store romanske kirkebyggeri i den tidlige middelalder som sit synlige tegn.
I denne kultur blev den gamle nordiske tanke om fællens ret og værd indpodet, og det er først og fremmest den - og ikke udelukkende et nytestamentligt næstekærlighedsbegreb - der er på spil, når vi i dag så mange generationer efter skal forholde os til den fremmede i landet.
Det er her værd at bemærke, at Martin A. Hansen ikke tolker det som nordboernes opgave at sikre den fremmede ret til at dyrke sin egen religion, så forskellig den var fra den unge kristendom, men at denne fremmede havde ret til dåb, sakramenter og kristengrav som andre.
Det burde også i dag være den officielle folkekirkes engagement i mødet med den fremmede, i stedet for forskelsløst at sikre eksempelvis muslimers ret til at dyrke deres egen religion, vel vidende at der kulturelt og religiøst er uovervindelige uoverensstemmelser mellem islam og kristendom.
Selv havde Martin A. Hansen ikke meget tilovers for et kælent og omklamrende møde med det menneske, man i dag fejlagtig kalder for ”næsten”, men han var sig den gamle kultur bevidst og fandt her tilbage til en medmenneskelig og human stillingtagen, som udtrykkes i det, Martin A. Hansen kalder for ”folkekristendom”.
Denne ”folkekristendom” er, som Martin A. Hansen skriver i ”Leviathan”, ”i evig konflikt med al absolutisme og formynderånd. Det er et syn, hvor blikket er rettet mod den enkeltes ret og værd”.
Dette instinkt for den enkeltes ret og værd er i dagens debat tilsidesat, og i stedet møder vi fra venstrefløjsgrundtvigianerne på den ene side en udvandet humanisme og fra den tidehvervske højrefløj på den anden side en afstandstagen fra engagement, ondsindet over for modstanderen, fastholdt som man er i fastlåste teologiske termer. Det har gjort samtalen umulig.
Heldigvis kan vi med Martin A. Hansen håbe på, at folk herhjemme er tilpas ligeglade med fløjkrigen i dansk teologi og tænker med det hjerte, hvor den gamle retssynstanke for længe siden som en ”sindskerne” blev indpodet. Det er i alt fald det eneste håb, vi har til, at vi som borgere og danskere kan agere anstændigt i forhold til den fremmede i landet.
Ole Juul er tidligere sognepræst