Andenpiloten Andreas Lubitz begik selvmord og myrdede samtidig 149 andre ved at styrte sit fly ned i døden i Alperne.
Det har givet anledning til mange rigtige eksistentielle overvejelser: Selv en stor tragedie lærer os aldrig at leve med det frygtelige vilkår, at livet kan afsluttes med sekunders varsel (Sørine Gotfredsen i Kristeligt Dagblad den 27. marts).
Vi er nødt til at have tillid til hinanden, selvom vi aldrig kan udelukke, at et enkelt menneske kan svigte den tillid og helt uforudseeligt føre os i ulykke (Christoffer Emil Bruun i Politiken den 29. marts).
Selvmord som opgivelse af livsdriften er en selvmodsigelse, der ikke kan forklares, selvom det kan udtrykke noget udadvendt, ”som om man selv i døden vil ses” (Bjørn Bredal i Politiken den 30. marts).
Men vi ved i dag mere, end disse kommentatorer kunne vide umiddelbart efter flystyrtet. Vi ved, at Lubitz var deprimeret over, at han ikke kunne gøre en stor karriere som pilot, og at han havde betroet sin ekskæreste, at han en dag ”ville udføre en gerning, der ville gøre ham kendt” (Kristeligt Dagblad den 30. marts).
Det siger noget helt fundamentalt om, hvad et menneske er: Vi søger anerkendelse i de andres øjne, at ”gøre en forskel”, som man siger.
Lubitz ønskede at skaffe sig den anerkendelse, han ikke kunne få med sit job, ved en handling, som ingen efterlevende kunne lukke øjnene for. Det lykkedes jo, og de sidste otte minutter er bevidnet ikke blot af de sorte bokse, men af en filmoptagelse, som en passager foretog med sin mobiltelefon
Lubitz' handling var ikke bare et banalt selvmord og heller ikke bare et kombineret selv- og massemord, som så mange terrorister i vor tid foretager. Det var en grusomhed, der, som han kunne forudse, ville bringe ham på forsiden af de store internationale aviser.
Det skete da også, for eksempel den 28. marts hvor hans portræt på 17 gange 13 centimeter dominerede forsiden af Frankrigs største dagblad Le Monde. Kun meget få personligheder i fransk politik og kultur har opnået dette ved deres død.
Ganske vist må man regne Lubitz for gal, som en mand, der havde mistet fornuften. Men der kan være fornuft i galskaben, så den er en slags karikatur af det fornuftige og dermed afslører noget alment menneskeligt: I dette tilfælde, at vi ønsker at blive kendt gennem vores handlinger, det vil sige blive noget betydningsfuldt i de andres bevidsthed. I parforholdet, i familien, i arbejdsfælleskabet, i det offentlige rum.
Nogle stræber efter at blive noget stort, hvad enten det er som politikere, finansfolk, kunstnere, op-findere, forskere, forfattere, tv-værter eller noget andet. Andre vil blot regnes for noget af de nærmeste. Det er en dyb menneskelig drift, som filosoffen Friedrich Nietzsche kaldte ”viljen til magt”. Måske er religion til syvende og sidst udtryk for og svar til dette almene behov for anerkendelse.
Men som den franske filosof Paul Ricur har påpeget i sin sidste bog ”Anerkendelsens veje” (2004): Ofte er anerkendelsen noget, man har tiltvunget sig ved at spille på de andres frygt for ens magt, medens den ægte opmuntrende anerkendelse er en gave, vi giver hinanden, og som derfor ikke kan tages, kun modtages.
Alt tyder på, at Lubitz' selvmord var meget mere end et selvmord - det var en akt, der i mangel af bedre tvang os alle til se ham som vilje, anerkende hans magt over liv og død. Om det så måtte blive med ondskabens magt. Da han ikke kunne få anerkendelsen som gave fra andre, tog han den med vold.
Peter Kemp er professor emeritus i filosofi, DPU, Aarhus Universitet