Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Debatinterview

Sociolog: I Danmark gør vi stort set ingenting for at komme kønsstereotyper til livs

Selv helt små børn forbinder lyserød med noget feminint og piget og blå med noget drenget og maskulint. Det er vigtigt, at vi nuancerer kønsstereotyperne, mener sociolog Cecilie Nørgaard. – Foto: Mads Jensen/ Ritzau Scanpix.

Det betyder noget, når selv helt små børn forbinder lyserød, sød og hjælsom med det at være pige og blå, stærk og sej med det at være dreng. Kønsstereotyper har vi med os fra begyndelsen, og derfor skal vi begynde dér, hvis vi vil manglende ligestilling til livs, mener kønssociolog Cecilie Nørgaard

DET GAV GENLYD, da tv-vært Lise Rønne i slutningen af 2019 kritiserede Politikens Bo Tao Michäelis for at være kønsstereotyp, da han i sin anmeldelse af hendes program beskrev hende som ”vimsende småneurotisk rundt”, og Politiken efterfølgende gav hende en undskyldning. Siden har Weekendavisens Klaus Rothstein fået kritik for i en omtale af Malou Aalunds nye bog at fokusere for meget på hendes udseende. Men hvornår og hvordan skabes kønsstereotyper? Kan man komme dem til livs? Og er der en grænse for ligestillingen?

Cecilie Nørgaard, du er kønssociolog, hvad er det for nogle kønsstereotyper, vi bærer rundt på?

”Vi har en enormt kønnet kultur med stærke forestillinger om maskulinitet og feminitet. Selv helt små børn forbinder lyserød, blød, sød, empatisk og hjælpsom med noget feminint og piget, og det at være stærk, sej, hurtig, blå, teknisk og styre legen forbindes med noget drenget og maskulint.

Der er lavet masser af forskning i, hvordan køn skabes i kulturen, og det forhold, at køn i den forstand er dynamisk og foranderligt, kan vi blandt andet se ved, at normer omkring køn tidligere har været anderledes, og at det i dag forholder sig anderledes andre steder i verden.

For 100 år siden forbandt man eksempelvis lyserød med maskuline dyder som disciplin og handlekraft, og hvis vi kigger til Italien i dag, er fysik et såkaldt kvindefag med overtal af kvindelige professorer. På den måde er kønnede associationer noget, vi skaber i kulturen. Og kulturen er det spejl, børn vokser op i og skabes igennem.”

Man har snakket om kønsneutral opdragelse i mange år, hvorfor er vi så ikke kommet videre?

”Det kønsneutrale er et mærkeligt begreb, for man kan ikke neutralisere køn, men derimod blive bevidst om kønnet kultur, og man kan lære børn om den kultur, de og vi lever i. Så det handler ikke om at neutralisere, men bevidstgøre og nuancere normer og stereotyper. Nogle tror, at det er ligegyldigt og ufarligt, hvad børn får af konkrete og symbolske kønnede rammer for deres opvækst, men problemet er, at det har konkrete og alvorlige konsekvenser i den anden ende, at vi møder børn forskelligt og stereotypt på baggrund af deres køn.

Det medfører et kønsopdelt uddannelsessystem, arbejdsmarked og samfund, da det skaber kønnede forestillinger om eksempelvis professioner, den rigtige leder som værende mand, og at det er okay at tale sexistisk om en kvindelig leders krop. Vi skaber de stereotyper i barndommen, som vi nu forsøger at gøre op med i voksenlivet.”

Hvad skal man så gøre for at komme stereotyperne til livs?

”Uddannelse, uddannelse, uddannelse. Det handler om at bevidstgøre og blive klar over, hvilke konsekvenser det har, og at det ikke er ligegyldigt, hvilke udviklings- og læringsbetingelser vi giver børn og unge. Men måske er der endda et skridt før det, nemlig i første omgang overhovedet at anerkende, at vi stereotypificerer. Og det gør vi i Danmark – privat som professionelt.

Efterhånden forstår mange, at det er forkert, at vi har en sexistisk kultur, ikke har ligeløn, at der ikke er flere kvindelige ledere, og at flere fædre ikke har adgang til barsel. Men det rykker ikke noget, hvis vi ikke anerkender, at det er noget, vi selv skaber, fordi vi kønner børn fra fødslen.

I Danmark tror vi, at vi er førende på ligestillingsområdet, men vores nordiske naboer er altså langt foran os. I Danmark rykker tallene for kvindelige ledere og kvinder i bestyrelser stort set ikke. Men vi er nødt til at gribe ind, hvis der skal ske noget.

Det nytter ikke, at pædagoger og lærere stadig kan møde børn kønsstereotypt, når forskningen har gjort os klogere, og vi nu ved, at køn ikke determinerer et barns interesser eller evner. Potentiale er ukønnet. Vi underviser jo heller ikke læger i noget, vi for længst har fundet ud af er forkert.”

Én ting er, hvad man gør på samfundsmæssigt plan, men hvad kan man gøre som forælder?

”Man kan være opmærksom på, at man ikke forventer forskellige ting på baggrund af barnets køn, at det for eksempel kun er pigen, der er med til at tage ud af bordet, eller at drengen får mere i lommepenge. For så vænner vi dem til, at det er normalt, og så er vi med til at skabe de problemer, vi klager over. Og det er faktisk præcis den problemstilling vi ser i børnefamilier, at piger bruger flere timer på husarbejde og får færre lommepenge end drenge. Og det minder jo til forveksling om forholdene i voksenlivet.

Det ville batte enormt, hvis flere forældre blev mere bevidste om, hvordan de socialiserer stereotypt. Det kan også handle om, hvordan nogle drenges dårlige opførsel undskyldes med gamle myter om ’drengestreger’. Køn forklarer ingenting, og dårlig opførsel er dårlig opførsel.

Som forælder kan man også ruste børn til at analysere og forstå, hvordan kulturen agerer, og hvordan de selv skal være opmærksomme på ikke bare at acceptere tingene, men råbe op, når de kan se ulighed eller mangel på adgang til lige muligheder.”

Hvad er det så, de kan i vores nordiske nabolande, som vi ikke kan i Danmark?

”En ting er for eksempel, at der siden 1969 og 1971 i Norge og Sverige har været formuleret, at skolen er forpligtet på at modarbejde stereotyper. Det betyder, at der har været en anerkendelse af, at det er vigtigt og noget, der er skolens opgave, som immervæk er grundlæggende for børn og unges dannelse og uddannelse.

Og så har der ikke mindst i Sverige været en tradition for at eksperimentere. Det kan lyde farligt i nogens ører, men eksperimenteren gør som regel, at man bliver klogere og finder ud af, hvad der virker, og hvad der ikke gør.

Herhjemme har vi gjort ingenting, og derfor er vi ikke blevet klogere. Vi har alligevel en forestilling og national selvopfattelse om, at vi er gode og fremme i skoene, når det kommer til ligestilling – men den er uhyggeligt langt fra virkeligheden – og værst af alt spænder den ben for fremdrift.”

Men kan det hele ikke kamme over og blive for politisk korrekt og neutralt, hvis man eliminerer forskellene på kønnene?

”Man skal absolut ikke eliminere og neutralisere, men man skal nuancere og skabe lige muligheder for mennesker uanset køn og andre kategorier. Ligestilling betyder ikke enshed, men reelt lige muligheder uanset identitet, og jeg kan ikke se, at det kan blive for meget. Lige muligheder betyder ikke flest muligheder til kvinder, men vitterligt lige muligheder for alle.

Det gør vi kun, hvis vi bliver bevidste om, at vi lige nu skaber ulige muligheder. Ligestilling kan ikke gå for langt, for der skriges jo i tiden ikke på et matriarkat, men derimod efterspørges fra forskellige kanter af samfundet, om det så er på en humanistisk eller kapitalistisk baggrund, at skabe lige muligheder, så alle evner og interesser kommer i spil.”

Ser du, at der sker noget? Nu har vi i de seneste to år talt om MeToo, og netop tv-vært Lise Rønnes kritik af Politikens kønsstereotype anmelder Bo Tao Michäelis havde man måske ikke set for nogle år siden. Men rykker det noget?

”Ja, det tror jeg. Det er befriende, at vi er på vej et sted hen, hvor vi oplever, at det ikke bare er okay, men rigtigt at sige fra over for uretfærdighed, hvad det hele grundlæggende handler om.

De stereotyper, vi ser i børnelivet, er jo dem, vi trækker med ind i voksenlivet, og fordi vi fødes ind i dem i kulturen, bliver de normer, som løber som blod i vores årer, og så bliver vi blinde for uretfærdighederne i dem.

Men i kølvandet på MeToo har flere fået øjnene op for, at der foregår kønnede uretfærdigheder, som måske ikke begås overlagt, men som er en del af den patriarkalske orden, som vores samfund historisk bygger på, som har skabt privilegier for nogle og barrierer for andre.

Jeg oplever det også som enormt positivt, at Den Danske Ordbog eksempelvis revideres for kønsstereotype ordforklaringer. Da jeg skrev min første bog, som udkom i 2006, talte jeg, hvor mange ord vi har i det danske sprog, som hedder noget med ’kvinde’ og ’mand’. Én ting var forskellen i antal, men noget andet var, at dem med ’kvinde’ var negative, og dem med ’mand’ var positive.

Sproget er en del af den usynlige socialisering, som kan være med til at skabe stereotype effekter som kvindeligt mindreværd, og jeg hilser det virkelig velkomment, at vi er i gang med at kigge på de ting og tale om dem.

Lad os også handle på dem – og skabe den ligestilling, vi kan høre i vores sprog, se i vores resultater, resonere i vores kroppe og i omgangen med hinanden og ikke kun den, man kan se i loven.”