Mette Bock: I Danmark har vi religionsfrihed – husk det nu

Religionsfrihed er noget dyrebart, som vi skal huske at værne om i en tid med mange religionsmøder, skriver kirkeminister Mette Bock (LA)

Illustration: Søren Mosdal
Illustration: Søren Mosdal.

Religionsfrihed har aldrig været en selvfølge. Mange steder i verden eksisterer den ikke. Og her til lands er religionsfriheden faktisk også en parentes i historien. Noget dyrebart, som vi skal huske at værne om i en tid med mange religionsmøder.

Bagtæppet for vores religionsfrihed, der blev sikret med Grundloven af 1849, var ikke kønt. Hør bare her:

I 1651 blev det fastslået, at ingen jøder måtte komme ind i riget uden et særligt lejdebrev.

I 1665 indskrev man i Kongeloven, at den enevældige konge skulle ”beskierme” borgerne mod “alle Kiettere og Sværmere og Guds-bespottere”. Hold jer væk, I vantro!

Det er bare ikke så enkelt at styre menneskers trosliv, så den enevældige kongefod måtte i flere omgange trykke bremsen hårdere i bund. I 1702, da de gudelige forsamlinger med pietister og andre separatister rørte på sig, blev de udtrykkeligt forbudt. Så var den ged barberet. Troede man. Men nej, forbud blev fulgt op af påbud, så i 1730 påførte Frederik IV borgerne kirketvang.

Heller ikke det var nok. I 1735 blev den tvungne kirkegang suppleret med pligt til at indberette de udeblevne. Hastigt fulgt op af en konfirmationsforordning, hvor manglende konfirmation blev straffet med tab af borgerlige rettigheder.

Reguleringstrangen fortsatte, og i 1828 fik vi en dåbsforordning, der indebar “passende tvangsmidler mod de Forældre, der forsømme den pligt, der både efter Religionens og Statens love påligger dem i saa henseende.”

Først med Grundloven af 1849 fik vi sikret religionsfriheden i Danmark. Det havde krævet mange års kamp.

Dette historiske bagtæppe for religionsfriheden i Danmark er det værd at minde om i tider, hvor nogle måske kunne drømme sig tilbage til en forbudstid. Men det er altså selvsamme religionsfrihed, der stadfæstes i den lov om trossamfund uden for folkekirken, som efter flere års forarbejde lige nu er på vej gennem Folketinget.

Gennem den seneste tid har Kristeligt Dagblad dækket anerkendelsen af Dansk Islamisk Trossamfund i Danmark. Dækningen har givet indtryk af, at det er selve troen, der skal kontrolleres, når vi anerkender nye trossamfund.

Det er det ikke. På præcis samme måde, som man ikke kontrollerer ideologien, når man godkender nye politiske partier.

Anerkendelsen sker efter nogle helt objektive kriterier: Man skal tro på en transcendent gud, have ritualer, være organiseret, have et bestemt antal medlemmer – og overholde dansk lovgivning. Anerkendelsen giver ingen rettigheder i sig selv. Først efterfølgende kan man søge skattefritagelse og vielsesbemyndigelse, og først her sker der en adfærdsregulering af for eksempel den forkynder, der søges vielsesbemyndigelse til.

Denne skelnen mellem anerkendelse og den senere vurdering af, om trossamfundet lever op til adfærdskrav om sprog, kulturkendskab, demokrati med videre, er væsentlig at have for øje.

Dansk Islamisk Trossamfund lever op til de objektive kriterier for at blive anerkendt som trossamfund, og de overholder dansk lovgivning.

Vi skal glæde os, hver gang et trossamfund her i Danmark søger anerkendelse. For det er et tegn på, at de ønsker at blive en del af det danske samfund og det danske demokrati med formelle bånd til myndighederne.

Samtidig vil jeg gerne slå fast, at man sagtens kan være et trossamfund i Danmark uden anerkendelse. Disse trossamfund er uden formelle bånd til samfundet, og vi har ingen mulighed for at følge med i, hvilke trossamfund der er tale om.

Derfor bruger den nye trossamfundslov også betegnelsen anerkendelse i stedet for godkendelse. For det er det, det er: Ikke en betingelse for at være trossamfund i Danmark, men en officiel anerkendelse af, at der er tale om et organiseret fællesskab, der samles om gudsdyrkelse uden for folkekirken.

Viser det sig efterfølgende, at trossamfundet holder op med at opfylde kriterierne for at være anerkendt, for eksempel på grund af alvorlige lovovertrædelser, er der med den nye lovgivning mulighed for at fratage anerkendelsen igen. Det er betryggende.

Vi skal glæde os over religionsfriheden i Danmark og værne om grundlovens intentioner. Også i tider med mange religionsmøder. Og jeg ser meget gerne, at flere trossamfund søger anerkendelse i stedet for at agere i det skjulte.

Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh.