Fra jeg kunne læse og skrive, var min barndom fyldt med breve. Jeg elskede at skrive breve og jeg elskede at modtage breve. Postkassen var en ven, der bar mine tanker, drømme, ønsker og henvendelser ud i landet eller videre ud i verden.
At lege posthus, skrive og omdele breve var en del af barndommens selvfølgelige legemuligheder. Den røde postkasse kunne fremstilles i pap. Dukker og bamser skrev og modtog og gav anledning til træning i at udtrykke tanker og følelser, håb og drømme, frygt og bekymring på skrift. Brevhemmeligheden var en alvorlig sag og gav tidlig viden om begrebet fortrolighed.
Som barn på sommerlejr eller lejrskole, var det et af dagens højdepunkter, når lejrlederne omdelte dagens post. På en god uge kunne der være brev fra både forældre og bedsteforældre. Når der var brev hjemmefra, gemte der sig i reglen også en pengeseddel i kuverten, som kunne veksles til noget godt i lejrens kiosk.
Hjemme var postbuddets daglige besøg forbundet med en håbefuld forventning. Hver dag rummede en mulighed for at der, midt i postbunken, midt imellem Kristeligt Dagblad, Frederiksborg Amtsavis samt diverse medlemsblade og magasiner og mulige breve til andre i husstanden, skulle gemme sig en håndskrevet kuvert med mit navn på forsiden og afsenderens navn på bagsiden.
Stod afsenderen med smuk formfuldendt skråskrift, skrevet med fyldepen og blæk, var brevet nok fra Struer og var en del af en lang og fortsat samtale med mine bedsteforældre. Da brevskrivningen begyndte, stod der, før mit fulde navn skrevet frøken. I brevskrivningens sidste år stod der fru, efterfulgt af min mands titel og min mands og mit fælles efternavn. Jeg var nu primært min mands frue. Min mormor havde i mange år været fru direktør, uden at have anden anledning til denne titel end at være gift med en direktør. Således var jeg nu fru min mand. Det gik ikke upåtalt hen. Jeg var ikke tilfreds med denne titulering, men det ændrede ikke praksis hos afsenderen. Der er principper, man ikke sådan lige giver køb på og det stoppede ikke den skriftlige samtale.
I samtalens første år var mine bedsteforældre måske i virkeligheden modtagere af tanker, overvejelser og livsrefleksioner, som også kunne være endt som dagbogsnotater, men nu blev de i stedet til breve. Breve, som blev skrevet, mens jeg lå på maven på ryatæppet på mit værelse. Det var en god tænkeposition og som stemningsgiver stod stearinlyset tændt ved siden af ryatæppet i Chianti-rødvinsflasken på den malede ølkasse. Når brevet, som kunne rumme adskillige håndskrevne sider, var færdigskrevet, skulle det foldes og lægges i kuvert. Det i sig selv var en hel lille proces. En kuvert kunne have mange former og farver. Jeg havde en hel samling at vælge imellem. Lyse og mørke, store og små, i forskellige former og faconer, pastelfarvede eller i klare farver. Til yderligere pynt af kuverterne havde jeg også et righoldigt udvalg af hyggelige, tænksomme, filosofiske eller proklamerende vignetter, der kunne klistres på kuverten. Alt fra små fine blomster til udsagn om atomkraft eller erklæringer om tro.
Indimellem var der på kuverten tegnet hele landskaber rundt om et lille blankt felt, hvor der så skulle være plads til navn og adresse på modtageren. Det kunne rumme udfordringer, hvis modtageren havde en lang og kompliceret adresse eller der også skulle være plads til angivelse af land. Men det var ikke et problem, når adressen var Ringgade i Struer. Det var en adresse, der var let at skrive, den var øvet så mange gange og så var det også en adresse, som alene ved at blive skrevet, udløste minder om og forventninger til en anden verden end hverdagens verden. En verden fyldt med højtid, ferie, pause, samvær og duft af en helt særlig aftershave, hjemmebagte boller og nylavet hybenmarmelade.
Der var mange andre breve end brevene til Struer.
Der var breve til venner og veninder. Skolekammerater flyttet til udlandet med forældre, veninder mødt på sommertræf eller lejre, penneveninder som var ukendte og blev kendte gennem brevskrivningen. Der var kærestebreve, som kunne blive afsendt med såvel håb og forventning som frygt og bekymring for svarbrevenes respons på de fremsendte betroelser. Der var modtagne kærestebreve, som måske skulle besvares med forhåbning, måske med beklagelse.
Skriftsproget var en udtryksform, hvor der var plads til både glæde og forventning, tanke og eftertanke, men også plads og rum til bekymring og fortrydelse. Når først brevet var dumpet ned i det store røde postkassedyb, var der ingen vej tilbage, så var det bare at vente. Vente på, at brevet nåede frem, blev modtaget, læst og måske udløste et svarbrev med respons på de fremsendte fortællinger, tanker eller betroelser. Ventetid var en del af processen.
Filosoffen og tænkeren Hannah Arendt skriver et sted, at "tænkningens bolig er stilhedens sted". Brevskrivningen var en god anledning til at opsøge stilhedens steder. Det var godt at ligge på maven på ryatæppet, sidde omsluttet af dynen i sofakrogen eller finde en stille bænk eller den bedste gren i æbletræets grene, når et brev skulle læses, eller der skulle tænkes over indholdet til et brev, der skulle skrives eller besvares.
Brevskrivningen var en langsom proces og ofte netop en proces. Ikke en handling med en start og en slutning, men en samtale på skrift, som kunne fortsætte og fortsætte.
Jeg har ikke været god til at gemme mine breve i den fysiske form. De fleste forbliver i den form, de har i min erindring, men enkelte ligger og minder mig om, hvor meget breve kunne give anledning til langsom udveksling af tanker, refleksioner og overvejelser.
Gemt i en kasse fyldt med blandede mindegenstande fandt jeg et ringbind fyldt med tynde ark brevpapir af den slags, breve blev skrevet på, når de skulle sendes som ”luftpost”. Brevene er fra min værtsfamilie, da jeg var ung pige i huset i Norge. Breve fra min kommende værtsmor, som jeg skulle bo hos og hjælpe med hverdagen. Hun var alene med børnene i lange perioder, mens manden sejlede langfart. Der var også breve fra hendes mand, som skrev breve fra skibet, han var styrmand på.
Breve, som redegjorde for det, de håbede kunne være en mulighed for mig og en hjælp til dem. Brevene fortsatte, da jeg igen var retur i Danmark. Nu var de fulde af erindringer og omsorg for min videre tilværelse. Lange breve, omsorgsfulde breve, eftertænksomme breve. Breve der gav oplevelsen af at være sammen - på afstand. Breve der lagde bunden for en livslang forbundethed.
I min barndom og ungdom var brevet, postbuddet, postkassen og posthuset en selvfølgelig del af hverdagens rytme og genkendelige virkelighed.
Der er længere mellem brevene i postkassen i dag. Posthuset er flyttet over i kiosken, antallet af digitale postkasser er eksploderet og de små vignetter på kuverterne er erstattet af emojis i sms'en. Der er kortere vej fra tanke til afsendelse, der skal værnes mere om tid til tanke og eftertanke, men det er stadig godt at dele liv, også på skrift.